Inspiration til et mere enkelt hjem

Forelskelsen kom senere

Dette indlæg har jeg tænkt på meget meget længe, men jeg har simpelthen været sådan i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere det. For jeg synes, at det er så vigtigt og personligt et tema. Faktisk nok det mest personlige jeg kan komme i tanke om. Men det er samtidig en snak som jeg gerne vil bidrage til. Snakken om at blive mor, og at det er forskelligt for alle, hvordan man oplever den omvæltning. Men det er også sårbart og tæt på. Dét jeg tænker mest over ved udgivelsen af dette indlæg er, hvad min datter mon vil tænke en dag, hvis hun læser det. Hun må for alt i verden ikke tvivle på, at jeg har elsket hende altid. Fra før hun blev født, ja, fra før hun overhovedet var på vej, har hun være elsket højere end jeg troede jeg kunne. Sådan er det, og det må der aldrig være tvivl om! Samtidig mener jeg også, at denne platform skal være til for, at vi kan tale sammen om dét der virkelig betyder noget. Og det gør dét her. For mig!
Og så vil det måske også gøre det for nogle af jer?

Tag godt og venligt imod det mest personlige skriv jeg nogensinde har udgivet..

Jeg mødte min mand i gymnasiet. Første dag i gymnasiet, faktisk. Vi blev placeret i samme klasse. Jeg kan huske, at jeg med mit hormonelle teenagesind tænkte; tænk, hvis én af dem jeg møder i dag ender med at blive min kæreste!? At én af dem der sad dér i rundkredsen på gulvet endte med at blive min mand, havde jeg ikke i min vildeste fantasi turde tro. Men sådan gik det. To og et halvt års skiftevis betagelse skulle der til, før vi begge to var klar til at gå på en date. Vi endte med at blive hinandens store (og eneste, faktisk) kærlighed. Det var ikke forelskelse ved første blik. Det tog tid at få hinanden overtalt til, at dét var en god idé, men da så vi begge – på samme tid – var klar, var der ingen vej tilbage. Heldigvis!

Jeg ved at flere af jer, som læser med, snart skal føde (eller lige har). Og jeg kan huske, at jeg faktisk var lidt spændt på dét der med, om jeg (nu for første gang i mit liv) ville opleve forelskelse ved første blik. Jeg havde set en dokumentar (okay, jeg havde set mange), hvor der blev vist interviews med forskellige par. Fælles for dem alle var det, at de sagde, at de fra første sekund tænkte, at det var dém der havde vundet i baby-lotteriet. Kort før min fødsel, havde jeg snakken med en veninde, om netop dét, og vi kom frem til, at det vel ikke var alle, som forelskede sig sådan i deres barn fra dag ét!? Og hvor var jeg glad for, at vi havde den snak inden jeg fødte. For dagen kom, og jeg gik i fødsel…

I mit sind havde jeg forestillet mig en slank, lille og mørkhåret baby. Jeg selv har altid været relativ mørk, og har altid haft langt hår. Derudover er vi begge meget slanke af statur, hendes far og jeg. Så jeg synes egentlig ikke jeg forestillede mig noget særlig usansynligt.. Derudover vidste vi ikke hvilket køn vores baby var.. Og her lå jeg så i fødsel, og tog imod min datter med mine egne hænder. Og ud kom altså en lang, tyk, skaldet pige. Det sødeste lille tykke væsen! Men sandheden er jo, at babyer ikke rigtig ligner sig selv før de har trukket vejret et par døgn eller 10. De skal lige foldes ud. I de første døgn var jeg bange for, om jeg kunne kende hende, når jeg vågnede, eller min mand gik en tur med hende. Jeg skulle lige vænne mig til, at tanken om en abstrakt baby pludselig var så konkret som hende. Lige dér foran mig. Jeg blev oppe hele den første nat, for bare at holde hende, og rigtig forstå at hun var i mine arme. At det var hende som kom. En god veninde jeg har sagde til mig, da hun var gravid, at dét hun var mest nervøs over var, at der jo var et fremmed menneske som skulle flytte ind og bo hos hende og hendes kæreste i min. 18 år. Jeg grinede da hun fortalte mig det, men helt ærligt: Det var jo et fremmed menneske som kom ud af mig den dag. Vi havde aldrig holdt i hånden før, aldrig kigget hinanden i øjnene, eller duftet hinanden. Der var så meget nyt!
Jeg så hende, og jeg følte, at jeg med ét havde fået et nyt job. Et mål som var det største i livet: at være hendes beskytter. Set i bagspejlet elskede jeg hende nok allerede dér. Forelskelsen kom senere.

For ærlig talt, så er det jo faktisk svært at være forelsket i én man endnu ikke kender? Jeg kendte hende ikke. Jeg havde faktisk først lige mødt hende. Og som jeg lærte hende mere og mere at kende, voksede mine følelser for hende. Jeg kan ikke huske, hvor længe der gik – og det er i virkeligheden også sagen uvedkommende. Men dagen kom. Dén dag, hvor jeg sad med hende i mine arme, og græd og græd over, hvor heldig jeg var, at jeg lige netop havde fået HENDE i min varetægt. Jordens største vidunder, og det smukkeste lille menneske. At hun var min. Vores. For altid. Det føltes  – og føles stadig – som mit livs bedrift og velsignelse. Som med hendes far var der ingen vej tilbage. Fordi det netop lige var hende der landede i mine arme. Jeg har nu i mere end et år været så forelsket i hende, at jeg må nive mig selv i armen, for at minde mig selv om at tale om andet end hende, og for ikke at udbryde til fremmede, om de mon har bemærket at hun har lært at lave fagterne til “mon du bemærket har”? Jeg ligger og kigger på billeder af hende, hvis hun sover en længere lur end normalt, og jeg savner hende, hvis hun (en sjælden gang) sover en hel nat i sin egen seng. Ja, jeg tuder faktisk en lille smule som jeg skriver dette. JEG er jordens heldigste mor, fordi jeg fik hende. Sådan har jeg det!

Jeg skriver dette fra et pumpende (og ret nervøst) moderhjerte i håb om, at mit lille pip kan hjælpe bare én til, ikke at føle sig utilstrækkelig, hvis de vilde, store følelser, som man hører sådan om, ikke kommer fra første sekund du ser dit barn. Vi er lige så forskellige som vores børn er, og det ville da være mærkeligt, hvis ikke vi også reagerede forskelligt på at blive mødre.

Jeg var ikke nervøs for, om følelserne ville komme. På intet tidspunkt. Og jeg er helt sikker på, at årsagen er, at jeg havde haft en snak med min veninde kort inden. Til jer, der ikke har født endnu, men drømmer om det (eller skal lige om lidt), vil jeg bare sige: Dén der følelse den kommer. Og den er værd at vente på! Og den bliver kun vildere og vildere. Sådan har jeg det i hvertfald. Bare rolig ❤️

fullsizeoutput_723

   

2 kommentarer

  • Julie

    Så fint og ægte et indlæg! Dejligt relevant for én som mig, der om en månedstid står med min egen datter i armene for første gang. Gisp! Man er bare slet ikke et sekund i tvivl om din kæmpe store kærlighed til din datter, og det med at skulle se hinanden an og lære hinanden at kende mor og barn for første gang, giver bare så god mening! Rigtig god weekend til dig og din lille familie! kh Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stay Strange

      Hej Julie.

      Tusind tak for din meget søde besked! <3 Det betyder virkelig meget.
      Mere end du aner.
      En måned til nu. TILLYKKE med at være her – nu. Altså!
      Det ér jo ikke til at forstå, at man kan gro et menneske i sin krop <3

      RIGTIG god weekend til dig og dine også!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Inspiration til et mere enkelt hjem