DIY: naturfarvede påskeæg

Altså, hvor jeg håber denne langfredag bliver så lang, som overhovedet mulig. Laaaang og langsom 🙂

Vi er draget i sommerhus. Det bedste sted på jorden, hvis du spørger mig.
Solen skinner. Fuglene synger, og om lidt er det store påskebord dækket. Jeg mangler ikke noget. Overhovedet.

Det er simpelthen noget af det mest priviligerede at være på ferie med familie. Familie, som elsker at være sammen med vores datter, og fjoller og finder på skøre lege. Dagen lang. Vi gik alle ud som et lys i går. Helt brugt op af sjov og ballade og grin. Og mad, naturligvis. Altid masser af god mad.

Det betyder også, at jeg – selvom jeg var alene forælder på skansen det mest af dagen i går – fik tid til at eksperimentere med et par ekstra DIY-påskeæg. Hvis ret skal være ret, havde jeg håbet at få dem lavet hjemme i vores nørrebro-lejlighed før afgang til påskeferien, så jeg helt overskudsagtigt kunne sætte indlægget til autoudgiv. Men ting tager tid. Særligt når man i sidste øjeblik skal have vasket tøj og pakket til en lille uge. Og sådan gik det til, at jeg forsigtigt fragtede pustede æg, skåret kål, en klat smør og et par svampe med i sommerhus. Uden at noget gik i stykker(!) Og æggene er endda blevet meget meget flottere, end jeg troede muligt. Min fremgangsmåde er inspireret af HOMEY OH MY ’s guide fra sidste år. Dog med nogle forskellige justeringer og tilrettelser. Her er hvad jeg gjorde..

img_5074

Det skal du bruge:

  • Pustede æg. Jeg har siden denne guide fået det fif, at man bør stikke en strikkepind/grillspyd eller lignende gennem først det ene hul, så æggemassen og så det andet hul, sådan at hinderne og æggeblommen springer. Dette skulle betyde, at æggene er lettere at puste.
  • En klat smør.
  • En ‘naturlig svamp’. Jeg gik efter en måneformet svamp som vist i Homeys guide, men kunne ikke opdrive dem i nogen som helst helsekostbutikker. Den var simpelthen udsolgt alle steder. Jeg blev faktisk helt nervøs for, om alle var i gang med samme projekt som mig. Haha. Derfor endte jeg i stedet med at købe en ansigtssvamp i Matas. Og den fungerede altså ganske udemærket!
  • Et halvt rødt kål (rødkål/rødt spidskål eksempelvis).

img_5075

Det gjorde jeg:

  • Skær kålen i grove strimler, og læg det i en kasserolle. Fyld lige netop vand over, så kålen er dækket, og bring det i kog.
  • Kog kålen i ca. 30min.
  • Hæld det farvede vand i et (eller flere) høj(e) glas. (Afhængig af, hvor mange æg du vil farve.) Lad det farvede vand køle af til stuetemperatur.
  • Fordel en klat smør på en smule af svampen, og dub smør over hele ægget. Et af gangen. Jeg gjorde således; Hold pegefingeren over det ene hul og tommelfingeren over det andet. Drej så ægget rundt om sin egen akse, som du får det duppet til i ’svampede smørstriber’ på langs. Des mere smør, des hvidere æg. Des mindre smør, des mere blåt æg.
  • Sørg for at røre så lidt som muligt ved ægget, og placer det i den blå væske. Når det nu er pustede æg, vil de gerne flyde ovenpå vandet. Jeg holdt dem derfor nede, så vandet kunne sive ind i ægget. Som jeg fik lavet flere æg, placerede jeg dem ovenpå hinanden, og fik dem alle dækket af væsken. Til sidst placerede jeg et lille snapseglas ovenpå det øverste æg, så det holdt dem under vandet.
  • Lad dem stå ‘i blød’ et par timer. Eller længere, hvis du ønsker et mere mørkeblåt utryk. Jeg ønskede et ret lyseblåt skær, så jeg lod mine stå i præcis to timer.
  • Tag dem op af vandet, når de har den ønskede kulør, og ryst vandet ud af ægget. Lad æggene tørre igennem, inden du forsigtigt tørrer smørret af skallerne med køkkenrulle.
  • Nu er er blot tilbage at bruge dem som pynt. Med eller ude snor. Hvis du vil sætte en snor i gøres det let, som forklaret i min anden DIY-påskeægsguide. (Siger man det mon sådan? Det blev et langt ord, og reklame for mig selv. Haha 🙂 )

img_5076

Rigtig god fornøjelse!

Fredagsfif på en onsdag

NU vender det hele da op og ned?
I fredags følte jeg at det var onsdag, og i dag, hvor det er onsdag, udgiver jeg fredagsfif.

Sagen er dog den, at jeg ville føle det meget skørt at udgive fredagsfif på fredag. Jeg mener, det er jo ikke ægte fredag på fredag!? Det føles meget mere som en tidlig fredag i dag; Stadig en arbejdsdag, men weekend og ferie lige så man netop kan nå det med fingerspidserne. Hvis jeg mærker rigtigt efter, så er det vel egentlig ferie netop nu. Og det skal altså ikke gå ubemærket hen (!)

Derfor vil jeg give mit bud på, hvad weekenden FERIEN forhåbentlig vil indeholde for mit vedkommende.
Og hermed denne uges fredagsfif:

  • Spille et spil
    Min mand har prøvet ‘Big Deal’ for nylig, og vil vildt gerne nå at få købt det med til sommerhuset.. Hvilket leder mig til..
  • Tage afsted. Væk fra vante rammer.
    Til et mere stille sted. Vi tager i sommerhus i morgen tidlig, og jeg glæder mig helt ind i knoglerne. Som et lille barn.
  • Spise kage(r).
    Jeg er normalt ikke den store kagespiser, faktisk. Men hvis der er noget som hører ferien til, så er det da kage. En chokoladekage med glasur eller en gulerodskage ville ikke gå helt galt i byen hos mig.
  • Lave ingenting.
    Kan det være et punkt? Ja, det kan det. I særdeleshed. Og det har jeg virkelig tænkt mig at sætte aller mest tid af til. Derfor kan det også sagtens være, at jeg tager mig den frihed at være lidt stille herinde. Hvis det er dét jeg trænger til.. Det er ikke til at vide, for jeg håber også at ferien vil bringe tid til;
  • At skrive.
    Jeg kobler sådan af ved at skrive. Og sådan som tiden er fløjet fra mig de sidste uger.. Ja, eller vel nærmest måneder, så håber jeg at få tid til.. Nej, så vil jeg finde tid til at skrive. Om det bliver i det private eller herinde, vil tiden vise 🙂

afterlight-33

Hvad mon ferien bringer for jer?

Tirsdagens (rengørings)tip

Okay, jeg småfniser lidt af mig selv, som jeg skriver den overskrift her. For jeg er nok ikke den, alle og enhver ville tage rengøringstips fra. Og så måske alligevel… Hånden på hjertet går der (i følge mit temperament) lidt for længe mellem der bliver vasket gulv herhjemme, men når så jeg går i gang, så er jeg også grundig. Jeg er bare så utålmodig i første omgang, fordi jeg ved at min grundighed vil gøre at processen tager lang tid. Og sådan spænder jeg altså lidt ben for mig selv, inden jeg kommer i gang. Af samme grund elsker jeg små tips og tricks til at gøre arbejdet lettere for mig selv. Det ved mange, som kender mig. Særligt husmortricks, som netop gør, at jeg skal bruge mindre knofedt og tid på netop rengøring. For jeg elsker at have det rent og fint. Det gør jeg virkelig. Jeg føler mig nærmest som et lettere menneske. Men processen dertil, kan jeg godt tage tilløb til længe. Jeg bilder mig ind, at det er alle de år jeg tjente mine penge ved at gøre rent, der har mærket mig for livet. Haha. Det er i al fald dét jeg siger, for at få min mand til at tage det største læs af rengøringen (og det gør han, det ved vi begge to).

Nåh, men det er jo så småt påskeferie. For de fleste er det vel allerede? Men helligdagene har ikke sat ind her, så jeg tonser lidt igennem på arbejdsmailen stadig. Jeg håber dog, at vi – inden vi drager i sommerhus – får tid til at give vores hjem en ordentlig skalle. Så vi ikke skal løfte en finger, når vi vender tilbage efter påskefrokoster på stribe 😉 Sådan en ordentlig omgang rengøring, ville man vel egentlig på denne tid af året kalde ‘forårsrengøring’. Det er vel egentlig et helt begreb? Det er bare ikke noget, vi sådan har dyrket. Altså jeg mener, vi har mere gjort det løbende.. (Og med vi mener jeg min mand.) Men noget af det, der kan hobe sig op, og som vi ikke lige får klaret i hverdagsrengøringerne er eksempelvis kalk. Særligt i elkedler eller omkring vasken.

I den forbindelse, kom jeg på et tip (som jeg er lidt i tvivl om er almen viden(?)). Det er i al fald et tip, som gør at ens hjem både lækrere, men også et tip, som er smart, fordi det sparer en for tid og knofedt. Og hvem kan ikke lide at spare på den slags?

Tippet lyder således:
Har du et tilkalket område, så placer køkkenrulle på stedet, og fugt det med lagereddike.
Lad det stå natten over. Og dagen efter, ryger kalken af med køkkenrullen.

OBS. det giver sig selv, at området skal kunne klare at blive afkalket. Det går derfor ikke på eksempelvis træflader. Men metal og keramik, går det så fint med. 

Tippet er således ikke blot smart, men også noget som er skånsomt mod miljøet. For helt ærligt, man kan jo spise lagereddike (det bruges ofte i agurkesalat eksempelvis. Hov, lød jeg lige ekstra husmoragtig dér?). Og tænk, at noget kan være så effektivt som rengøringsmiddel også! Smart! (Men også lidt en underlig tanke, egentlig.)afterlight-32Hermed det billede af min vask, jeg kunne tage i dag. Jep. Der var for meget opvask i den, til at jeg ville lade den komme på bloggen. Og sådan kan jeg jo redigere virkeligheden. Og stille en skål revet squash ved siden af. Som næsten er agurk, som jeg jo netop har omtalt. Bum 😉 

Og sådan gik det til, at jeg på tirsdagen inden påske gav et noget så usexet tip om rengøring. Men altså et tip, som måske kan være nice at vide, hvis ikke man vidste det. Jeg er i al fald overrasket over, hvor effektivt det er. Og når jeg får brugt det, kan jeg godt undre mig over, at jeg var så længe om at få det gjort i  første omgang 🙂

Og med den afslutning, vil jeg ønske jer alle en god tirsdag aften!

Og skriv da endelig, hvis du har noget særligt du gerne vil have tips og tricks til. Måske jeg har et i ærmet 🙂

Glimrende mandag og DIY-glimmerpåskeæg

Glædelig glimmermandag. Selvom vejret da indtil nu er ret gråt og ikke særligt glimrende.

Men mandagen bliver god, det tror jeg. Det synes jeg, at de har for vane at blive, faktisk. I dag er det endda påskeferie for de fleste, og det betyder, at der er en helt særlig ro over gaderne i København. Måske er her altid lige så stille før klokken 10, men for mig føles her roligt og mindre trafikeret. Lidt som om jeg har det for mig selv. Som om byen er min alene. Og det har jeg tænkt mig at udnytte.. Tage dagen i mit tempo. Gå ud og spise frokost et nyt sted (med min mand, som har ferie). Lege at jeg også har lidt påskeferie 🙂

Og apropos påske, så fik jeg da lavet mig et par ægte glimmer-påskeæg i går. (‘Da’-ordvalget får det til at lyde så nonchalant og lige til. Haha. Det var det også da jeg kom i gang, men altså, hvor har jeg taget tilløb længe. Falden i søvn på sofaen, spiste æg og en vågen datter har gjort, at det vel nok har været i kalenderen et par uger, før det nu reelt blev til et udlevet projekt. Men NU er det sket. Og det har jeg optur over!) Altså, det var lettere og sjovere end jeg troede. Særligt var det hyggeligt at puste æggene. Jeg fik nemlig hjælp af min mand, som viste sig at være særdeles ferm til det. Modsat mig. Ej, hvor jeg kæmpede. Haha. Men når jeg trods alt kunne, så kan alle (!)

Se bare her, hvordan de endte:
img_4950

I slipper naturligvis ikke for en lille DIY-go-through til det lille påskeægsprojekt…

Det skal du bruge:

  • Æg
  • Nål
  • Et par tændstikker
  • Lidt sytråd
  • Lim (Jeg anvendte flydende hobbylim. Men spraylim eller andet kan også bruges)
  • Glimmer (jeg købte den mest finkornede jeg kunne finde i en boghandel)
  • (Evt. æggebæger og staniol)

img_4949-2

Sådan gør du:

  • Prik hul i begge ender af ægget – hullet skal være stort nok til at en tændstik kan gå ned i det.
  • Pust æggemassen ud. Pust godt til, men pas også på, at skallen ikke knækker.
  • Vend bunden i vejret på ægget (så den brede ende er nederste). Jeg fandt det lettest, hvis jeg placerede ægget i en staniolbeklædt æggebæger. Så det blev holdt på plads, og jeg havde frie hænder. Men man kan også blot holde ægget i sine hænder. At have avis eller andet under er dog en nødvendighed. Glimmeret kommer overalt 🙂
  • Beklæd/smør den brede ende af ægget med lim. Du vælger selv, hvor langt op ad ægget du vil have limen. Des højere oppe, des mere glimmer på æggene 😉
  • Drys glimmer hen over ægget, hvor der er lim på.
  • Lad limen tørre.
  • Knæk en stump af en tændstik, og slå en knude omkring den med en sytråd.
  • Før tændstikken ned i æggets øverste hul. Pinden vil sætte sig på tværs, så du nu kan hænge ægget i tråden.

img_4951-2

Har I, der læser med, mon påskeferie nu?

Sig endelig til, hvis I har spørgsmål eller inputs 🙂

Jeg eeeelsker at høre fra jer. Særligt på en lidt stille mandag 🙂

Pynt påskebordet 🌾

Som det fremgik både af mit indlæg i går, så er påsken på én eller anden måde kommet bag på mig.
Det er svært at forstå, hvordan det gik til. Jeg mener, jeg elsker højtider og jeg ser altid frem til, at min mand har ferie, fordi han er væk så lange dage i hverdagen. Og her er vi så. Han har ferie. Det er påskeferie. (Ikke helt for mig endnu, men snart, men det hænger vi os ikke så meget i.) Og i dag er dagen for årets første julefrokost. PÅSKEFROKOST. Haha. Det var det dér med, at det kom bag på mig, ikke?

Dog har jeg haft flere påskeplaner i kikkerten siden… jul, faktisk. Jeg elsker traditioner (og traditionsfyldt oppyntning).  Heriblandt har jeg længe haft på tegnebrættet, at ville dele inspiration til, hvordan påskebordet kan dækkes. Jeg har samlet inspirationen gennem noget tid, og hvilken anden dag er bedre at gøre det på end i dag? Den dag vi begiver os til årets første påskefrokost.. Jeg håber ikke, at det er for sent, men at I har mulighed for at nyde godt af noget af inspirationen? Eller er I mon, som mig, ikke helt nået til dét stadiet, hvor det er jer der holder påskefrokosten? Sådan er det (lidt endnu) i vores familier. Vi er endnu ikke hosts. Men hvis jeg skulle bidrage med noget, ville jeg elske (blandt andet) at stå for oppyntingen. No doubt! Måske jeg egentlig skulle fedte mig ind et sted, bare for at få afløb for et par idéer?

Her kommer de idéer jeg helst selv ville prøve af denne påske:

Hønen…

_rw4911

Kilde: Stijlbloem

Tænk, at tage en så fin naturlig fjer og kombinere med en prikket version samt en lille farverig blomst. Det giver sådan et fint lag-på-lag-udtryk. Og så giver det påskekyllingen en plads ved påskebordet også 🙂 

… eller ægget?

b181f43d0a60cafe43c4bad7a43efd07

Kilde: Staying close to home

Ligesom det er et lille twist at pynte med fjer i stedet for kyllinger, er det også twistet at anvende æggeskaller til andet end pustede æg på afskårne grene. Her er grenene placeret som bordløber, og æggeskallerne er halveret, så der kan stå små blomster i. At sætte æggebakkerne direkte på bordet er altså også noget der går direkte i ind hos mig 🙂 

Den enkelte…

q347blzcdzqkfowbujjy51408fdd9335c

Kilde: Hometalk

Jeg synes at ideen med et æg som bordkort (ved et enkelt forbogstav) er virkelig fin og simpel. Tulipaner og grønt på servietten går man altså heller aldrig rigtig galt i byen med. 

DIY’en

moss-centerpiece-767-exp-1-mld110852_vert

Kilde: Martha Stewart

Vil du gerne udfordres lidt ekstra på DIY-fronten er her hjemmelavede mosæg. ALTSÅ, jeg synes de er flotte! På linket ovenfor kan du endda finde en udførlig guide! Go for it, if you like 🙂

Har I mon mange påskefrokostplaner?

Older posts