At finde en guide til et sildebensbord

Jeg læste engang en guide om blogs – længe inden jeg startede – hvor de anbefalede, at man lavede sig en google analytics-konto, ved blogopstart. Og som en person, der godt kan lide at sætte flueben, gjorde jeg altså dette som noget af det første, da jeg startede denne blog. For ikke at gøre en kort historie lang, så ved jeg endnu ikke heeelt, hvad jeg skal bruge GA til, ud over altså at kunne se, hvilke indlæg der bliver ved med at blive læst. Og i den forbindelse, er der overraskende mange, som bliver ved med at kigge på mine DIY-guides. Særligt er puslebordet et hit – i skarpt kapløb med DIY-sildebensbordet (af metrofliser).

fullsizeoutput_924

Og ud over, at vejret indbyder til rengøring (og vinduespudsning), så synes jeg også at solen giver mig lyst til at gøre noget ved vores hjemme. Få købt det vi mangler. Og smidt det ud, som vi stadig ikke får brugt. Få indrettet os lige som vi vil. Så hvis du er i samme ‘gear’ og drømmer om et nyt møbel, og har lyst til at det skal være hjemmelavet, så har du altså her mit bud på et DIY-kakkelbord. Sig endelig til, hvis du har spørgsmål eller ting du er i tvivl om 🙂 Jeg er stadig virkelig virkelig glad for vores. (Omend jeg synes at min billedokumentation fra dengang da godt kunne have været anderledes. Men man lærer hele livet 🙂 )

Det jeg er blevet mest overrasket over ved vores bord er, at det er så børnevenligt. Alt praller klinkerne, jo. det eneste man skal være lidt OBS på er fugerne. De kan godt tage imod lidt kaffefarve, hvis det får lov at ligge lidt (jeg taler af erfaring), men hvis man spørger i sit byggemarked, er jeg helt sikker på, at man kan købe noget som 'forsegler' fugerne. Eftersom vores er et sofabord, tror jeg dog at vi for nu holder ved det lidt rå look med de helt ru fuger :)

Det jeg er blevet mest overrasket over ved vores bord er, at det er så børnevenligt. Først og fremmest gør den afrundede træramme, at vores datter aldrig har slået sig på det. Derudover praller alt af klinkerne, jo. Det eneste man skal være lidt OBS på, er fugerne. De kan godt tage imod lidt kaffefarve, hvis der går lidt tid, før det bliver tørret af (jeg taler af erfaring). Efter kort tid igen, synes jeg dog at den lidt brunere kaffefarve blev slidt af. Men hvis man er interesseret i mere ‘lakerede’ fuger, og spørger i sit byggemarked, er jeg helt sikker på, at man kan købe noget som ‘forsegler’ fugemassen. Eftersom vores er et sofabord, tror jeg dog at vi  holder ved det lidt rå look med de helt ru fuger. Det synes jeg nemlig ret godt om rent visuelt. 

Ps. så må jeg indrømme, at jeg blev lidt stolt da jeg så, at de rimelig cool style-kvinder Pernille Teisbæk og Trines Wardrobe har fået sig lignende borde i deres hjem. De to damers fliser går dog i sildebensmønster på den anden led, så vidt jeg har noteret mig. Det kan du naturligvis sagtens gøre med min guide.
Ja, jeg følte mig ærlig talt lige en centimeter smartere, da deres møbler poppede op i mit Instagram-feed.
Og så har jeg endda selv lavet mit, og det kan du også. Lave dit altså. Mit behøver du nemlig ikke lave om 😉

Fredagsfif med sol på næsen

Altså, hvor har det været nogle gode dage med den sol. Dig og mig, sol. Vi er gode venner. Du gør mig godt. Gør mig mere produktiv og samtidig mere afslappet. Mere glad i låget. Og så elsker jeg følelsen af, at have været ude i en hel dag.
Jeg har dog været inde til møder lige indtil nu. Men ALTSÅ, hvor skal jeg bare hoppe på den cykel ASAP, og holder weekend udenfor 🙂

Derfor håber jeg, at weekenden kommer til at bringe af lidt af hvert med sig. Både afslapning og produktivitet. I en god blanding 🙂

Mine fredagsfif i dag lyder således:

  • Grill i en have eller en park. Vi har tænkt os at gøre netop dét i eftermiddag og aften. (Ja, man er vel børnefamilie og skal hjemad ved 19-tiden for at putte 😉 ) Så tidligt i gang, for at få det mest ud af den her dag! Jeg tænker noget med kartoffelsalat af nye kartofler?
  • Se ‘Petra får en baby‘. Faktisk har jeg kun zappet forbi Petras tidligere programmer. Men det her. Dét skal ikke gå min næse forbi. Det første afsnit er på DRTV nu. Og jeg glææder mig til næste episode, siger jeg bare.
  • IS. Dét skal der til. Det er gået op for mig, at jeg – selvom jeg er is-elsker til op over begge ører – har glippet en masse ‘must taste’s’ af is. Social FoodiesIsmageriet og Østerberg har jeg eksempelvis aldrig smagt. Indtil nu er jeg mega fan af Olufs og istid. Men går altså heller ikke i vejen for en magnum (double caramel) eller den billige mars-is fra Flying Tiger. Haha. Is skal der i hvertfald spises!
    Og så sig mig lige, hvis der er flere alt for nice is, jeg er gået glip af?! Det går jo ikke!
  • Rydde op. Igen, igen. Det gik i stå for mig. Men NU har jeg taget en tørn her til morgen, og solen giver mig blod på tanden. Desuden er der varslet loppemarked i vores gård i maj. Så dér vil jeg bare så gerne være færdig til. Jeg tænker at tiden er kommet til at sortere personlige papirer. Og badeværelset – igen.
  • Købe forårsblomster. Der er nok ingen vej uden om. Jeg kan ikke holde mig tilbage. Hvad man ikke har i en altan, må man have i lejligheden 🙂

afterlight-41

Og smut så ud i det vejr (siger jeg til mig selv)  – jeg vil i hvertfald gøre alt for, at min computertid bliver mindst muligt 🙂
Vi skrives, eller ses til en is.

RIGTIG god weekend!

Tirsdagens tip til tiden

Jeg kæmper med at holde styr på tiden. Den løber fra mig, og går ofte for stærkt.
Og så er det godt med et pænt ur til at minde sig om, hvad klokken har slået. På den måde er ugens tirsdags tip altså både praktisk, kvadratisk og af godt useende (hvis du spørger mig).

Dagens tip er egentlig ét som jeg kom i tanke om i weekenden. Jeg blev spurgt ind til, hvor jeg fandt mine tips. Sandheden er, at jeg nu primært blot kommer i tanke om, at jeg selv bruger dem, eller finder inspiration på det store pinterest. Men inden jeg selv startede bloggen her, brugte jeg meget tid på den gode gamle Homesick-blog, som jeg fulgte i mange år. Med glæde.

De gav i sin tid dette tip, så måske du også kender det allerede(?), men hvis ikke, skal det altså ikke gå til spilde. Med tanken på denne fine blog, kom jeg i tanke om, at jeg endnu ikke har fået installeret tippet på min nyeste mac (som altså snart er et år gammel). Tippet kan også bruges på andre computere end mac.

Fotocredit: Blood & Champagne

Fotocredit: Blood & Champagne

 

Tirsdagens tip går altså ud på, at man kan lave sig en screen saver, som ligner et retro flip-over-ur via dette link. OBS: vær opmærksom på, at du skal trykke på knappen “download for mac/windows” og ikke på de små og blå reklamer rundt omkring.

Hvis du (som jeg) ikke fik lov til at åbne den downloadede screensaver, så følg denne youtube-forklaring, men husk at låse din computer igen bagefter.

Vil du gerne se skærmen gemt, og hvordan man kan indstille den forskelligt , så følg eventuelt denne youtube-illustration. Dét gjorde jeg også. og jeg valgte at installere uret i en 24-timers udgave og i et lidt mindre format.

Rigtig god tirsdag til dig.
Må tiden gå i et helt tilpas tempo 🙂

 

Mandagsskørheder

I løbet af de seneste par uger har jeg set et par skøre ting i bybilledet. Eller måske er ’skør’ slet ikke det rigtige ord. Særligt ikke for to af dem. De er nok nærmere bare overraskende befriende. Scener som fik mig til at trække på smilebåndet. Derfor tænkte jeg, at jeg frem for at dele min uge, ville dele små glimt, som altså har lyst lidt op i min hverdag og i min erindring, sådan som jeg er kommet i tanke om dem efterfølgende 🙂

  • Da det endnu var den aller koldeste del af årets forår, og det sneede og blæste som gjalt det livet, så jeg en kvinde komme cyklende. Jeg havde netop fået et snefnug i mit eget øje, og cyklede med én hånd på styret for med den anden at gnide det ud. Og da hun så kom i mod mig, virkede det så simpelt, så simpelt. Løsningen på mit ‘problem’. Hun kom nemlig cyklende i uldfrakke… og med skibriller på. Uden på sine almindelige briller. Jeg trak på smilebåndet og trak det sidste stykke hjem med mit efterhånden ret røde øje. Gid jeg havde dog havde tænkt tanken selv. PÅ med skibrillerne, hvis det er nødvendigt, da 🙂
  • Jeg tog mig en morgen en stille stund på en café. Sådan som jeg godt kan lide det engang i mellem. Alene. Mig, min kaffe og en avis. Lige at falde ned i gear, inden dagens mange gøremål begynder for alvor. Da jeg var ved at være færdig med min varme kop, fyldtes caféen af en større gruppe mænd. De placerede sig resolut ved siden af mig, og omend jeg samlede mine egendele lidt, så blev jeg altså siddende. Man kunne måske tro, at det overraskende i seancen var, at de indtog kage kort efter (hvad der lignede) en form for kollektiv sportslig aktivitet. Og jo, det fik mig da til at smile. Men mest af mig selv. Det var fortjent, jo. Men det der overraskede mig mest var, at disse mænd (som tilsyneladende ikke var de bedste venner i verden), brugte hinanden som (netop) bedste venner. Der blev spurgt om overfladiske ting, som hvor er det nu du bor, men også delt årsager til brud i relationer eller beskrivelser af det mest fantastiske ved at være far. Og ærlig talt. Jeg blev rørt. De havde sådan en sammenhørighed. De ville hinanden. Og brugte hinanden, sådan som vi mennesker gør det bedst. Og jeg blev siddende. Jeg ville suge til mig. Jeg følte mig inviteret ind i noget helligt. Et mandetempel, hvor alt kunne deles, og alle blev passet på. Jeg håber, at jeg også må være med næste gang.
  • Den sidste spidsfindighed skete også på cykel. Imod mig kom for nylig en ældre dame på en ladcykel. I ladet sad en mand, gemt bag cyklens presseningen. Min overraskelse var ligesom delt i tre. Først blev jeg overrasket over at se en kvinde i dén alder på så stor en cykel. Dernæst blev jeg overrasket over at se, at der var placeret en mand i ladet på cyklen. På samme alder. Mindst. Og det tredje element af overraskelse bestod i, at han var i en mondering af gammeldags pilotbriller..
    Jeg kom sådan til at tænke på flyvende farmor. Eller på filmen “The Bucket List”. Lige dér på den grønne sti fløj en kone (antager jeg) afsted med sin mand, i hvad der lige så godt kunne have været hans egen flyvemaskine.

afterlight-40

 

Fejlen er min

Det seneste stykke tid har jeg tænkt meget over dét at fejle. Eller måske har det egentlig altid fyldt en del.
Jeg kan godt fortælle mig selv en historie om, at det er en del af mig at fejle. Og det er typisk mig. Og det er det jo. Lige som det sker for alle andre. Men det er ikke noget negativt, sådan som det ellers klinger i mit hovede.

Da jeg var yngre sang jeg meget. Og det frustrerede mig at dyrke en interesse, hvor der skulle så lidt til at fejle. Rammer man én tone lidt skævt, er man hurtigt stemplet. “Uhh.. Den var lidt skæv..” Tænk bare på, når man ser x-factor med andre. Det er jo dét der bliver kommenteret på.
I weekenden kører Formel 1 på skærmen, og jeg kender mange som sidder og følger med fra tidlig morgen. I sidste weekend, da de også kørte, foretog én mand en fejl ved hjulskift (på samme bil, som det var sket på kort forinden), og han satte sig til at græde. Det fløj ud af mig, da min far live-kommenterede for hele stuen; “bliver han mon fyret nu?” Jeg mener, you had one job, bliver ligesom en meget hård sandhed i sådan en situation. Det er godt nok barskt. Og sådan kan jeg nogle gange føle det. Uden at det er sandt. At alting ramler, når jeg laver fejl. Ikke hvis. Når.

Omvendt findes der sportsgrene, hvor der er flere fejl end sejre, og hvor man ikke hænger sig så meget i de fejl, men derimod hylder sejrene, når de så kommer. Sådan kan det i al fald virke på én som mig, når jeg ser fodbold, og der i én hel fodboldkamp blot bliver scoret ét mål. Eller slet ingen. Jeg mener. Vi tæller målene, men tænk, hvis man i den sammenhæng også gik op i alle de forsøg, der var på at score, som ikke lykkedes? Og brugte dem negativt imod dem? Det ville jo ikke være frugtbart. Selvfølgelig bliver der ofte kommenteret på de største chancer, men alle chancer bliver altså ikke nævnt(!) For hold da op der er mange, som forbliver uforløste. Alene ordvalget af ‘chancer’ i stedet for ‘afbrændere’ gør en forskel. Jeg mener; Det er jo ikke fejl. De forsøgte, de havde en chance. Og ja, så missede de den. Men der kom en chance igen.

Kom igen, råber man ofte ind på banen (jeg gør i al fald, når jeg hepper på min mand). Op igen, lad os tro på, at det lykkes næste gang. 

Jeg øver mig i at implementere den holdning i andre sammenhænge. I mange sammenhænge. Tale om livet på den måde. For det kan nogle gange føles som om at livet tilbyder en masse muligheder. Chancer. Og jeg kæmper med ikke at tænke, at hvis nu jeg brænder denne gang, så er løbet kørt. Og jeg er stemplet som én der synger falsk. Som ikke kunne ramme målet. Som ikke lykkedes. Nej, en fejl, to fejl, tre fejl. De VIL komme. Og de er mine til at tage med. De gør mig klogere på, hvordan jeg udnytter næste chance bedre. Eller chancen efter. For jeg tror på at livet er godt, og vil blive ved med at tilbyde mig muligheder. Og jeg vil tage chancen. Jeg vil score på et tidspunkt. Og føle, at jeg er nået i mål.

image-1-1