Inspiration til forårs/picnic-ønsker

Tirsdagens tip: Tudekiks virker(!)

Jeg vil ikke sige, at det er det bedste ved at have fået et barn. For barnet er jo ked og har måske endda ondt. Men det er altså en øjenåbner. En påmindelse. En rar reminder om, hvordan prioriteterne hænger sammen. Jeg taler naturligvis om, når ens barn er sygt…

… Når sygdommen rammer, så er det som om sløret for mine øjne løftes for, hvad der helt og aldeles har førstepladsen. Hvad det vigtigste er. Og hvad der er knapt så vigtigt. Som når man trykker udløserknappen halvt ned på et kamera, og fokus lige pludselig står skarpt. Igen. For jeg ved det jo godt. Men i alle de ting, der kalder på opmærksomhed i en lidt for travl hverdag, så kan det blive glemt. Men ikke, når sygdommen banker på. Så står det så lysende klart.

Og jo, jeg bliver træt. Jeg er træt. Så træt, at jeg lukkede øjnene og faldt ægte i søvn, siddende, da hun i halvandet minut stod på egne ben, og gik rundt. For første gang i dage. Så træt, at jeg blot manglede at finde ét billede frem for at kunne udgive mit planlagte tirsdagstip, men ikke orkede. Så træt, at jeg ikke helt kan mærke, om jeg er sulten eller mæt. Men også så træt, at jeg føler, at jeg ægte har brugt mig selv. At det er ’sådan det er at være mor’. På den helt ægte “jeg har været i krig”-måde. Haha. At jeg har én tjans nu, som slår alle andre i mit liv hjem. Og det er på en eller anden måde en befrielse. En lettelse. En følelse af mega stor mening. En følelse af, at have fået en titel, og nu være kaldt til tælling og stå ret. Og dét gør mig sådan helt skør stolt.

Men al den træthed. Den har altså overvældet mig i denne omgang. Måske fordi vi endelig havde fået vores nattesøvn igen, smagt søvnens søde smag. Og at søvnen med sygdommen (for en stund(!)) er taget fra os (igen)? Måske bare fordi jeg også er lidt ramt? Jamen, så tag dog en tudekiks, tænker du måske. Og det er sjovt, du siger det. For det er lige netop, hvad jeg har gjort. I alt dette, så er der særligt én ting, som jeg synes jeg er virkelige god til. Det at ‘belønne’ mig selv (når et øjeblik til den slags viser sig). Eksempelvis handlede jeg ekstra lækre snacks ind i går – snacks, som jeg i skjul eller helt åbentlyst (afhængig af humøret) går og kværner. Et MEGA stort rør chokoladekiks er eksempelvis forsvundet fra jordens overfalde. Tudekiks, ville nogen måske kalde det. Men jeg synes nærmere, at sådanne lækre sager holder tårerne fra døren. I hvertfald, hvis der tales om tårer, som ikke er glædestårer. For sygt barn såvel som ‘because you’re worth it’-kiks får mig til at sætte pris på store som små ting. I et nyt lys. Og dét kan jeg godt knibe en lille tårer over her lige før sengetid.

Nu sover hun. Hvis det går som de andre dage, er der ca. 20min. til hun vågner igen, og så kalder nattevagten. Så jeg vil skynde mig i bad. Et varmt og langt bad. Eller så langt som jeg tør.. Måske jeg tager en kiks med derud 🙂

afterlight-48

   

2 kommentarer

  • Julie

    Sikke et fint indlæg! 🙂
    Det er alt for længe siden jeg har været forbi din gode blog, men med en baby på nu 11 uger er der ikke meget tid til overs. Indtil nu har hun bare sovet sovet sovet, men de sidste par uger har hun powernappet 20-30 min af gangen – på de gode dage. Så jeg spiser en del “tudekiks” i øjeblikket. For selvom hun er verdens sødeste og man ikke ville bytte det for noget, så ER det bare hårdt at være på 24/7. Jeg er ked af at høre, at I har været ramt af sygdom. Rigtig god bedring til jer!
    Kh Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stay Strange

      Hej JULIE.

      Først og fremmest undskyld det sene svar. Når der er nogen der kommenterer herinde, dukker det ikke op som en meddelelse. SÅ jeg har overset din kommentar indtil nu.

      Altså, jeg har sådan tænkt på, om alt er gået godt, og at du jo måtte have dig et lille barn nu. Og være blevet moar. TILLYKKE!
      Det er virkelig dejligt, at du trods søvnunderskud har lyst til at kigge forbi. Jeg fornemmer, at vi har haft behov for samme slags ‘tudekiks’, og på én eller anden måde føles det hele lidt lettere af, at tænke på, at jeg ikke er alene. At være i samme båd på en måde. Så tak for dét 🙂

      Jeg sender jer alle de bedste ønsker og varme. Jeg håber snart at søvnrytmen vender lidt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Inspiration til forårs/picnic-ønsker