Færdig!

Lidt om røv og nøgler

Hvad du ønsker, skal du få.. Er det ikke sådan de siger i Disney?

Nogle gange virker det som om, livet i sig selv er ironisk. På godt og ondt. Denne gange heldigvis mest på godt.
For jeg skrev i fredags, at jeg først ville vende tilbage, når jeg havde fødderne lidt mere plantet på jorden igen. Og det tog det meste af weekenden, før jeg ikke følte mig flyvende og irriterende at høre på. Så jeg skånede jer. Og tænkte på, om I nogensinde ville kunne holde ud at høre på min (nu lettere skingre og overstadig) stemme igen.

Men så ville ironien det hverken værre eller bedre end, at mine fødder med et swup-tag blev plantet direkte på jorden.. Eller i en lort, faktisk. Og jeg er nu tilbage for netop at fortælle om dén lille scene.

Scenen står dog ikke alene. Jeg synes jeg har været omgærdet af uheld, ulykker, og remindere. Heldigvis ikke af voldsom karakter (for mig), men alligevel nok til, at det har fået mig til at tænke… Ironien i denne uges uheldige episoder er, at de har mindet mig om, at livet går videre, at der også er lort i livet (i bogstaveligste forstand), og at alt har godt af modsætninger. Jeg mener bare: Hvem kunne egentlig føle sig helt glad uden også at have følt sig ked af det? Og omvendt? Og nogle gange er det bare småsjovt at støde på den ene uheldighed efter den anden, mens grundstemningen – af at være HELDIG – ikke er til at ændre.

Én af de små episoder, som ugen har budt på, sætter ret godt dette på spidsen. Den udspillede sig i går. Eller var det forgårs. Who’s counting? (Mig, tilsyneladende!)

Af uransagelige årsager (eller ret åbentlyse årsager, som jeg ikke vil skrive her), endte mit nøglebund i en ordenligt omgang lort. I ved, den dér lettere flydende udgave, så lorten rigtigt kan klæbe sig fast i alle afkroge. Jep. Jeg stopper beskrivelsen nu.
Og da jeg hurtigt ville skaffe nøglerne af vejen, smed jeg (uden at tænke mig om, obviously) nøglebundet i vasken. Køkkenvasken, vel at mærke. Jeg, som ellers er pænt sart og bakterieforskrækket! I lettere lorte-panik tænkte mig ikke om, men ville bare hurtigt få situationen under kontrol, mens selve lorten blev dealet med. Da jeg kort efter ville skolde både vask og nøglebund – ja, så gjorde jeg sidstnævnte på vores badeværelsesgulv. Som hælder godt og grundigt. Hvilket resulterede i, at jeg skoldede mine tæer, og hoppede forbrændt ind i vægge og toilet. Med høje og mærkelige lyde. Og hvis jeg så lige var i tvivl om, om jeg havde lært lektion om kogende vand, dets varmegrader og ikke mindst, hvordan sådant vand bliver ledt, så tog jeg da fat om én af nøglerne og ville vende nøglebundet om. Logikken var, at SÅ blev nøglerne jo skoldet fra begge sider. Det, der ikke var logisk, var min manglende tanke på, hvordan metal leder varme. Og ja, sådan gik det til, at min pege- og tommelfinger også blev skoldet.
Som en bibemærkning lod jeg nøglerne ligge. Ja, og det skal man heller ikke. For vådt metal irer. Men alt er godt igen. Og rustmærkerne er nu skrubbet væk igen 🙂

Og med denne lille historie fra det virkelig liv, håber jeg at I vil få en tilpas god og skør weekend.
Jeg håber, at din grundstemning er god, og at livet føles rart. Hvis grundstemningen dog er lidt mere grå, så håber jeg at en scene som min – med omvendt fortegn – vil hænde. Så du bliver mindet om, at der modsætningen til grundstemningen også findes. Og dukker op. Igen.

Glædelig weekend <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Færdig!