Tør jeg sige det højt?... JA, jeg gør: Jeg er gravid!

Når bekymringer går hånd i hånd med en voksende bebs

Men nu er jeg klar.. Klar til også at dele den lidt mere tunge del af dét at være gravid. Bekymringsdelen.

I starten, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde jeg lyst til at råbe det til hele verden. Jeg skrev endda et langt skriv, så snart jeg tænkte, at jeg måske var det. Bare fordi jeg skulle ud med det. Ellers var jeg bange for, at jeg eksploderede! Fordi jeg var så ovenud, hovedkuls, ubekymret GLAD. Høj på livet. Fordi livet kom.

Da det så endelig viste sig reelt at være et lille barn, som havde sat sig i min mave, følte jeg en pludselig beskyttertrang. Det er vores barn – og ingen andres. Og dermed vores altoverskyggende ansvar. Jeg fik kolde fødder for at sige det til mennesker vi holder af samtidig med, at det var på mine læber konstant.

Derefter kom der en anden fase – kort efter, at alle nærmeste havde fået det at vide. Der skete noget uventet. En forskrækkelse. Jeg troede, at den lille ikke var der alligevel. Smerter og blødninger satte bekymringer i gang, men blev manet til jorden af diverse hold læger. Barnet har det godt, men du skal passe på, sagde de. Kort sagt har jeg blødt inde ved barnet. Og dette blod påvirker hinderne (hvem vidste, at man havde TO hinder? Ikke mig), sådan at overanstrengelser i værste instans kan sætte gang i en alt for tidlig fødsel.

Jeg har det splittet med, at en SÅ god og glædesstrålende nyhed skal kombineres med bekymringer. Fordi det fortjener bedre. Det lille væsen fortjener den vildeste fanfare og konfetti-salut. Fordi det ville være vores. Og blev til ud af det blå, men da vi ønskede det så helt igennem meget.

Samtidig er bekymringsdelen bare så naturlig. Så stor en del af dét at være gravid (for mig – begge gange). Fordi det jo er omsorg. Bekymringerne er kærlighed, som håber det bedste, men også forbereder sig på alle farer. Fordi det jo en forældres lod. At se farer før det sker, så vi kan skåne vores barn; Fra at falde ned af skamlen i køkkenet, og fra at komme alt for tidligt til verden. Det er omsorg og kærlighed. Og det skal jeg minde mig selv om. At det er okay. Okay, at jeg er bekymret og påpasselig. Det kommer af noget godt. Faktisk kun af godt. Jeg ville ved nærmere eftertanke først være alvorligt bekymret, hvis ikke jeg bekymrede mig (jep, jeg ved godt, hvad jeg gjorde lige dér). Fordi jeg er mig. Og dette lille væsen er mit at passe på.

Et lidt søgt billede til teksten? Parallellen var naturligvis (i mit hovede), at barnet opstår af et lille æg. Et helt særligt ét. Skrøbeligt og alligevel stærkt. Og så var det lidt for meget for mig, at lægge to billeder op af mig selv i streg 😉

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tør jeg sige det højt?... JA, jeg gør: Jeg er gravid!