Mine sommerønsker

En hemmelighed at holde

Da jeg første gang var gravid, blev jeg overrasket over, hvor svært det er at holde hemmeligt. Og det er der MANGE mange  grunde til. Denne gang har det faktisk været lige så svært at skjule. Hvis ikke mere; det har vist sig hurtigere rent fysisk, og så har der været mindre tid til lige at sunde sig for sig selv, så jeg var klar til at møde omverdenen, uden at se gravid ud (i ansigtskuløren eksempelvis). Men som med så meget andet, havde jeg glemt, hvor svært det var at holde på så stor en hemmelighed. Derfor vil jeg her dele min liste over ting, som jeg synes gør/har gjort en graviditet ekstra svær at skjule… (Og hvis du er gravid, så er der også et par tips til, hvordan det svære kan gøres lidt lettere.. Bare lidt.) Here we go:

  • Tankevirksomheden. Det føles jo som et festfyrværkeri på en mørk nat. Det er virkelig svært at rette fokus mod noget som helst andet, end dét der sker på himlen. Og sprudler i alle retninger. I overført betydning: i ens indre. For ikke at tale om alle følelserne. I alle spektre. Én raket af følelser afløser den næste: “Hvor er jeg heldig!”, “kan jeg bunde?”, “er barnet sundt og raskt?”, “må jeg spise dette?”, “hvad siger min familie til det?”, “TÆNK, hvis de andre kunne læse mine tanker nu…”
  • Kvalme. For mig har dette været dén sværeste ting at skjule. Det er jo ALToverskyggende. En graviditet er ikke lettere at holde skjult, hvis man er grøn i hovedet og stormer mod toilettet fra tid til anden. Det er faktisk ganske svært. Min kvalme var meget betinget af sult. (Og HURRA for at jeg nu – halvvejs – kan sige var) Og jeg var sulten hele tiden. H.e.l.e.  T.i.d.e.n. Så mit trick var at have snacks alle steder. Og at indtage det LIGE inden kollegaer trådte ind af døren, eller på vej op ad trappen til et besøg hos venner. Her må jeg nok også erkende at min evigt gode appetit har været god til at camouflere min preggo-sult. Men shoot, de første 4-ish måneder var der ikke andet der styrede mit velbefindende end kvalme.
  • Madlede (eller lugtlede?). Jeg har flere gange næsten kastet op i min mund fordi et køleskab har stået åben, eller en person med den forkerte (eller ANY) parfume er gået forbi. For ikke at tale om duften af mit hjem. Måske lyder det som det samme som kvalme, men det fortjener alligevel sit eget punkt; Alle sanser er skærpet. Og for mig særligt duftsansen. Og denne vagthundsadfærd har flere gange givet mig anledning til at bide mig selv i tungen… eller holde vejret. Og når man sådan går og holder vejret halvdelen af dagen, kan man godt se lidt mere oppustet og gravid ud, skulle jeg hilse at sige 😉
  • Bryster. Jeg siger det bare. Det er det første der vokser. Hos de fleste. Og så bliver de altså også.. Særligt sensitive relativt hurtigt. Jeg skulle passe på, ikke at lægge for meget mærke til dem selv. Hvis jeg kan lade være med dét, bilder jeg mig ind, at man også kan skjule dem for mange andre. Min farmor gættede dog min graviditet før jeg offentliggjorde det netop på grund af de voksende forlygter, så måske jeg kunne have gjort et bedre stykke arbejde her i forhold til beklædning?
  • Berøring af maven. Selv hvis man ikke viser det endnu, har jeg fundet det usandsynlig svært ikke at røre min mave. Mest af alt fordi det føles som den eneste fysiske måde, man tilnærmelsesvis kan ae sit ufødte barn. Og dén omsorg og beskyttertrang satte ind virkelig hurtigt hos mig. EJ, hvor har jeg aet meget mave, når jeg har været hjemme.. Så mit trick til dette er; få afløb, når du kan 🙂
  • Fremtidsplaner. Det er nok den der har været aller sværest for mig ikke at snige ind i en samtale. Særligt denne gang. For det lille voksende væsen har haft så stor indvirkning på planlægning af alle mulige dimensioner af vores liv. Så det har gjort det svært ikke lige at indskyde en sætning om, at vi jo også i højere grad tænker over, om vi skal flytte nu.. Eller at det påvirker vores jobsituationer.. eller hvad ved jeg. Til trods for ikke at ville vildlede de mennesker vi holder af, ved ikke at indvie dem i alt, har vi også været nødt til at kunne følge med selv, før vi plaprede ud og afslørede situationen indirekte. Og jeg og vi har virkelig haft brug for at passe på hinanden i det. Have det som en hemmelighed. Ikke mindst på grund af bekymringer. Dette leder mig til..
  • Bekymringer.. Vi fik et tal, vi blev lidt forskrækkede over ved vores første barn. Det skabte mange store snakke. Mange kram og kys. Mest af alt gjorde det bare vores barn endnu mere ønsket. Men fordi dette skete, var vi simpelthen bare så lettede over, at have delt det med vores aller aller nærmeste inden alle lægeundersøgelserne. På den måde fik de resultatet og de medfølgende tanker og følelser sammen med os. At gå fra ubekymret glæde til stor bekymring og sorg. Derfor gjorde vi det samme denne gang. Og det viste sig at være godt, for da jeg kort før nakkefolden måtte akut på hospitalet, kendte vores nærmeste allerede til graviditeten, og kunne også være os med i dén rutsjebanetur. Men altså; bekrymringer af en hver art gør det svært at holde skjult. Virkelig svært. Og nogle gange er det værd at dele med dém man tænker kan hjælpe én.
  • Egentlig er meget af dette punkt inden under mange af de andre, men det fortjener alligevel sit helt eget punkt: EUFORIEN. Uanset om det er planlagt eller ej, eller om der er mega stor bekymring (og gode grunde hertil), så er der altså noget HELT vildt ubegribeligt over at kunne lave et barn! TÆNK, at der kan vokse et levende lille væsen med sit helt eget hjerte. I en mave. I min mave. Lavet af kærlighed. Det er ikke til at begribe. Og det kræver sit rum og sin tid før det bundfæller sig. Og dén tid kommer ikke igen. Der er noget fantastisk over at fortælle det til dem man holder af, men der er også noget fantastisk over at have det som en lille hemmelighed bag hjemmets fire vægge. Og denne bobbel-tilstand kan faktisk gøre at det både er svært og let at holde hemmeligt. Svært fordi dén honeymoon-lykke lyse ud af én, og let fordi den tid i den lille bobbel (som for mit vedkommende også var uden bekymringer) bare gerne må vare for evigt.. <3

Fotografen bag mit lille portræt: Christina

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine sommerønsker