Må jeg spørge om noget?

Der er sket noget vildt. Jeg spurgte nogle damer, som jeg tænkte var way out of my league, om jeg måtte komme i praktik hos dem. Og de sagde ski ja!

Kort før jul havde jeg besøg af en god veninde, som endnu ikke selv har børn, og hun spurgte mig, om jeg ikke følte mig låst af, at (dags)rytmerne altid bliver bestemt af hende den yngste. Om jeg ikke savner mig-tid? Og faktisk blev jeg helt overrasket over spørgsmålet. For sådan har jeg aldrig tænkt på det. Aldrig. Måske frygtede jeg det, før jeg poppede min vandmelon af en baby? Men jeg har glemt det. Jeg føler det ikke begrænsende, klaustrofobisk eller irriterende, at det ikke er mig der bestemmer, hvornår jeg har mig-tid. Tværtimod.

Den tid jeg har for mig selv, er blevet så meget mere effektiv og dyrebar.

Først og fremmest ligger der indbygget i spørgsmålet – sådan som jeg hører det – en lille snert af, at man som forælder er et ‘offer’ for sit barns rytme og behov. Og dét har jeg meget svært ved at identificere mig med. Jeg ser det som jordens største privilegium, at jeg har fået lov til at blive nogens mor. Hendes morOg dét er jo mit valg. Vi valgte, at vi ville have et barn, og derfor er al min tid med hende selvvalgt, og altså ikke noget jeg kunne drømme om at ‘klage’ over eller sukke over. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke når det hele, eller hvor jeg bare virkelig godt gad lige at stene i min instagram en halv time. Men så er vi jo to – som regel. Og så giver vi hinanden breaks, lader den anden sove længe, eller hopper på legepladsen, mens den anden klarer dét der nu er behov for.

Grunden til at tiden virker mere effektiv, er nok særligt fordi jeg ser det i forhold til, at jeg sløsede den mere før. Timerne var ligesom ikke talte på samme måde!? Nu ved jeg, at de fleste dage har jeg ‘kun’ tiden fra hun sover til jeg selv sover, til helt selv at sætte dagsordenen. Til mig-tid. Og man kan altså nå meget (eller ingenting) på den tid. Det bestemmer jeg selv.

Grunden til at tiden virker meget mere dyrebar er klart fordi jeg SÅ gerne vil vise hende, hvordan man bruger sin tid på noget værdifuldt. Før jeg fik hende, kunne jeg sagtens finde på at tage nogle vagter på forskellige arbejdspladser, som jeg ene og alene gjorde for pengene. Jeg kiggede uendeligt mange gange på uret, fordi jeg ikke synes at det var sjovt eller spændende. Jeg tog mig til takke med dét jeg havde, og turde ærlig talt ikke at drømme større eller vildere. Jeg havde jo et job.

Dét kunne jeg ikke finde på i dag. Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil tjene nogle penge. Det gad jeg da godt, men jeg ville ikke ’spilde’ min tid på noget jeg ikke brænder for. Så vil jeg hellere leve af færre penge, og være hjemme hos min familie. At have fået min datter har gjort, at jeg tør mere. Jeg tør drømme, jeg tør springe ud i ting, og jeg spørge – selv, hvor jeg føler at jeg skyder efter stjernerne! Fordi dét håber jeg også at hun vil gøre. Fordi min tid er værdifuld. Den er værdifuld sammen med hende, men så sandelig også væk fra hende. Det skal jo være værd at være væk fra hende for?

 

… Så jeg skød efter stjernerne i forhold til min praktik. Og de sagde ja!
Jeg startede i denne uge, og jeg måtte knibe mig i armen for at tro, at det faktisk ér mig der sidder dér – midt blandt seje, seje damer.. Jeg føler mig heldig helt ind i knoglerne. Tænk, at drømme faktisk går i opfyldelse, hvis bare man tør spørge! ❤️

Smukke gråhvide vinter-København - på vej mod første dag i praktik.. 

Smukke gråhvide vinter-København – på vej mod første dag i praktik..

Ting jeg har lært af mit barn #4

Jeg har før udgivet et par indlæg om, hvad jeg har lært af min datter. Hun lærer simpelthen så meget i disse dage, at jeg næsten ikke kan følge med. Da hun var en lille bitte baby af en kødklump, glædede jeg mig helt ind i knoglerne til, at hun kunne udvise kærlighed gennem kys og kram. Og hold op, hvor det kilder i maven, når hun kysser mig. Eller hendes far. Men på én eller anden måde var jeg forberedt på det, fordi jeg havde brugt så lang tid på at drømme om det..

Noget jeg ikke var forberedt på var, hvor vildt jeg synes det er, at hun nu er begyndt at udtrykke sig verbalt. At hun bliver et menneske, som kan sige sin mening, fortælle hvad hun tænker og føler, og at hun kan male et billede af sin verden med ord. Hun er nu begyndt at forsøge at sige lyde, udtryk og ord. Hun øver og øver og øver. Hun giver ikke let op(!)

Dét har fået mig til at (gen)indse noget: Udtryk er det fedeste!

I virkeligheden er der to sider af denne lærdom: Det er fedt at udtrykke sig, og udtryk (fra andre) er noget af det bedste i verden.

  • Det er fedt at udtrykke sig. At sætte ord på sin verden. At kunne sige noget, som giver mening, og som kan forklare, hvad man tænker.

Og hvis du ikke bliver forstået, så giv ikke op. Bare bliv ved, til dine lyttere forstår.
Jovel, min datter råber, og som voksen er det ikke den mest tiltalende kvalitet at råbe midt i et aftensmåltid, men jeg er sådan virkelig inspireret af, at hun bare VIL udtrykke sig. At hun vil blive forstået, selvom hun ikke har ord. Så en del af min fascination går på, at hvis jeg mangler ord, så kan jeg bare tænke på hende: hun kan kun ord som “hov” “hej” og “av”, men vil gerne berette om alt muligt! Hvad hun ser, hvad hun føler, og bare generelt begejstring. Og hvad gør man så? Så forsøger man med dét man har, og dét man kan. Så godt man kan. og man bliver ved. Ja, jeg kan ikke sige at jeg gør det samme. Ærlig talt. Der er visse relationer, hvor jeg simpelthen har måtte give slip og give op. Fordi der er for mange ømme følelser til at det kan give mening at udtrykke dem.

Men min datter får mig til at tvivle på, om det er rigtigt gjort. For det er menneskeligt, fantastisk befriende og poetisk (ja, jeg flyver højt på begejstring og julemad her til morgen) at sætte ord på sit indre liv. 

Den anden dimension af, at udtrykke sig er, at

  • Hvis man selv elsker at udtrykke sig, er det dybt inspirerende at høre andres udtryk!

Min datter har det sådan. Hun ELSKER musik og bøger. Bliver hun utålmodig eller ked, så kan vi give hende en bog eller et blad, og så sidder hun lige så stille og saligt og bladrer. Peger, siger lyde, og bladrer videre. Det nyeste hun har lært at sige er “a’ deet?”, og sådan kan vi godt få lang lang tid til at gå; med at hun bladrer fra side til side, og spørger mig, hvad hver eneste lille ting er på dén side, dén side og dén side. Og jeg svarer gladeligt. For jeg vil SÅ gerne hjælpe hende på vej til at udtrykke sig, og lade sig inspirere af udtryk. Jeg er sådan helt barnligt begejstret for, at hun finder bøger, musik og blade fascinerende. For det er sådan jeg også har det. Jeg kan forsvinde helt ind i en anden verden med en bog i hånden, eller ved at læse andres blogs. Jeg har brug for at dykke ned i andres udtryksunivers, for at blive klogere på mit eget. For at udvidde min egen udtryksverden. Min egen indre verden tager næring fra andres udtryk. Og hvor føler jeg mig beæret og heldig over at kunne dele det med min datter.

Min lille store datter, som udvider min verden!

image-1-3

Rigtig glædelig 3. søndag i advent! (Ja, det skrev jeg faktisk lige!) juledag!

 

 

    Newer posts