Tirsdagens tip: Tudekiks virker(!)

Jeg vil ikke sige, at det er det bedste ved at have fået et barn. For barnet er jo ked og har måske endda ondt. Men det er altså en øjenåbner. En påmindelse. En rar reminder om, hvordan prioriteterne hænger sammen. Jeg taler naturligvis om, når ens barn er sygt…

… Når sygdommen rammer, så er det som om sløret for mine øjne løftes for, hvad der helt og aldeles har førstepladsen. Hvad det vigtigste er. Og hvad der er knapt så vigtigt. Som når man trykker udløserknappen halvt ned på et kamera, og fokus lige pludselig står skarpt. Igen. For jeg ved det jo godt. Men i alle de ting, der kalder på opmærksomhed i en lidt for travl hverdag, så kan det blive glemt. Men ikke, når sygdommen banker på. Så står det så lysende klart.

Og jo, jeg bliver træt. Jeg er træt. Så træt, at jeg lukkede øjnene og faldt ægte i søvn, siddende, da hun i halvandet minut stod på egne ben, og gik rundt. For første gang i dage. Så træt, at jeg blot manglede at finde ét billede frem for at kunne udgive mit planlagte tirsdagstip, men ikke orkede. Så træt, at jeg ikke helt kan mærke, om jeg er sulten eller mæt. Men også så træt, at jeg føler, at jeg ægte har brugt mig selv. At det er ‘sådan det er at være mor’. På den helt ægte “jeg har været i krig”-måde. Haha. At jeg har én tjans nu, som slår alle andre i mit liv hjem. Og det er på en eller anden måde en befrielse. En lettelse. En følelse af mega stor mening. En følelse af, at have fået en titel, og nu være kaldt til tælling og stå ret. Og dét gør mig sådan helt skør stolt.

Men al den træthed. Den har altså overvældet mig i denne omgang. Måske fordi vi endelig havde fået vores nattesøvn igen, smagt søvnens søde smag. Og at søvnen med sygdommen (for en stund(!)) er taget fra os (igen)? Måske bare fordi jeg også er lidt ramt? Jamen, så tag dog en tudekiks, tænker du måske. Og det er sjovt, du siger det. For det er lige netop, hvad jeg har gjort. I alt dette, så er der særligt én ting, som jeg synes jeg er virkelige god til. Det at ‘belønne’ mig selv (når et øjeblik til den slags viser sig). Eksempelvis handlede jeg ekstra lækre snacks ind i går – snacks, som jeg i skjul eller helt åbentlyst (afhængig af humøret) går og kværner. Et MEGA stort rør chokoladekiks er eksempelvis forsvundet fra jordens overfalde. Tudekiks, ville nogen måske kalde det. Men jeg synes nærmere, at sådanne lækre sager holder tårerne fra døren. I hvertfald, hvis der tales om tårer, som ikke er glædestårer. For sygt barn såvel som ‘because you’re worth it’-kiks får mig til at sætte pris på store som små ting. I et nyt lys. Og dét kan jeg godt knibe en lille tårer over her lige før sengetid.

Nu sover hun. Hvis det går som de andre dage, er der ca. 20min. til hun vågner igen, og så kalder nattevagten. Så jeg vil skynde mig i bad. Et varmt og langt bad. Eller så langt som jeg tør.. Måske jeg tager en kiks med derud 🙂

afterlight-48

Når faserne løber afsted som sand mellem fingrene

“Alt er en fase” siger de kloge om dét at få børn.

Og det er både godt og skidt. For når børn er i en periode, hvor man har svært ved at finde ud af dem, så kan man trøste sig med, at det blot er en fase. Lige om lidt ved jeg hvorfor.

Når alt derimod er som en gåtur i parken. I solskin. Og med fuglekvidder. Hvor den dér særlige duft af forår spreder sig. Ja, så er dét, at det er en fase vel nærmest vemodigt. For det må ikke stoppe. Der behøver ikke komme noget på den anden side. For dét der er nu, får alt til at stå stille. Tiden skal stå stille. Helt stille, så jeg kan nyde det hele. Snuse duften ind i knoglerne.

Det er med nølen at jeg putter mit barn for tiden, og jeg kan bliver ved at sidde og ae håret på hovedet, selvom hun sover for længst. Dagen må ikke slutte. For det betyder, at tiden går, og at fasen rinder ud som sand mellem mine fingre. For der sker hele tiden noget nyt. De små mennesker, som er vores efterkommere, lærer mere og mere for hver dag der går, og pludselig er de ikke så små længere. De er går fra at være babyer til at være små mennesker, som stille og roligt river sig løs fra deres forældre. For selv at blive voksne. En dag. Om lang tid.

Det kræver måske mod at blive forældre. Men lige nu føles det som om, det kræver uanede mængder af mod at blive klar til at give slip. Til at lade tiden gå sin gang. Nej. Lige i disse dage, har jeg lyst til at klamre mig til det som er nu. Lad det var evigt.

 

fullsizeoutput_754

Inspiration til last-minute fastelavnskostumer

Det gav et lille gip i mig, da jeg hentede min datter i går eftermiddags. Jo, jeg vidste godt, at det var fastelavn på søndag… Jeg har jo regnet på, hvornår jeg kunne tillade mig at begynde at spise fastelavnsboller! (Hvilket var sådan ca. lige efter jul.) Men.. Jeg havde ikke lige regnet med at man sådan kunne finde på at fyre fastelavnen af inden den reelt er her. Og jo, jeg ved da godt at der er mange som holder vinterferie i næste uge. Men altså, de to ting havde jeg ikke lige regnet sammen i ét regnestykke. Jeg havde med andre ord regnet med, at jeg havde weekenden til at ‘bekymre’ mig om et kostume til hende den lille. Men nej, på fredag er det allerede fastelavn i institutionen. SÅ jagten gik i går aftes ind – på nettet altså. For jeg ved følgende:

Jeg vil ikke lade min datter være den eneste som ikke er klædt ud. Jeg vil ikke bruge for meget tid på det. Ej heller penge. Det må ikke være for koldt (for shoot det er koldt vejr disse dage). Det må helst heller ikke være alt for kønsstereotypisk (jep, jeg bor vel på Nørrebro 🙈) og det skal også være noget hun gider at have på. Dermed har jeg altså allerede strøget havfrue, humlebi og meget meget mere fra min liste, og har dermed også allerede i skrivende stund brugt meget mere krudt på det, end jeg havde tænkt mig. For mig er det måske lidt det dér moderskab i en nøddeskal: jeg har ih så mange idealer, og samtidig et overordnet ideal om, at jeg ikke vil gå for meget op i det. Og wup. Så er man faldet i alle fælder 😂

Nåh, men jeg tænkte at jeg ville egentlig dele de foreslag jeg havde fundet frem til.
De fineste tre jeg er stødt på er her:

collage-2018-02-07

Credit: Spejlæg, bandit, snegl

Jeg fandt dog også et fint bud på en pingvin, en sky eller en snemand!

Hvis I har nogle gode (og lette og hurtige) forslag i ærmet, så fyr endelig løs i kommentarsporet 😅

Rigtig god onsdag til jer!

Må jeg spørge om noget?

Der er sket noget vildt. Jeg spurgte nogle damer, som jeg tænkte var way out of my league, om jeg måtte komme i praktik hos dem. Og de sagde ski ja!

Kort før jul havde jeg besøg af en god veninde, som endnu ikke selv har børn, og hun spurgte mig, om jeg ikke følte mig låst af, at (dags)rytmerne altid bliver bestemt af hende den yngste. Om jeg ikke savner mig-tid? Og faktisk blev jeg helt overrasket over spørgsmålet. For sådan har jeg aldrig tænkt på det. Aldrig. Måske frygtede jeg det, før jeg poppede min vandmelon af en baby? Men jeg har glemt det. Jeg føler det ikke begrænsende, klaustrofobisk eller irriterende, at det ikke er mig der bestemmer, hvornår jeg har mig-tid. Tværtimod.

Den tid jeg har for mig selv, er blevet så meget mere effektiv og dyrebar.

Først og fremmest ligger der indbygget i spørgsmålet – sådan som jeg hører det – en lille snert af, at man som forælder er et ‘offer’ for sit barns rytme og behov. Og dét har jeg meget svært ved at identificere mig med. Jeg ser det som jordens største privilegium, at jeg har fået lov til at blive nogens mor. Hendes morOg dét er jo mit valg. Vi valgte, at vi ville have et barn, og derfor er al min tid med hende selvvalgt, og altså ikke noget jeg kunne drømme om at ‘klage’ over eller sukke over. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke når det hele, eller hvor jeg bare virkelig godt gad lige at stene i min instagram en halv time. Men så er vi jo to – som regel. Og så giver vi hinanden breaks, lader den anden sove længe, eller hopper på legepladsen, mens den anden klarer dét der nu er behov for.

Grunden til at tiden virker mere effektiv, er nok særligt fordi jeg ser det i forhold til, at jeg sløsede den mere før. Timerne var ligesom ikke talte på samme måde!? Nu ved jeg, at de fleste dage har jeg ‘kun’ tiden fra hun sover til jeg selv sover, til helt selv at sætte dagsordenen. Til mig-tid. Og man kan altså nå meget (eller ingenting) på den tid. Det bestemmer jeg selv.

Grunden til at tiden virker meget mere dyrebar er klart fordi jeg SÅ gerne vil vise hende, hvordan man bruger sin tid på noget værdifuldt. Før jeg fik hende, kunne jeg sagtens finde på at tage nogle vagter på forskellige arbejdspladser, som jeg ene og alene gjorde for pengene. Jeg kiggede uendeligt mange gange på uret, fordi jeg ikke synes at det var sjovt eller spændende. Jeg tog mig til takke med dét jeg havde, og turde ærlig talt ikke at drømme større eller vildere. Jeg havde jo et job.

Dét kunne jeg ikke finde på i dag. Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil tjene nogle penge. Det gad jeg da godt, men jeg ville ikke ‘spilde’ min tid på noget jeg ikke brænder for. Så vil jeg hellere leve af færre penge, og være hjemme hos min familie. At have fået min datter har gjort, at jeg tør mere. Jeg tør drømme, jeg tør springe ud i ting, og jeg spørge – selv, hvor jeg føler at jeg skyder efter stjernerne! Fordi dét håber jeg også at hun vil gøre. Fordi min tid er værdifuld. Den er værdifuld sammen med hende, men så sandelig også væk fra hende. Det skal jo være værd at være væk fra hende for?

 

… Så jeg skød efter stjernerne i forhold til min praktik. Og de sagde ja!
Jeg startede i denne uge, og jeg måtte knibe mig i armen for at tro, at det faktisk ér mig der sidder dér – midt blandt seje, seje damer.. Jeg føler mig heldig helt ind i knoglerne. Tænk, at drømme faktisk går i opfyldelse, hvis bare man tør spørge! ❤️

Smukke gråhvide vinter-København - på vej mod første dag i praktik.. 

Smukke gråhvide vinter-København – på vej mod første dag i praktik..

Ting jeg har lært af mit barn #4

Jeg har før udgivet et par indlæg om, hvad jeg har lært af min datter. Hun lærer simpelthen så meget i disse dage, at jeg næsten ikke kan følge med. Da hun var en lille bitte baby af en kødklump, glædede jeg mig helt ind i knoglerne til, at hun kunne udvise kærlighed gennem kys og kram. Og hold op, hvor det kilder i maven, når hun kysser mig. Eller hendes far. Men på én eller anden måde var jeg forberedt på det, fordi jeg havde brugt så lang tid på at drømme om det..

Noget jeg ikke var forberedt på var, hvor vildt jeg synes det er, at hun nu er begyndt at udtrykke sig verbalt. At hun bliver et menneske, som kan sige sin mening, fortælle hvad hun tænker og føler, og at hun kan male et billede af sin verden med ord. Hun er nu begyndt at forsøge at sige lyde, udtryk og ord. Hun øver og øver og øver. Hun giver ikke let op(!)

Dét har fået mig til at (gen)indse noget: Udtryk er det fedeste!

I virkeligheden er der to sider af denne lærdom: Det er fedt at udtrykke sig, og udtryk (fra andre) er noget af det bedste i verden.

  • Det er fedt at udtrykke sig. At sætte ord på sin verden. At kunne sige noget, som giver mening, og som kan forklare, hvad man tænker.

Og hvis du ikke bliver forstået, så giv ikke op. Bare bliv ved, til dine lyttere forstår.
Jovel, min datter råber, og som voksen er det ikke den mest tiltalende kvalitet at råbe midt i et aftensmåltid, men jeg er sådan virkelig inspireret af, at hun bare VIL udtrykke sig. At hun vil blive forstået, selvom hun ikke har ord. Så en del af min fascination går på, at hvis jeg mangler ord, så kan jeg bare tænke på hende: hun kan kun ord som “hov” “hej” og “av”, men vil gerne berette om alt muligt! Hvad hun ser, hvad hun føler, og bare generelt begejstring. Og hvad gør man så? Så forsøger man med dét man har, og dét man kan. Så godt man kan. og man bliver ved. Ja, jeg kan ikke sige at jeg gør det samme. Ærlig talt. Der er visse relationer, hvor jeg simpelthen har måtte give slip og give op. Fordi der er for mange ømme følelser til at det kan give mening at udtrykke dem.

Men min datter får mig til at tvivle på, om det er rigtigt gjort. For det er menneskeligt, fantastisk befriende og poetisk (ja, jeg flyver højt på begejstring og julemad her til morgen) at sætte ord på sit indre liv. 

Den anden dimension af, at udtrykke sig er, at

  • Hvis man selv elsker at udtrykke sig, er det dybt inspirerende at høre andres udtryk!

Min datter har det sådan. Hun ELSKER musik og bøger. Bliver hun utålmodig eller ked, så kan vi give hende en bog eller et blad, og så sidder hun lige så stille og saligt og bladrer. Peger, siger lyde, og bladrer videre. Det nyeste hun har lært at sige er “a’ deet?”, og sådan kan vi godt få lang lang tid til at gå; med at hun bladrer fra side til side, og spørger mig, hvad hver eneste lille ting er på dén side, dén side og dén side. Og jeg svarer gladeligt. For jeg vil SÅ gerne hjælpe hende på vej til at udtrykke sig, og lade sig inspirere af udtryk. Jeg er sådan helt barnligt begejstret for, at hun finder bøger, musik og blade fascinerende. For det er sådan jeg også har det. Jeg kan forsvinde helt ind i en anden verden med en bog i hånden, eller ved at læse andres blogs. Jeg har brug for at dykke ned i andres udtryksunivers, for at blive klogere på mit eget. For at udvidde min egen udtryksverden. Min egen indre verden tager næring fra andres udtryk. Og hvor føler jeg mig beæret og heldig over at kunne dele det med min datter.

Min lille store datter, som udvider min verden!

image-1-3

Rigtig glædelig 3. søndag i advent! (Ja, det skrev jeg faktisk lige!) juledag!

 

 

    Newer posts