En hemmelighed at holde

Da jeg første gang var gravid, blev jeg overrasket over, hvor svært det er at holde hemmeligt. Og det er der MANGE mange  grunde til. Denne gang har det faktisk været lige så svært at skjule. Hvis ikke mere; det har vist sig hurtigere rent fysisk, og så har der været mindre tid til lige at sunde sig for sig selv, så jeg var klar til at møde omverdenen, uden at se gravid ud (i ansigtskuløren eksempelvis). Men som med så meget andet, havde jeg glemt, hvor svært det var at holde på så stor en hemmelighed. Derfor vil jeg her dele min liste over ting, som jeg synes gør/har gjort en graviditet ekstra svær at skjule… (Og hvis du er gravid, så er der også et par tips til, hvordan det svære kan gøres lidt lettere.. Bare lidt.) Here we go:

  • Tankevirksomheden. Det føles jo som et festfyrværkeri på en mørk nat. Det er virkelig svært at rette fokus mod noget som helst andet, end dét der sker på himlen. Og sprudler i alle retninger. I overført betydning: i ens indre. For ikke at tale om alle følelserne. I alle spektre. Én raket af følelser afløser den næste: “Hvor er jeg heldig!”, “kan jeg bunde?”, “er barnet sundt og raskt?”, “må jeg spise dette?”, “hvad siger min familie til det?”, “TÆNK, hvis de andre kunne læse mine tanker nu…”
  • Kvalme. For mig har dette været dén sværeste ting at skjule. Det er jo ALToverskyggende. En graviditet er ikke lettere at holde skjult, hvis man er grøn i hovedet og stormer mod toilettet fra tid til anden. Det er faktisk ganske svært. Min kvalme var meget betinget af sult. (Og HURRA for at jeg nu – halvvejs – kan sige var) Og jeg var sulten hele tiden. H.e.l.e.  T.i.d.e.n. Så mit trick var at have snacks alle steder. Og at indtage det LIGE inden kollegaer trådte ind af døren, eller på vej op ad trappen til et besøg hos venner. Her må jeg nok også erkende at min evigt gode appetit har været god til at camouflere min preggo-sult. Men shoot, de første 4-ish måneder var der ikke andet der styrede mit velbefindende end kvalme.
  • Madlede (eller lugtlede?). Jeg har flere gange næsten kastet op i min mund fordi et køleskab har stået åben, eller en person med den forkerte (eller ANY) parfume er gået forbi. For ikke at tale om duften af mit hjem. Måske lyder det som det samme som kvalme, men det fortjener alligevel sit eget punkt; Alle sanser er skærpet. Og for mig særligt duftsansen. Og denne vagthundsadfærd har flere gange givet mig anledning til at bide mig selv i tungen… eller holde vejret. Og når man sådan går og holder vejret halvdelen af dagen, kan man godt se lidt mere oppustet og gravid ud, skulle jeg hilse at sige 😉
  • Bryster. Jeg siger det bare. Det er det første der vokser. Hos de fleste. Og så bliver de altså også.. Særligt sensitive relativt hurtigt. Jeg skulle passe på, ikke at lægge for meget mærke til dem selv. Hvis jeg kan lade være med dét, bilder jeg mig ind, at man også kan skjule dem for mange andre. Min farmor gættede dog min graviditet før jeg offentliggjorde det netop på grund af de voksende forlygter, så måske jeg kunne have gjort et bedre stykke arbejde her i forhold til beklædning?
  • Berøring af maven. Selv hvis man ikke viser det endnu, har jeg fundet det usandsynlig svært ikke at røre min mave. Mest af alt fordi det føles som den eneste fysiske måde, man tilnærmelsesvis kan ae sit ufødte barn. Og dén omsorg og beskyttertrang satte ind virkelig hurtigt hos mig. EJ, hvor har jeg aet meget mave, når jeg har været hjemme.. Så mit trick til dette er; få afløb, når du kan 🙂
  • Fremtidsplaner. Det er nok den der har været aller sværest for mig ikke at snige ind i en samtale. Særligt denne gang. For det lille voksende væsen har haft så stor indvirkning på planlægning af alle mulige dimensioner af vores liv. Så det har gjort det svært ikke lige at indskyde en sætning om, at vi jo også i højere grad tænker over, om vi skal flytte nu.. Eller at det påvirker vores jobsituationer.. eller hvad ved jeg. Til trods for ikke at ville vildlede de mennesker vi holder af, ved ikke at indvie dem i alt, har vi også været nødt til at kunne følge med selv, før vi plaprede ud og afslørede situationen indirekte. Og jeg og vi har virkelig haft brug for at passe på hinanden i det. Have det som en hemmelighed. Ikke mindst på grund af bekymringer. Dette leder mig til..
  • Bekymringer.. Vi fik et tal, vi blev lidt forskrækkede over ved vores første barn. Det skabte mange store snakke. Mange kram og kys. Mest af alt gjorde det bare vores barn endnu mere ønsket. Men fordi dette skete, var vi simpelthen bare så lettede over, at have delt det med vores aller aller nærmeste inden alle lægeundersøgelserne. På den måde fik de resultatet og de medfølgende tanker og følelser sammen med os. At gå fra ubekymret glæde til stor bekymring og sorg. Derfor gjorde vi det samme denne gang. Og det viste sig at være godt, for da jeg kort før nakkefolden måtte akut på hospitalet, kendte vores nærmeste allerede til graviditeten, og kunne også være os med i dén rutsjebanetur. Men altså; bekrymringer af en hver art gør det svært at holde skjult. Virkelig svært. Og nogle gange er det værd at dele med dém man tænker kan hjælpe én.
  • Egentlig er meget af dette punkt inden under mange af de andre, men det fortjener alligevel sit helt eget punkt: EUFORIEN. Uanset om det er planlagt eller ej, eller om der er mega stor bekymring (og gode grunde hertil), så er der altså noget HELT vildt ubegribeligt over at kunne lave et barn! TÆNK, at der kan vokse et levende lille væsen med sit helt eget hjerte. I en mave. I min mave. Lavet af kærlighed. Det er ikke til at begribe. Og det kræver sit rum og sin tid før det bundfæller sig. Og dén tid kommer ikke igen. Der er noget fantastisk over at fortælle det til dem man holder af, men der er også noget fantastisk over at have det som en lille hemmelighed bag hjemmets fire vægge. Og denne bobbel-tilstand kan faktisk gøre at det både er svært og let at holde hemmeligt. Svært fordi dén honeymoon-lykke lyse ud af én, og let fordi den tid i den lille bobbel (som for mit vedkommende også var uden bekymringer) bare gerne må vare for evigt.. <3

Fotografen bag mit lille portræt: Christina

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Hende den klodsede?

Egentlig føler jeg mig ikke grundlæggende klodset. Bortset fra, når jeg gør.

Jeg har noget med fingre. Og snitsår. Kombinationen af disse i særdeleshed. Måske er det en ekstra sårbarhed overfor disse lemmer. En arbejdsskade fra alle de år, jeg læste musik, og var afhængig af dem til at kunne spille med på daglig basis. Eller også er det fordi det minder mig om en ubehagelig episode med en pålægsmaskine, en agurk, og en agurk som pludselig ikke var en agurk, men en finger. På mit aller første job, hvor jeg følte mig sej; et frokoststed, hvor dem fra gymnasiet ville droppe forbi. Og pludselig var jeg ikke så sej, da jeg med alt for meget papir omkring min finger gik mod skadestuen. Med armene strakt så højt over hovedet som jeg kunne. Det var ikke så slemt, som først antaget. Men slemt nok til, at jeg måtte få forlænget tid til mine skriftlige eksaminer det år. Klodsmajor, tænkte jeg ved mig selv.

I går skete det igen. Jeg skar mig i fingeren. Denne gang ikke med en pålægsmaskine, men med en godt kage-brugt brødkniv, som altså nu skulle skaffe mig en ret så tiltrængt ostemad. Jeg var alene på kontoret da det skete, og jeg ledte desparat efter et plaster, gav op, skyldede fingeren, og blev pludselig i tvivl om, om der var for meget blod til, at det var et helt i orden. Så jeg ringede til min læge, som bad mig beskrive mit sår, og svare på, om jeg havde en stivkrampe. Det kunne jeg ikke huske. Ikke andet end i forbindelse med min lille pålægsmaskine-incident. For lidt mere end 10 år siden. En vaccine holder i 10 år. Så lægen beordrede mig at komme ind for at få et stik, og så ville de i samme omgang kigge på min finger.

Da jeg havde lagt på, ville jeg sætte min opvask på plads. Min ostemad havde jeg naturligvis fået lavet og spist i mellemtiden. Og så var det, at jeg pludselig kunne mærke min kropstemperatur ændre sig på den øverste etage. Jeg vidste, at det eneste der var at gøre var at få hovedet ned. Ned mellem benene. Jeg har prøvet det én gang før, at blive dårlig sådan. Men det er en anden lang og alt for blodig historie. Da var det min seje og cool søster der beordrede mig ned: NED med hovedet, NU. Og det var hendes stemme jeg hørte i mit indre igen i går.

Og det mindede mig om, hvor lidt sej jeg følte mig. Jeg beundrer min søster for at kunne være så tough i pressede situationer. Jeg vil gerne være sej. SEJ til at klare sager. Sådan én som kan det hele. Uanset hvordan man selv eller ens kære slår sig. Tackle alt. Med oprejst pande og et køligt overblik. Der var ikke meget oprejst pande eller realitetssans over mig i går, som jeg sad dér med hovedet ned mellem benene. Over hvad der viste sig bare at kunne klares med et plaster. Men der var nu altså noget særligt sårbart og “livet-er-noget-jeg-kan–mærke” over det.

Jeg lærte noget nyt i går: Når det kommer til snit i fingre, er jeg ikke som min søster, men jeg er mig. Sådan én der mærker. Og så er jeg tilsyneladende ikke god til skår i fingrene, men god til at sætte hovedet mellem benene, og til at få hjælp af en ostemad. Selvom det var dén der var årsagen til ‘ulykken’ i første omgang 🙂

Når bekymringer går hånd i hånd med en voksende bebs

Men nu er jeg klar.. Klar til også at dele den lidt mere tunge del af dét at være gravid. Bekymringsdelen.

I starten, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde jeg lyst til at råbe det til hele verden. Jeg skrev endda et langt skriv, så snart jeg tænkte, at jeg måske var det. Bare fordi jeg skulle ud med det. Ellers var jeg bange for, at jeg eksploderede! Fordi jeg var så ovenud, hovedkuls, ubekymret GLAD. Høj på livet. Fordi livet kom.

Da det så endelig viste sig reelt at være et lille barn, som havde sat sig i min mave, følte jeg en pludselig beskyttertrang. Det er vores barn – og ingen andres. Og dermed vores altoverskyggende ansvar. Jeg fik kolde fødder for at sige det til mennesker vi holder af samtidig med, at det var på mine læber konstant.

Derefter kom der en anden fase – kort efter, at alle nærmeste havde fået det at vide. Der skete noget uventet. En forskrækkelse. Jeg troede, at den lille ikke var der alligevel. Smerter og blødninger satte bekymringer i gang, men blev manet til jorden af diverse hold læger. Barnet har det godt, men du skal passe på, sagde de. Kort sagt har jeg blødt inde ved barnet. Og dette blod påvirker hinderne (hvem vidste, at man havde TO hinder? Ikke mig), sådan at overanstrengelser i værste instans kan sætte gang i en alt for tidlig fødsel.

Jeg har det splittet med, at en SÅ god og glædesstrålende nyhed skal kombineres med bekymringer. Fordi det fortjener bedre. Det lille væsen fortjener den vildeste fanfare og konfetti-salut. Fordi det ville være vores. Og blev til ud af det blå, men da vi ønskede det så helt igennem meget.

Samtidig er bekymringsdelen bare så naturlig. Så stor en del af dét at være gravid (for mig – begge gange). Fordi det jo er omsorg. Bekymringerne er kærlighed, som håber det bedste, men også forbereder sig på alle farer. Fordi det jo en forældres lod. At se farer før det sker, så vi kan skåne vores barn; Fra at falde ned af skamlen i køkkenet, og fra at komme alt for tidligt til verden. Det er omsorg og kærlighed. Og det skal jeg minde mig selv om. At det er okay. Okay, at jeg er bekymret og påpasselig. Det kommer af noget godt. Faktisk kun af godt. Jeg ville ved nærmere eftertanke først være alvorligt bekymret, hvis ikke jeg bekymrede mig (jep, jeg ved godt, hvad jeg gjorde lige dér). Fordi jeg er mig. Og dette lille væsen er mit at passe på.

Et lidt søgt billede til teksten? Parallellen var naturligvis (i mit hovede), at barnet opstår af et lille æg. Et helt særligt ét. Skrøbeligt og alligevel stærkt. Og så var det lidt for meget for mig, at lægge to billeder op af mig selv i streg 😉

Tør jeg sige det højt?… JA, jeg gør: Jeg er gravid!

<3 There you have it:

… Årsagen til, at jeg har været så træt. Været syg. Og ja, været et lidt andet sted. Nemlig lige her i min voksende krop. En krop, som pt. gror det andet menneske, den nogensinde har groet.

Jeg er gravid!

Det føles helt igennem heldigt, syret og ikke mindst helt som det skal være. Jeg føler, at dette barn skulle være vores. Ja, jeg føler mig vel nærmest udvalgt. Og jeg glæder mig virkelig meget til at møde det. Sådan for real. For nu må jeg nøjes med at give knockles gennem mit udspilede maveskind. For sparkes igennem, det bliver der efterhånden 🙂

Om få dage er jeg halvvejs. Og jeg har holdt det for mig selv. Så længe jeg kunne.

Mens indlæggene har stået stille udadtil, har kladderne hobet sig op her på min side.
Jeg har skrevet og skrevet, gemt og gemt, og ikke turde udgive. Ikke kunne finde ud af, hvor grænsen går for mig. For hvad er blot personligt, og hvad er for privat? Cecilie skrev det så fint og ærligt i et indlæg for nylig. Hendes skriv satte virkelig ord på mange af de overvejelser, som jeg har gået og tumlet med. Særligt fordi jeg pludselig følte et stort ansvar overfor de mennesker jeg holder af. Og mig selv. Vi skulle passes på. Det skal vi hele tiden, men en graviditet med lidt ekstra bekymringer gør ligesom dét ansvar ekstra tydeligt. Mens det lille væsen svømmer så trygt, og samtidig uforsvarligt, rundt i min mave. Det er min fineste opgave som gravid, at passe på dét først og fremmest. Jeg gør mit ypperste. Men jeg blev pludselig i tvivl om, om det var godt nok. Og derigennem har jeg holdt inde. Holdt vejret. Fordi jeg kun har haft kræfter til at passe på i ‘det virkelige liv’. Kræfterne har ikke rakt til også at bekymre mig om at passe på herinde. Men nu er jeg klar. For jeg gør det godt nok. Det fortæller jeg i hvertfald mig selv dag ind og dag ud.

Jeg er gravid. Jeg er gravid. Jeg er GRAVID.

Og min grundstemning er: HELDIGE mig, at jeg bliver – og er –  din mor, lille prut.

Og ja, maven ser væsentlig mindre ud lige her, end den gør, når jeg ikke griner af en ret sjov fotograf.
Og nej, det er ikke kun fordi jeg griner, at både kinder og hager er større 😉  

Færdig!

Jep, du læste rigtigt. Jeg er sørme, filme færdig!

Jeg har for en god time siden afleveret min absolut aller sidste eksamen. Jeg er færdig med min uddannelse. Efter hele 8 år som studerende!!
Det lyder måske af meget, men deri ligger både en barsel og også et uddannelsesskift. Det lægger lige et par år eller tre, og så er man altså nede på en kandidat-længde af en uddannelse. Cand.mag. er min snarligt erhvervede titel. Forudsat at jeg består, men lad os nu lige aftale, at jeg gør dét!

I den forbindelse tænker jeg, at dagens fredagsfif skal bestå af alle de gode ting jeg har gjort for ligesom at fejre. Og hvis ikke du lige kan fejre det samme som jeg, så håber jeg at der er ét eller andet du alligevel kan fejre. I går fejrede jeg eksempelvis at jeg snart var i mål. Og bestilte sushi take away bare til mig selv og processen. Ja, jeg er faktisk ikke til at skyde igennem i dag. Sorry.

Hermed dagens fredagsfif:

  • Tage et varmt og laaaangt bad 💦
  • Lade al opvasken stå, og gå ud i det blå – med den fineste kjole på. (Jaah, jeg har også lært at rime som overspringshandling)
  • Købe den største is med guf og det hele på.
  • Tage plads på en bænk og spise den, og kigge på de forbipasserende mennesker.
  • Søge på inspiration til en sommerfest. Jeg mener – hvis ikke jeg skal fejre, at jeg er færdig, så ved jeg snart ikke hvad der kan indbyde til en fest?

Rigtig god weekend til jer og til mig. Hvis jeg må være så fri 😉
Hov, jo, det må jeg. For jeg ER fri 🤩

(Og ja, jeg stopper nu, og vender tilbage i et lidt mindre overstadigt leje en anden dag..)