Mandag på solenergi

Denne mandag er altså lidt særlig.
Solen skinner, der dufter af forår, og i går var vi på årets første picnic. I en park. Uden jakker på.

Det var rart. Og jeg er stadig lidt høj af det. Det er rart. Når nu solen er kommet, går det op for mig, hvor meget jeg har savnet den. Hvor meget den giver mig. Jeg undrer mig slet ikke over, at mange har troet på solen som en gud. Den giver jo så meget liv og næring og energi. Jeg kan lige så stille mærke, at mine tankemønstre tager et lille twist. Jeg får en smule boblen indeni. Alt er muligt (igen).

Jeg er blevet grebet af optimisme. Jeg købte for eksempel en milkshake på vej til kontoret i morges. For ja, det er da det nye sundt med flødeskum på toppen.. Og foråret skal jo fejres(!)

For ih, åh, uh, hvor kan jeg nu nå alt. Gøre alt. Indtage alt. Verden ligger for mine fødder. Sådan føles det lige nu. Uden at jeg da vil erobre den. Og så alligevel. Jeg vil til at gøre noget af alt dét der er gået i hi i mig de sidste par måneder. Til at gøre tanker til handling. Og til at.. Være mere ude i vejret med min familie. Og dem jeg holder af.

Ikke bare muligheder åbner sig med dette nye vejr. Hele min by udvider sig. Det er lige pludselig en mulighed at sætte sig på græsset, på bænken eller på gyngen. For ja, det er til at holde ud. Mere end til at holde ud. Det er det dejligste sted.

Forår i Danmark. Du er god ved mig. Og du var værd at vente på!

afterlight-36

Og ja, det regnede, da jeg kom ud fra Granola med min milkshake i hånden. Men det fik det bare til at dufte endnu mere af forår. Ja, jeg kører på en særlig solenergi disse dage!

Når jeg peger, peger mindst tre fingre mod mig selv.

Det er sandt: Når man peger af andre, er der altid mindst tre fingre, som peger mod én selv.
Prøv selv. Man kan ikke pege med sin pegefinger, uden at mindst tre fingre peger i retningen af én selv. Faktisk er der for mit vedkommende hele fire fingre i min egen retning. I mere end én betydning.

Jeg var engang i et forløb, hvor jeg talte med en klog mand. En mentor af en art. Jeg læssede af, og brugte ham til sparring. Særligt når ting var svært. Og det var det.
Det jeg husker aller mest tydeligt er, at han provokerede mig. Helt så det kløede i inden i mig. Af bar irritation.

Hvis jeg kritiserede andre, var uforstående overfor deres valg (fordi jeg synes det gik ud over mig, primært) eller kom med rå udtalelser, som virkede nærmest fordømmende, var han altid stille. Og efter lidt tid, så jeg rigtig kunne høre mine egne ord runge, var hans come back altid noget i stil med; “Jamen, hvad er det dog det klinger sammen med i dig, siden du lader dig gå på af det?”

Det tænker jeg tit på. Faktisk nærmest dagligt. I alle henseender. For selvom jeg anser mig selv for åbensindet, forstående og fordomsfri, så er der jo også ting, jeg har svært ved at forstå. Eller som jeg bliver meget påvirket af. Og jeg tror nu engang at de fleste af os lettest forstår verden og medmennesker, hvis vi på én eller anden måde kan sætte dem i bås. Afgrænse dem og sætte dem lig med andre. Eller andet. Det gør ligesom det hele lidt mere enkelt at kapere. At forholde sig til.

Senest har jeg tænkt meget over, hvad andre mennesker tænker om bloggere. Jeg har virkelig været provokeret. Uforstående, vel nærmest. Jeg skrev endda et indlæg, i et forsøg på at dykke ned i en forståelse “dem”. Men i mellemtiden er jeg kommet frem til noget helt andet. For jeg kan jo ikke redegøre for, hvorfor folk tænker som de gør. Siger som de gør. Jeg kan kun redegøre for min egen del.

Så mit udgangspunkt må altså være mig, og forklare, hvorfor jeg tænker som jeg gør. Den de fleste fingre peger på. Og jeg tror simpelthen, at jeg er kommet til at tillægge andre min egen frygt. Min frygt for at blive stemplet, sat i bås og ikke blive forstået har gjort, at jeg har gjort netop dét. Stemplet, sat i bås og været uforstående.

Rookie-mistake taget min tidligere mentors vise ord i betragtning.

Og det er simpelthen fejt. Jeg kigger nærmest ned på mine fødder med røde ører idet jeg skriver det. Jeg tror, at flere er interesserede og forstående end jeg har troet. Og hvis ikke de er, hvorfor lader jeg mig egentlig sådan gå på? Fordi jeg er bange for at blive stemplet, sat i bås og ikke-forstået. Virkelig bange. Og i et forsvarsforsøg, tror jeg, at jeg med skamme har proppet mine egne fordomme og fortællinger om mediernes steriotypiske blogger-fremstilling ned over andre.

Jeg mener. Hvem er jeg til at dømme, hvad en blogger er? Eller hvad en ikke-blog-læser er? Det er meget mere nuanceret end som så. Lige som diversiteten i fodboldspillere (uanset niveau) og ikke-fodboldinteresserede er uendelig. Men fordi det ikke virkelig betyder noget for mig, har jeg aldrig skelnet mellem disse to.

 

Anonymitet bi(n)der ikke

Det er torsdag, og jeg har sat mig ved computeren. For at fokusere. For at skrive noget ned, jeg ikke helt ved, hvad er.

Jeg har brygget en varm kop kaffe, sat mig godt til rette og placeret de dér (forbandede) gode påskeæg i en armslængde fra mig. Så jeg lige netop kan nå dem, men jeg også skal læne mig lidt frem. Gøre mig lidt fortjent til endnu et…

afterlight-24

Sådan er det hver torsdag. Jeg sætter mig og vil skrive lidt. Lade tankerne flyder ud gennem fingrene. Og jeg elsker det. Af alle mine indlæg er det disse, jeg bruger færrest kræfter på, men som samtidig sætter mest i gang. I mig. Det har altid virket nærmest terapeutisk for mig at sætte ord på det der fylder. Inden det hober sig op. Eller når det er hobet op. Og sådan har jeg det lidt i dag. Der sidder en prop i, som jeg ikke helt kan finde ud af at vride løs. Den skaber en lille smule undertryk. Du ved, den slags, som egentlig bedst løses op af lidt tårer. Men jeg kan ikke græde. For jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle? Af lettelse? Af glæde? Af begejstring? Af frygt for at miste? Jeg ved det ikke. Måske lidt af det hele. For der fyrer så mange ting rundt i min lille knold for tiden, at jeg ærlig talt ikke kan finde hoved og hale i det. Og så bliver det pludselig lidt svært, at jeg har gjort en del af min ventil for mig selv og mit indre liv til offentligt skue. For jeg skriver mig fra det. Altid. Men jo til en vis grænse herinde.. Men hvor er grænsen mellem personligt og privat?

Jeg elsker selv at læse personlige skriv. At læse tanker om store som små ting hos bloggere. Dét sætter skub i meget hos mig, og jeg bærer det med mig lang tid efter det er læst. Som tiden er gået herinde i min lille hule på nettet, har det vist sig, at det også er de indlæg, jeg taler mest med folk om. Som folk kommenterer. Også dem som kender mig bedst. Dem jeg har aller tættest. Selvom jeg tænkte, at de vidste det hele i forvejen, så sker der en transformation, når det får liv på skrift. Noget som jeg måske tænkte, at jeg i ‘det virkelig’ liv viste med et blik.

De her personlige skriv er så naturlige for mig, men det er også dem, som jeg er aller mest i tvivl om. Når de er skrevet. For de skriver sig selv. Sådan føles det. Og det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde regnet med, at denne blog primært skulle være om DIY og indretning. Fordi det var ‘planen‘, fordi det var lettest at forsvare og forklare, og fordi det gjorde, at jeg turde. Men som jeg har skrevet mig frem herinde, er der også en anden type indlæg, som altså tager sin egen plads. Helt af sig selv. Dem med tanker om stort og småt. Dem om følelser, vel sagtens.

Men sagen er, at jeg startede denne blog på en anden præmis. En præmis om at være anonym. Og jeg skulle dermed ikke stå til regnskab. Det gør jeg nu på en anden måde. Og jeg tager det med. Ingen har tvunget det ned over mig. Jeg skal bare lige ‘wrap my mind around it’. Og den slags tager tid i en bøtte som min. Samtidig er blogmediet jo befriende lidt bindende. Det er dét der er så fascinerende ved blogverdenen. ‘Produktet’ er aldrig helt færdigt her. Det er i konstant udvikling. Og hvor passer det mig godt!

For er livet og mennesker ikke sådan? Evigt i udvikling (til det bedre, forhåbentlig)? Og kan ændre sig med et trylleslag?

Samtidig føler jeg dette skrivested som meget mere bindende, end når jeg skriver i mine læderindbundne notesbøger. De kan brænde op. Lade være at se dagens lys. Omvendt har nettet sine evige spor (jep, jeg er en smule paranoid), og folk kan finde bloggen og alle mine indlæg, læse med. Og det er styrken, men også akilleshælen ved dette medie. For rammer det et lidt for ømt punkt, så? Er der nogen, der vil gå efter det? Én som vil blive skuffet over mig? Jeg skal hele tiden balancere på min balancebom herinde. Og den tumler jeg altså lidt med. Stadig. Måske jeg skulle skrive den ned? Sætte ord på den, så den bliver helt konkret for mig. Som et dogme?

Jeg er ikke privat om mine følelser. Jeg ser dem som almene. Jeg tror, vi alle har følt en snert af alle slags følelser i verden. Nogle mere end andre. Afhængig af, hvad livet har bragt os. For mig er det en naturlig og menneskelig ting, og ikke noget der permanent definerer mig. Mine følelser. De er en flygtig størrelse, som jo ofte ændrer karakter og skifter retning. For sådan en som mig. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg mister noget af mig selv, ved at sætte ord på dem. Tvært i mod tror jeg i højere grad, at jeg føler jeg får lidt mere af mig selv. Forstår lidt mere. Finder ind til kernen gennem alle de (til tider forstyrrende) følelser og tanker. Samtidig giver dette sted (modsat de føromtalte læderbøger) også en enorm bekræftigelse i, at vi bliver forbundet. Os der bevæger os her på siden. For vi er alle mennesker, som måske kan se noget af os selv i hinanden.

Så I må undskylde mig, hvis jeg er lidt diffus disse dage. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg skal gribe om det som foregår. Det som fylder, og som jeg ikke helt kan sige, hvad er. Fordi jeg ikke ved det. Men jeg bliver ved. Jeg bliver ved at lede, og jeg bliver ved at sætte ord på.

Shhh.. Jeg er æstetiker

Jeg har det svært med labels. Kasser i det hele taget. Særligt herinde. Jeg synes, det er svært at sætte ord på min datter, for tænk, hvis hun lige pludselig er noget andet. Vil noget andet. Gør noget andet. Så skal hun jo ikke føle sig fanget i en beskrivelse. Sådan har jeg det også selv. Men samtidig elsker jeg at beskrive ting. Forklare, betragte og analysere. Jeg finder ofte at begreber kan forklare en masse på en ny og præcis måde. At de kan være med til at indkapsle noget på en befriende måde.

I lyset deraf, er der et begreb eller label, jeg har tænkt over, og som jeg endnu ikke har ville vedkende mig. Mest af alt fordi jeg ikke har følt, at jeg har kunne leve op til label’et. Det æstetiske label. For hvis man er æstetiker.. Så er man vel én som altid går pænt klædt, hvis hår sidder perfekt, og som aldrig har beskidt vasketøj som flyder? Hmmm..

Eller også er man bare sådan én, som bliver virkelig glad af, at omgive sig med ting, man finder flotte. Og tænker over, hvad man synes er fint. Egentlig kom det sig af, at min mand sagde til mig; “SÅ er man godt nok æstetiker, hvis man skifter håndtag og maler et baby-køkken… For hun er jo lige glad.” Og så røg det ud af mig; “JA, hun er ligeglad. Det er da totalt for min skyld!” Og sådan er det somme tider (læs: ofte) for mig. Pludselig får jeg sagt noget, før jeg tænker. Og det der kommer ud, bliver så meget mere ærligt, end hvis jeg var stoppet op og havde tænkt mig godt om.

Det dér med at clame, at have lyst til, at omgive mig med ting, jeg synes er flotte, har været en  proces. For…

Er det ikke overfladisk?

Er det ikke fjollet?

Og lægger det ikke mindst et pres i forhold til, at jeg så har noget at leve op til? … Så skal jeg ligesom også levere noget, som andre tænker går under kategorien ‘æstetisk’?

Men det sidste stykke tid, har jeg taget label’et til mig på en ny måde. Ikke som et stempel i panden, men nærmere som en opklaring og lettelse. En ny forståelse af, hvorfor det nogle gange kan gå mig på, hvis mit feed på Insta ikke spiller (shhh), eller hvis jeg bruger usandsynlig lang tid på at gruble over den helt rigtige nuance grøn (not there yet). Det ér okay. Og en stor forklaring kan findes i at være æstetisk anlagt. For det gør mig glad, når den så er der. Og det er en drivkraft til hele tiden at finjustere, arbejde hårdere og blive bedre til æstetikken, som vel nærmest er et håndværk. En sans.

fullsizeoutput_913

En sans, som jeg egentlig blot mener, at jeg har, fordi jeg hele tiden forsøger at blive bedre til at udøve og se æstetik. Og dermed behøver jeg slet ikke at være perfekt. Tværtimod er det uperfekte, naturlige, ofte det mest æstetiske. For mig.

Hvad forbinder I med at være æstetiker?

Hvis bare det er med dig, så er alt godt

Jeg kan huske, at jeg en dag sad i bilen med mine forældre, og pludselig lagde mærke til, at jeg skulle synke mit spyt. Som man jo skal. Hele tiden. Men det var der aldrig nogen der havde fortalt mig. At det bare er noget man skal. Og gør. Jeg har ikke været mere end fem år. Jeg nåede at gå i lettere panik, før jeg med rystende hænder spurgte mine forældre, om jeg var syg. Haha. Det lyder måske helt skørt. Det tror jeg også de synes. Men for mig var følelsen virkelig virkelig. De forklarede mig, at det bare var sådan vi gør som mennesker, og jeg var tryg igen.

Siden da har det dog været en tilbagevendende tanke, at jeg nogle gange har tankespin, som kører ud af en tangent. At jeg var ene om at lægge mærke til særlige ting. At jeg er fyldt med nogle tanker, som ikke alle forstår eller tænker. Eller som jeg ikke altid har turde indvie folk i. Jeg har følt mig ene om at være den jeg er. Ene om at føle mig alene. Helt alene om at være mig. Egentlig er det jo bare et vilkår. Vi er alene. De fleste af os fødes én ad gangen. Jeg har i mange år tumlet med ikke at føle, at jeg passede ind. Og når disse tanker har meldt sig, har jeg holdt mig mere for mig selv. Passet på mig selv. Hvilket forstærkede følelsen af, at være alene.

En dag for lidt mere end ti år siden, ændrede det sig dog. Jeg følte mig pludselig forbundet. Forstået. Holdt af. Med alt hvad jeg er og tænker. Holdt i hånden. Af dig.

Jeg har skrevet meget lidt om min mand herinde. Måske fordi jeg føler, at han er mit helle? Og fordi de største ting ofte er de sværeste at sætte ord på?

I denne uge har vi kaldt hinanden kærester i et helt årti. Og jeg har simpelthen så svært ved at lade dét passere uden at spille en lille fanfare. Han er min bedste ven. Den sjoveste jeg kender. Den bedste danser jeg kender (!). Og så er han mit anker. Jeg har aldrig oplevet, at noget jeg har sagt eller følt har skulle skjules. Jeg føler og tænker mange andre ting end han gør. Heldigvis. Men han forsøger altid at forstå. Og ikke mindst så rummer han det. Uanset om han helt forstår. Han passer på det. Holder min hånd. I mere end én forstand. Og det går over min forstand. Er jeg i tvivl, er han altid min rettesnor. For han er så ufattelig samvittighedsfuld, god og kærlig, så jeg ved, at han altid vejleder mig bedst.

Vi har været kærester i 10(!) år nu. Jeg får ærlig talt helt kilder i maven over at skrive det. For jeg er så vildt stolt af, at den stud, har ville være min i så mange år. At jeg scorede ham. At han så mig. Det giver stadig et gip i mig, når han ankommer til en fest. Eller bare kommer ind af døren derhjemme på en ganske almindelig onsdag. Tænk, han er min.

For 10 år siden blev den dominerende ensomhed erstattet af tosomhed. En følelse af, at vi to hører sammen. Den der grundfølelse af at være alene er forstummet.

Når jeg er aller mest i tvivl om, hvad jeg skal i mit liv, ja, så falder jeg altid tilbage til én ting:

Hvis bare det er med dig, så er alt godt.

img_4519