Til en start gik drømmen på at være helt independent, men jeg måtte hurtigt se min rækkevidde (både teknisk og netværksmæssigt i øjnene; den var begrænset!) Mine kriterier blev derefter enkle: Det skulle være overskueligt at oprette en blog, og der skulle være et fællesskab af bloggere – så man kunne finde hinanden og blive fundet. Og dén slags fællesskab fandt jeg her, hos Bloggers Delight. Og det er gået uden problemer. Faktisk bedre end forventet.

Så nu flytter jeg. Efter måneders tilløb. Til et sted med færre reklamer, men (forhåbentlig) samme tryghed i at ligge med andre – med hjælp, hvis det skulle brænde på rent teknisk. Jeg flytter pr. næste indlæg (i morgen forhåbentlig- afhængig af teknikken) til Nouw. Min blog kommer til at hedde det samme (staystrange.dk), men vil fremover altså være koblet op på en anden platform.

Hvis du vil være sikker på at se mine nyeste posts, så følg mig endelig på Bloglovin!

Det blev lidt teknisk og “behind the scenes”, men det følger også med, at jeg inddrager jer i tankerne bagom, synes jeg 🙂

Jeg håber, at vi ses! <3

I dag har en simpel sygdom fået mig ned med nakken. Der skal intet til, før jeg koger over. Som en trykkoger, der står lige på randen af at hyle i vilden sky – over alt, men mest intet. Jeg kan egentlig ikke rigtig kende mig selv. Jeg har skrevet et helt indlæg om mine uheldigheder, og hvor træls føles at være i mit syge skrog. Men jeg orker ikke engang at læse dem igennem igen. Jeg gider ikke høre på mit eget klageråb. Ha. Eller også er det den knaldende hovedpine som gør, at jeg ikke orker at læse korrekturen? Egentlig har jeg det (jo) godt, og en lille stemme i mig siger; “stop med at klag! Du er utaknemmelig nu.” Hver gang jeg smalltalker, finder jeg de ting som fylder mit hoved for små til at klage over. Fordi min grundfølelse er, at jeg er heldig. Har det godt. Er lige dér, hvor jeg skal være. Lige nu kan det bare ikke komme ud for bare snot. Så jeg lader være.

I stedet får I et lille skriv om efteråret. I dagens anledning. Fordi… Det nu er efterår:

Om man vil se det i øjenene eller ej, så skriver vi efterår i kalenderen fra i dag og tre måneder frem.

Men denne gang gør jeg det også med en vis spændthed. For sikke meget den vil bringe, den årstid som står for døren. Jeg ved, at den vil bringe en masse godt. En fødsel blandt andet. Og dermed et barn. Mit barn. Vores barn. Vores familie skal vokse i mandtal.

Hvad mon der derudover vil komme os i møde?

Årsagen er ikke, at vi har fået et spædbarn, men ganske simpelt tankespind, som altså er ret knudret for tiden – tilsat en ny beboer. Den nye beboer er altså ikke et levende væsen, men larmer mere end et sultent spædbarn. Det er en affugter. Jep. Du hørte rigtigt. Klager jeg over dét? Næh, jeg letter såmænd bare mit hjerte. Og mine tanker. Og håber dermed også at trætheden forsvinder som dug for den sol, som ikke er at se på himlen længere. En affugter er flyttet ind, og skal stå og køre døgnet rundt. Grunden er, at den forhåbentlig mindsker vores vandskader. Så den kører og kører, og holder mine tanker med selskab om natten.

Nåh, men nok om dét. Dagen er grå udenfor igen i dag, men det bliver en festdag. Det ved jeg bare. Når jeg lige får taget noget andet end gråt tøj på. Når jeg lige får hevet mig op! Jeg skal nemlig til Confettis fødselsdag senere. Og jeg glæder mig.

Derudover var dagen i går (og)SÅ god, at jeg havde svært ved at stoppe mine tanker igen. På en “lad os lige klø på, det går jo derudaf, og vi skal nå i mål”-måde. En måde, som også kan blive lidt presset, fordi det er svært at stoppe. Stoppe tankerne, drømmene og ambitionerne. Vi fik rykket rundt på møbler til en ny planløsning – og det var som at rykke rundt i Tetris, og se om det hele gik op i virkeligheden. Og ikke bare på papiret, i korrekt målestoksforhold. So far overgår den virkelige udgave mine forventninger. Alle de bekymringer om ny indretning begynder at gå op i en højere enhed af en løsning. Forhåbentlig. Forhåbentlig falder de sidste brikker på plads i denne uge. Forhåbentlig, forhåbentligt. Så det reelle opbygningsarbejde kan begynde. Og så jeg ægte kan gå i gang med at bygge redde. Og det var nok egentlig dét jeg gjorde i nat. Lagde planer for min redde. Googlede, søgte, satte på lister og pricerunnede den.

På en skør måde glæder jeg mig helt vildt til at være i den undtagelsestilstand, det er at få et lille barn. Det føles for mig lidt som at være i en krigszone (hvor død er erstattet med liv, naturligvis), og hvor alle sejl sættes ind på ét mål: overlevelse og fred i så vid mulig grad. I den bobbel af baby, ja, der blegner alt andet. Da er det som om alt i bogstaveligste forstand blændes ude. At hovedpine og værre kan ramme, ja, det er en del af pakken. Ellers ville det vel ikke føles  som en undtagelsestilstand? Sådan skal det være, lige som vabler er en del af dét at have løbet en maraton? Uden de fysiske men, har man vel ikke rigtig været der? Sidst kunne jeg godt gå for mig selv og nyde det. Tænke, at det eneste der var at gøre var at omfavne det fysiske underskud – for det meget meget højere mål. Som om følelsen af at være mor blev mere ægte af, at mærke det rent fysisk også.

Jeg glæder mig til, at min  træthed er et “offer” for et menneske, og ikke en maskine ❤

I weekenden stiftede jeg dog bekendtskab med falsk regn. Noget som havde iklædt sig det dryppende regnkostume, men som skabte alt andet end ro og hi. En regn som ville ind. Som ville sile hele vejen ned i vores lejlighed. Og det gjorde den. Fredag aften kom jeg hjem, og syntes, at der lugtede mærkeligt i vores entré. Jeg forsøgte at identificere lugtkilden, men uden held. Lørdag morgen ramte det mig. I bogstaveligste forstand. På vej ud på toilettet blev jeg mødt af dryp fra oven. Ikke ægte regn. Ikke tilnærmelsesvis regn. Men gullige dråber, som landede på vores gulv med 2,5 sekunders mellemrum.

Jeg VED, at der er større ting at bekymre sig om.

Men det er netop dét der er sagen: Der er så meget andet at bekymring. Sygemeldinger, sygdom og ikke mindst et lille nyt liv, som jeg så gerne vil give den tryggeste og mest rolige start på livet. Ved at være klar. Og parat. Og det er jeg rent emotionelt, men rent fysisk? Langt fra. Og da slet ikke i et fugtskadet hjem, uden en indretning som passer til to børn. Vi er rundforvirrede over, hvordan vi skal bygge vores rede. Og nu skal endnu et hold håndværkere redde vores gennemfugtede loft og vægge samtidig. Samtidig med at et alt for højt antal af vores familie bliver eskorteret ind og ud af sygehuse. Det er bare lidt for meget. Den falske regn, som sev ned i vores hjem i lørdags, føles her til morgen som et symbol på, at meget lige nu gennemvædes af dårligdom.

Og den ægte regn derude for mit vindue? Den virker til at vise, at det er okay lige at fælde en tåre. At den græder med og for os. At det er tid til lige at stoppe op, putte sig ind i en lille hule og mærke efter, at det hele ser lidt gråt ud. Og at det er okay. For regnen stopper. Og himlen klarer op. Det gør den jo altid. Men lige nu.. Lige nu regner det fra en grå himmel.

Jo, jo, jeg har brug for at sove længe dagen før og efter. Jeg kan blive lidt presset over, hvad jeg mon skal have på. Og jeg kan også være lidt spændt på, hvor godt jeg svinger med de andre gæster. MEN. En fest er altid en god idé. Dét synes jeg!

Der er dog ingen tvivl om, at den slags ikke just er blevet lettere med årene. Min fødselsdag nærmer sig lige så stille, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke helt ved, om jeg kan overkomme det. Om det (igen) er året, hvor jeg skal springe en fødselsdag for venner over, og holde mig til familiefrokosten? Særligt dét med søvnen er en overvindelse. Det kræver altså noget, at trække (endnu et) overtræk på søvn-kassekreditten. Det er meget mere en viljesbeslutning nu, end det var før. For mig. Men det er værd at holde fast i – børn eller ej; voksne har godt af at feste! Det tror jeg virkelig. (Og ja, jeg kaldte lige mig selv voksen. Men ret beset er jeg vel dét, her i slutningen af mine tyvere?)

For nogle år siden, inden jeg tænkte på børn (okay, det er løgn, men inden de var på tegnebrættet), sad jeg med en veninde og diskuterede dét at blive ‘voksen’. Vi talte om, hvad vi drømte om, ønskede os og håbede på. Hvordan livet mon så ud om 5, 10, 15 år. I ved. Den klassiske, hvor man næsten kan se solen gå ned i baggrunden over de fine (og meget håbefulde) fraser. Pludselig kom vi til at tale om fester. Og en sætning i stil med “jeg håber, at jeg bliver god til at holde fester. Også som voksen.” blev sagt. Og det forsøger jeg at minde mig selv om lige for tiden. Også selvom det tager lidt længere at komme oven på efter en fest. Jeg selv er vokset op med, at når man holder fest, ja SÅ holder man fest. Om det er en foodtruck, et live band eller telt i haven der skal til – for at sætte den ønskede feststemning – så skal der holdes fest. Da jeg for nylig overvejede, om jeg mon skulle holde min færdigfest, nævnte jeg mine overvejelser (for og imod) for min mor. Hendes eneste svar var; “Du har allerede selv svaret.. Når først du har tænkt tanken, så er der grund til at holde en fest.”  Jeg grinte højt, og tænkte, at dét måtte da være mit nye slogan!

I weekenden skal vi til en ægte voksenfest. (No offence, hvis I læser med derude) 😉 Men I ved, en rund fødselsdag tillagt et par årtier til min egen alder. Jeg forestiller mig fadølsanlæg, noget høj musik og højt til loftet. Og jeg glæder mig til at lade mig overraske 🙂 Barnet bliver hjemme (med kyndig pasning, naturligvis), og der er faktisk varslet musik natten lang. Jeg indstiller mig på, at jeg nok ikke holder til slutningen. Og mest af alt, at det er okay. (Fik jeg sagt, at jeg er virkelig træt som gravid denne gang?). Men hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at blive smittet af ‘voksenfestlighed’, af nogen som har husket at holde fast i at holde fester. Jeg glæder mig til god mad, til at danse med min mand og måske at se solen stå op. Og så glæder jeg mig over at glæde mig. Dét er også noget af dét fester kan, nemlig.

Jeg har i øvrigt lige købt de første festsko, som jeg rigtig synes ser ‘voksne’ ud. Måske fordi de minder mig om min mors sko i 90’erne? Jeg forestiller mig som bonus, at de er gode til preggo-fødder, som i tide og utide hæver op. Jeg glæder mig til at iklæde mig dem og palietter. Jep. Intet mindre kan gøre det i weekenden 🙂