1 år. 1 år!

I dag er det præcis et år siden, at jeg udgav mit første indlæg. Jeg holdt vejret, svedte pænt meget og gik i cirkler. Både før og efter mit første tryk på “udgiv”. Sandheden var jo, at det kun var dem der kendte til mit lille projekt, som kiggede med. Hvilket var… ca. tre mennesker. Men det føltes alligevel lidt som at springe ud fra en meget høj klippe, og ikke vide, præcis hvilket vand jeg landede i. Eller om der mon var nogle spidse klipper under vandoverfladen.

Nu er der gået et år, og hvad har jeg så lært?

Først og fremmest har jeg lært, at jeg virkelig skal øve mig i, ikke at udgive for at udgive, men holde fast (godt og grundigt, og med hvide knoer) i, hvad JEG synes er sjovt og vigtigt. Det sværere end jeg troede. “Burde” eller “Andre gør jo..” er et spøgelse jeg kæmper meget med. Men jeg øver mig dagligt. Ugentligt. Mest af alt har jeg lært, at dette er en beskæftigelse, som jeg synes er sjovt. Virkelig sjovt. Selv da ingen kiggede med, gik jeg og var lalleglad og begejstret før og efter hver udgivelse. Nynnede lidt mere. Og det gjorde jeg igen i onsdags, da jeg vidste, at jeg var på vej hjem for at trykke “udgiv” på det første indlæg efter sommerens lille time out. Så jeg bliver ved lidt endnu.. Så længe jeg har det sådan, ville én eller anden skulle vride armen om på mig selv, for at stoppe, tror jeg, faktisk.

I dagens anledning (🇩🇰 YAY 🇩🇰) har jeg samlet lidt små og store punkter, som har overrasket mig i året der er gået. En slags 2nd edition af dette indlæg. Det slår mig i øvrigt lige, at en 1-års fødselsdag, betyder at det er 9 måneder siden jeg trykkede udgiv på dette indlæg, hvor jeg altså markerede bloggens 3måneders fødselsdag. Det lille indlæg kunne være blevet et helt barn på den tid, jo? Haha. Men det er virkelig svært at opsummere et helt år. Så dette er nok egentlig mere et øjebliksbillede af, hvad jeg egentlig kæmper lidt med stadig, og hvilke lærdomme der altså fylder hos mig nu..

Her er (noget af) det, jeg har lært i løbet af året der er gået:
  • Billeder i elektrisk lys er et no go. Det er vigtigt, og det er sandt! Det nytter ikke noget at tage billeder med tændt lys. Foto-lærdom no. 1.(Ellers får man gule billeder. Som man ikke kan redigere sig ud af.)
  • Bloggen udvider min verden – både relationsmæssigt og rent kreativt. Jeg har lært nye mennesker at kende gennem bloggen, og jeg har også prøvet ting af, som jeg aldrig troede jeg kunne. Ingen af delene havde jeg forudset. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt, at man kunne møde “virkelige” mennesker via en blog. Ej heller, at jeg ville kunne kreere så relativt mange DIY’s. Jeg føler mig med andre ord både heldig og stimuleret..
  • Jeg må med skamme indrømme det. Jeg har stadig svært ved label’et ‘Blogger. Jeg forsøger stadig at sætte en finger på præcis, hvad det er, men jeg har svært ved at få det over læberne om mig selv. Dels fordi jeg er bange for, hvad folk tænker, men også fordi jeg selv tænker, at jeg jo ikke er ægte (som i sej, erfaren og bredt læst) blogger.
  • Timing is everything. Og det er som regel ikke helt til at sige, hvornår man rammer timingen. MEN jeg får overvejende flest læsere, hvis jeg udgiver om morgenen. Egentlig er tricket bare at statistik-kurven på min side af skærmen tæller fra midnat til midnat. Altså fra datomærke til datomærke, og når de gør dét, ser mine tal bedre ud, hvis jeg udgiver om morgenen. Haha. Så tallene er reelt ikke bedre. De ser bare sådan ud. Men giv mig endelig de sejre jeg kan få 😉
  • Lige linjer betyder noget. Her kommer endnu et foto-fif. Jeg har lært, at hvis der er en lodret og en vandret streg (eller væg) på et billede, og man vel og mærke står med en ret vinkel på motivet, skal de to kanter på skærmen flugte med de to linjer. Det er sværere end man tror!! Men oij, hvor det gør noget for et billede, at det står lige. Selv for en rookie som mig, er det i øjenfaldende. (Og lad nu være med at gå gennem mine billeder og se, at jeg har brudt denne ‘regel’ mange gange. Nogle gange er kunsten altså bare for svær at efterleve!)
  • Planlægning er en nøgle til ‘ro’ i mit hovede. Planlægning betyder meget for mit eget velbefindende. Det vidste jeg måske ubevidst før. Jeg har altid elsket papirskalendre og lister. Men med bloggen er det blevet sat på spidsen. Det svært at holde styr på alle de idéer. I mit første udgave af dette indlæg skrev jeg, at jeg var overrasket over, hvor mange idéer der blev ved at komme. Sådan har jeg det (endnu mere overraskende) stadig. Dét der er svært er dog at holde styr på alle idéerne. Sætte dem i orden. Få dem skrevet ud eller gjort til virkelighed. Jeg har indført flere opslagssider i min kalender kun reserveret til bloggen. Jeg har en kladdebunke af halvskrevne indlæg. Og det er godt. Men det er også lidt mange bolde at have i luften.. Og hvilket indlæg skal så ud hvornår? Ja, det er også et spørgsmål at tage stilling til. #toughlife. Min ultimative øvelse er her; én ting ad gangen. Jeg synes blot at idéfasen er så sjov. Det er straks værre at få dem alle til dørs..
  • Og i tråd hermed; korrektur… Ja, det tager tid. Laaang tid. For mig i al fald. Det er den mest irriterende del af processen, synes jeg. Omend jeg elsker, når der er styr på komma og grammatik, så er det her min egen tålmodighed hurtigst løber ud. Fordi.. ‘Tanken kom jo for længe siden?’, ‘Forstår man det ikke bare nu? Jo, det giver klart mening.’ ‘Videre.
  • Da jeg i sin tid sad og skulle finde på konceptet “tirsdagens tip” (og ja, jeg ved godt, det ikke hverken lød eller så ud som den dybe tallerken), tænkte jeg, om andre mon ville tænke, at jeg nu kørte bloggen mod granny-afgrunden. Men ved I hvad?Dé går som varmt brød! Jeg får gentagende gange overvældende respons og kommentarer både her og på instagram, når jeg ytrer mig om et (husmor)tip. Jeg føler, at jeg har fundet åndsfæller i jer. Og tak for dét! Tænk, at vi kan finde sammen om at være så gammeldags på så moderne medier 😄

En anden bonusinfo ved at have fødselsdag er, at jeg med denne blogfødselsdag er i en ny ‘blogger-kategori’. Jeg har nu reelt muligheden for at lave de famøse og sjove “for et år siden”-indlæg. Ej, hvor jeg jeg glædet mig til dét! Mest af alt fordi jeg er nostalgisk anlagt, men også fordi.. det giver mig mere tid til at udføre nye indlæg 😉

Rigtig god dag til jer! Og hurra for weekend lige om lidt ❤

Ps. Som ekstra info vil jeg lige pointere, at jeg fremover mindst holder blogfri lørdag. Nogle gange søndag med. Ikke at jeg bilder mig ind, at I sidder og venter. Men nu har jeg sagt det, og om ikke andet hjælper det lidt på min egen samvittighed over, hvor meget jeg “burde” udgive (apropos, hvad jeg har lært i dette år..) Jeg tror på at koncentreret tid med min familie i weekenden vil gøre mig godt. Det er simpelthen bare derfor 🙂

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

‘Bestået’

I virkeligheden er det et lidt skørt label. ‘Bestået’ eller ‘ikke bestået’. Oven vande eller…? Sandheden er, at jeg indtil nu har været forskånet oplevelsen af ikke at bestå. Alligevel har jeg frygtet flere gange. Tvivlet på mine egne evner HELT ind til benet. Særligt, når det sådan “rigtig” gjalt.
I søndags holdt jeg jo en fest. En fest, hvor jeg fejrede en færdiggjort uddannelse. Skæbnen ville dog, at jeg ikke nåede at få et endeligt svar på min sidste eksamen – inden jeg hold festen. Jeg tjekkede svarsiden fredag aften. Intet nyt. Lørdag turde jeg ikke. For tænk, hvis der var negativt svar, og jeg få timer senere havde huset fuldt af gæster?
Et svar som altså kunne være ét af to: Bestået eller Ikke bestået.
I dag kom så svaret. B’et for ‘bestået’. Og det er helt skørt. For omend jeg jo har fejret det, så er det altså sådan, at jeg først NU er ægte fri. Fri af det danske skolesystem, som jeg (afbrudt få gange) har været indskrevet i siden jeg var 5 år gammel. Jep. Ingen efterskole til mig. Et par sabbat år dog, men ellers full on school.
TÆNK. Virkeligheden er her. Voksenlivet, hvor der ikke længere er nogen der lægger en plan for det næste halve år. Dét skal du lære eller det skal du nå.  Disse kompetencer vil du erhverve dig.. 
Livet er nu på en ny måde ét, hvor alt er op til mig. Også en indtægt, en dagsplan og en.. Karriere? Et liv på den anden side. Med hud og hår – mig midt i det.
Jeg tror liiige jeg trænger til en drink ferie til at sluge den ferie til at lade det bundfælde sig.
Og heldigt for mig, stikker vi af på fredag.
Måske jeg lander på dansk jord med en lidt bedre forståelse af min nye ‘virkelighed’.
Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Tør jeg sige det højt?… JA, jeg gør: Jeg er gravid!

<3 There you have it:

… Årsagen til, at jeg har været så træt. Været syg. Og ja, været et lidt andet sted. Nemlig lige her i min voksende krop. En krop, som pt. gror det andet menneske, den nogensinde har groet.

Jeg er gravid!

Det føles helt igennem heldigt, syret og ikke mindst helt som det skal være. Jeg føler, at dette barn skulle være vores. Ja, jeg føler mig vel nærmest udvalgt. Og jeg glæder mig virkelig meget til at møde det. Sådan for real. For nu må jeg nøjes med at give knockles gennem mit udspilede maveskind. For sparkes igennem, det bliver der efterhånden 🙂

Om få dage er jeg halvvejs. Og jeg har holdt det for mig selv. Så længe jeg kunne.

Mens indlæggene har stået stille udadtil, har kladderne hobet sig op her på min side.
Jeg har skrevet og skrevet, gemt og gemt, og ikke turde udgive. Ikke kunne finde ud af, hvor grænsen går for mig. For hvad er blot personligt, og hvad er for privat? Cecilie skrev det så fint og ærligt i et indlæg for nylig. Hendes skriv satte virkelig ord på mange af de overvejelser, som jeg har gået og tumlet med. Særligt fordi jeg pludselig følte et stort ansvar overfor de mennesker jeg holder af. Og mig selv. Vi skulle passes på. Det skal vi hele tiden, men en graviditet med lidt ekstra bekymringer gør ligesom dét ansvar ekstra tydeligt. Mens det lille væsen svømmer så trygt, og samtidig uforsvarligt, rundt i min mave. Det er min fineste opgave som gravid, at passe på dét først og fremmest. Jeg gør mit ypperste. Men jeg blev pludselig i tvivl om, om det var godt nok. Og derigennem har jeg holdt inde. Holdt vejret. Fordi jeg kun har haft kræfter til at passe på i ‘det virkelige liv’. Kræfterne har ikke rakt til også at bekymre mig om at passe på herinde. Men nu er jeg klar. For jeg gør det godt nok. Det fortæller jeg i hvertfald mig selv dag ind og dag ud.

Jeg er gravid. Jeg er gravid. Jeg er GRAVID.

Og min grundstemning er: HELDIGE mig, at jeg bliver – og er –  din mor, lille prut.

Og ja, maven ser væsentlig mindre ud lige her, end den gør, når jeg ikke griner af en ret sjov fotograf.
Og nej, det er ikke kun fordi jeg griner, at både kinder og hager er større 😉  

Færdig!

Jep, du læste rigtigt. Jeg er sørme, filme færdig!

Jeg har for en god time siden afleveret min absolut aller sidste eksamen. Jeg er færdig med min uddannelse. Efter hele 8 år som studerende!!
Det lyder måske af meget, men deri ligger både en barsel og også et uddannelsesskift. Det lægger lige et par år eller tre, og så er man altså nede på en kandidat-længde af en uddannelse. Cand.mag. er min snarligt erhvervede titel. Forudsat at jeg består, men lad os nu lige aftale, at jeg gør dét!

I den forbindelse tænker jeg, at dagens fredagsfif skal bestå af alle de gode ting jeg har gjort for ligesom at fejre. Og hvis ikke du lige kan fejre det samme som jeg, så håber jeg at der er ét eller andet du alligevel kan fejre. I går fejrede jeg eksempelvis at jeg snart var i mål. Og bestilte sushi take away bare til mig selv og processen. Ja, jeg er faktisk ikke til at skyde igennem i dag. Sorry.

Hermed dagens fredagsfif:

  • Tage et varmt og laaaangt bad 💦
  • Lade al opvasken stå, og gå ud i det blå – med den fineste kjole på. (Jaah, jeg har også lært at rime som overspringshandling)
  • Købe den største is med guf og det hele på.
  • Tage plads på en bænk og spise den, og kigge på de forbipasserende mennesker.
  • Søge på inspiration til en sommerfest. Jeg mener – hvis ikke jeg skal fejre, at jeg er færdig, så ved jeg snart ikke hvad der kan indbyde til en fest?

Rigtig god weekend til jer og til mig. Hvis jeg må være så fri 😉
Hov, jo, det må jeg. For jeg ER fri 🤩

(Og ja, jeg stopper nu, og vender tilbage i et lidt mindre overstadigt leje en anden dag..)

Hvis bare det er med dig, så er alt godt

Jeg kan huske, at jeg en dag sad i bilen med mine forældre, og pludselig lagde mærke til, at jeg skulle synke mit spyt. Som man jo skal. Hele tiden. Men det var der aldrig nogen der havde fortalt mig. At det bare er noget man skal. Og gør. Jeg har ikke været mere end fem år. Jeg nåede at gå i lettere panik, før jeg med rystende hænder spurgte mine forældre, om jeg var syg. Haha. Det lyder måske helt skørt. Det tror jeg også de synes. Men for mig var følelsen virkelig virkelig. De forklarede mig, at det bare var sådan vi gør som mennesker, og jeg var tryg igen.

Siden da har det dog været en tilbagevendende tanke, at jeg nogle gange har tankespin, som kører ud af en tangent. At jeg var ene om at lægge mærke til særlige ting. At jeg er fyldt med nogle tanker, som ikke alle forstår eller tænker. Eller som jeg ikke altid har turde indvie folk i. Jeg har følt mig ene om at være den jeg er. Ene om at føle mig alene. Helt alene om at være mig. Egentlig er det jo bare et vilkår. Vi er alene. De fleste af os fødes én ad gangen. Jeg har i mange år tumlet med ikke at føle, at jeg passede ind. Og når disse tanker har meldt sig, har jeg holdt mig mere for mig selv. Passet på mig selv. Hvilket forstærkede følelsen af, at være alene.

En dag for lidt mere end ti år siden, ændrede det sig dog. Jeg følte mig pludselig forbundet. Forstået. Holdt af. Med alt hvad jeg er og tænker. Holdt i hånden. Af dig.

Jeg har skrevet meget lidt om min mand herinde. Måske fordi jeg føler, at han er mit helle? Og fordi de største ting ofte er de sværeste at sætte ord på?

I denne uge har vi kaldt hinanden kærester i et helt årti. Og jeg har simpelthen så svært ved at lade dét passere uden at spille en lille fanfare. Han er min bedste ven. Den sjoveste jeg kender. Den bedste danser jeg kender (!). Og så er han mit anker. Jeg har aldrig oplevet, at noget jeg har sagt eller følt har skulle skjules. Jeg føler og tænker mange andre ting end han gør. Heldigvis. Men han forsøger altid at forstå. Og ikke mindst så rummer han det. Uanset om han helt forstår. Han passer på det. Holder min hånd. I mere end én forstand. Og det går over min forstand. Er jeg i tvivl, er han altid min rettesnor. For han er så ufattelig samvittighedsfuld, god og kærlig, så jeg ved, at han altid vejleder mig bedst.

Vi har været kærester i 10(!) år nu. Jeg får ærlig talt helt kilder i maven over at skrive det. For jeg er så vildt stolt af, at den stud, har ville være min i så mange år. At jeg scorede ham. At han så mig. Det giver stadig et gip i mig, når han ankommer til en fest. Eller bare kommer ind af døren derhjemme på en ganske almindelig onsdag. Tænk, han er min.

For 10 år siden blev den dominerende ensomhed erstattet af tosomhed. En følelse af, at vi to hører sammen. Den der grundfølelse af at være alene er forstummet.

Når jeg er aller mest i tvivl om, hvad jeg skal i mit liv, ja, så falder jeg altid tilbage til én ting:

Hvis bare det er med dig, så er alt godt.

img_4519

Older posts