Tør jeg sige det højt?… JA, jeg gør: Jeg er gravid!

<3 There you have it:

… Årsagen til, at jeg har været så træt. Været syg. Og ja, været et lidt andet sted. Nemlig lige her i min voksende krop. En krop, som pt. gror det andet menneske, den nogensinde har groet.

Jeg er gravid!

Det føles helt igennem heldigt, syret og ikke mindst helt som det skal være. Jeg føler, at dette barn skulle være vores. Ja, jeg føler mig vel nærmest udvalgt. Og jeg glæder mig virkelig meget til at møde det. Sådan for real. For nu må jeg nøjes med at give knockles gennem mit udspilede maveskind. For sparkes igennem, det bliver der efterhånden 🙂

Om få dage er jeg halvvejs. Og jeg har holdt det for mig selv. Så længe jeg kunne.

Mens indlæggene har stået stille udadtil, har kladderne hobet sig op her på min side.
Jeg har skrevet og skrevet, gemt og gemt, og ikke turde udgive. Ikke kunne finde ud af, hvor grænsen går for mig. For hvad er blot personligt, og hvad er for privat? Cecilie skrev det så fint og ærligt i et indlæg for nylig. Hendes skriv satte virkelig ord på mange af de overvejelser, som jeg har gået og tumlet med. Særligt fordi jeg pludselig følte et stort ansvar overfor de mennesker jeg holder af. Og mig selv. Vi skulle passes på. Det skal vi hele tiden, men en graviditet med lidt ekstra bekymringer gør ligesom dét ansvar ekstra tydeligt. Mens det lille væsen svømmer så trygt, og samtidig uforsvarligt, rundt i min mave. Det er min fineste opgave som gravid, at passe på dét først og fremmest. Jeg gør mit ypperste. Men jeg blev pludselig i tvivl om, om det var godt nok. Og derigennem har jeg holdt inde. Holdt vejret. Fordi jeg kun har haft kræfter til at passe på i ‘det virkelige liv’. Kræfterne har ikke rakt til også at bekymre mig om at passe på herinde. Men nu er jeg klar. For jeg gør det godt nok. Det fortæller jeg i hvertfald mig selv dag ind og dag ud.

Jeg er gravid. Jeg er gravid. Jeg er GRAVID.

Og min grundstemning er: HELDIGE mig, at jeg bliver – og er –  din mor, lille prut.

Og ja, maven ser væsentlig mindre ud lige her, end den gør, når jeg ikke griner af en ret sjov fotograf.
Og nej, det er ikke kun fordi jeg griner, at både kinder og hager er større 😉  

Færdig!

Jep, du læste rigtigt. Jeg er sørme, filme færdig!

Jeg har for en god time siden afleveret min absolut aller sidste eksamen. Jeg er færdig med min uddannelse. Efter hele 8 år som studerende!!
Det lyder måske af meget, men deri ligger både en barsel og også et uddannelsesskift. Det lægger lige et par år eller tre, og så er man altså nede på en kandidat-længde af en uddannelse. Cand.mag. er min snarligt erhvervede titel. Forudsat at jeg består, men lad os nu lige aftale, at jeg gør dét!

I den forbindelse tænker jeg, at dagens fredagsfif skal bestå af alle de gode ting jeg har gjort for ligesom at fejre. Og hvis ikke du lige kan fejre det samme som jeg, så håber jeg at der er ét eller andet du alligevel kan fejre. I går fejrede jeg eksempelvis at jeg snart var i mål. Og bestilte sushi take away bare til mig selv og processen. Ja, jeg er faktisk ikke til at skyde igennem i dag. Sorry.

Hermed dagens fredagsfif:

  • Tage et varmt og laaaangt bad 💦
  • Lade al opvasken stå, og gå ud i det blå – med den fineste kjole på. (Jaah, jeg har også lært at rime som overspringshandling)
  • Købe den største is med guf og det hele på.
  • Tage plads på en bænk og spise den, og kigge på de forbipasserende mennesker.
  • Søge på inspiration til en sommerfest. Jeg mener – hvis ikke jeg skal fejre, at jeg er færdig, så ved jeg snart ikke hvad der kan indbyde til en fest?

Rigtig god weekend til jer og til mig. Hvis jeg må være så fri 😉
Hov, jo, det må jeg. For jeg ER fri 🤩

(Og ja, jeg stopper nu, og vender tilbage i et lidt mindre overstadigt leje en anden dag..)

Hvis bare det er med dig, så er alt godt

Jeg kan huske, at jeg en dag sad i bilen med mine forældre, og pludselig lagde mærke til, at jeg skulle synke mit spyt. Som man jo skal. Hele tiden. Men det var der aldrig nogen der havde fortalt mig. At det bare er noget man skal. Og gør. Jeg har ikke været mere end fem år. Jeg nåede at gå i lettere panik, før jeg med rystende hænder spurgte mine forældre, om jeg var syg. Haha. Det lyder måske helt skørt. Det tror jeg også de synes. Men for mig var følelsen virkelig virkelig. De forklarede mig, at det bare var sådan vi gør som mennesker, og jeg var tryg igen.

Siden da har det dog været en tilbagevendende tanke, at jeg nogle gange har tankespin, som kører ud af en tangent. At jeg var ene om at lægge mærke til særlige ting. At jeg er fyldt med nogle tanker, som ikke alle forstår eller tænker. Eller som jeg ikke altid har turde indvie folk i. Jeg har følt mig ene om at være den jeg er. Ene om at føle mig alene. Helt alene om at være mig. Egentlig er det jo bare et vilkår. Vi er alene. De fleste af os fødes én ad gangen. Jeg har i mange år tumlet med ikke at føle, at jeg passede ind. Og når disse tanker har meldt sig, har jeg holdt mig mere for mig selv. Passet på mig selv. Hvilket forstærkede følelsen af, at være alene.

En dag for lidt mere end ti år siden, ændrede det sig dog. Jeg følte mig pludselig forbundet. Forstået. Holdt af. Med alt hvad jeg er og tænker. Holdt i hånden. Af dig.

Jeg har skrevet meget lidt om min mand herinde. Måske fordi jeg føler, at han er mit helle? Og fordi de største ting ofte er de sværeste at sætte ord på?

I denne uge har vi kaldt hinanden kærester i et helt årti. Og jeg har simpelthen så svært ved at lade dét passere uden at spille en lille fanfare. Han er min bedste ven. Den sjoveste jeg kender. Den bedste danser jeg kender (!). Og så er han mit anker. Jeg har aldrig oplevet, at noget jeg har sagt eller følt har skulle skjules. Jeg føler og tænker mange andre ting end han gør. Heldigvis. Men han forsøger altid at forstå. Og ikke mindst så rummer han det. Uanset om han helt forstår. Han passer på det. Holder min hånd. I mere end én forstand. Og det går over min forstand. Er jeg i tvivl, er han altid min rettesnor. For han er så ufattelig samvittighedsfuld, god og kærlig, så jeg ved, at han altid vejleder mig bedst.

Vi har været kærester i 10(!) år nu. Jeg får ærlig talt helt kilder i maven over at skrive det. For jeg er så vildt stolt af, at den stud, har ville være min i så mange år. At jeg scorede ham. At han så mig. Det giver stadig et gip i mig, når han ankommer til en fest. Eller bare kommer ind af døren derhjemme på en ganske almindelig onsdag. Tænk, han er min.

For 10 år siden blev den dominerende ensomhed erstattet af tosomhed. En følelse af, at vi to hører sammen. Den der grundfølelse af at være alene er forstummet.

Når jeg er aller mest i tvivl om, hvad jeg skal i mit liv, ja, så falder jeg altid tilbage til én ting:

Hvis bare det er med dig, så er alt godt.

img_4519

Vejen ender ikke blindt

Jeg skiftede studie efter 5 år. Jeg var så godt som kandidat. Jeg manglede to semestre.
Det krævede mere mod end jeg troede jeg havde i mig, men samtidig var jeg enormt rolig omkring det.
For jeg vidste, at det var godt for mig. Det rigtige for mig.

Jeg følte, jeg ville finde min hylde. Og jeg havde en idé om, hvilken retning jeg skulle gå. Lidt sent, men jeg fik en idé om det. Og så handlede jeg på den idé. Jeg ville finde hjem.

Jeg har nu afleveret mit speciale, og står overfor uvisheden ved at blive færdig.
Sådan helt færdig med at studere. Og selvom tiden er usikker og nogle gange lidt for spændende, så er jeg ikke nervøs. Jeg er tryg. For jeg tør tro på, at det hele nok skal gå. Det skal det bare.

Sådan har jeg ikke altid tænkt. Jeg har bekymret mig så meget, at det nogle gange næsten opslugte alt.
Jeg hørte engang en udtalelse et sted, som lød nogenlunde således:

Jeg har oplevet så mange forfærdelige ting i mit liv. Nogle af dem er rent faktisk sket. 

Jeg kan ikke huske hvem der udtalte det, men jeg har båret meningen med mig lige siden jeg hørte det. For ej, hvor har mange scenarier udspillet sig for mit indre. Jeg har en livlig fantasi og er meget visuel. Jeg kan derfor se virkelig mange tænkte ting for mig. Og det gør altså ikke at min fantasi løber mindre af med mig.

Om jeg er blevet mere naiv eller bare mere beskæftiget af andet end bekymringer gennem de seneste år, ved jeg ikke. Men jeg er i al fald blevet mere rolig. Og det er rart. Det er rart ikke at tænke at verden styrter sammen og at der ikke findes nogen udvej. At vejen ender blindt, hvis den pludselig svinger en anden vej end jeg troede.
For det tror jeg ikke på den gør. Ender blindt. Sådan tror jeg ikke det er i livet. Jeg tror hverken at vejen er smal, og jeg tror heller ikke rigtig den ender. Jeg tror der er noget mere og meget bedre for enden af dét som kan virke som en blind vej… afterlight-10…Som en varm solbeskinnet plet i et stort hav man kan svømme i.

It’s official… men hvorfor lige mig?

…Dét spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange siden kort før jul. Siden den dag Confetti CPH på stedet sagde ja til, at jeg måtte være med ombord. Den første gang vi mødtes.

Det er ærlig talt svært at forblive komplet anonym, omgivet af bloggere og en sej agent, som alle er pænt seje til stories (og instagram og blogs, naturligvis).. Så i dag blev der en story to follow på insta, og mit fjæs kom på.. Naturligvis med min tilladelse! Bloggen her har været komplet anonym indtil nu. Ja, altså bortset fra to veninder, min søster og min mand. Ellers har ingen andre vidst om det her lille eventyr. Jeg turde simpelthen ikke udgive en blog ellers. Jeg ville aldrig – aldrig havde turdet gøre det under mit rigtige navn! Hvad mon folk ikke ville tænke?

Men nu er sagen altså den, at Christina Barré har taget mig under sin vinge, og jeg forstår det helt ærligt ikke. Hvorfor mon? Og hvorfor er de alle sammen så søde ved mig? Hvornår fortæller de mig, at det hele bare var en kæmpe prank? 

Følelsen er ikke helt ny. Den dér følelse af, ikke at være det værd. Ikke at fortjene det. Den er faktisk gammel. Og måske er det derfor, den er så svær at komme af med. Den er helt sikkert også en del af, at jeg har gjort bloggen anonym (til at starte med). Jeg kan hverken hænge det op på en person eller en begivenhed. Jeg aner ikke, hvornår det startede, eller om det altid har været der. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde helt har følt mig værdig til det gode, der er kommet min vej?

Derudover har jeg altid fået usandsynlig kolde fødder, når jeg har skulle præstere. Da jeg tog mit kørekort, vidste ingen det. For så var der jo ingen der forventede, at jeg bestod? Da jeg fik min hue i gymnasiet, måtte min familie ikke stå ude foran, for jeg ville blive alt for bange for ikke at gennemføre. Og da jeg gik i fødsel, vidste ingen det –  ud over de aller aller nærmeste familiemedlemmer ( som talte 4 mennesker). For tænk, hvis jeg ikke gennemførte? Eller kunne? Eller? Jeg ved det ikke..

Derfor siges spørgsmål med ét stort forbehold fra min side. Særligt, når det er noget der rigtigt betyder noget for mig: “Jeg spørger bare for at have spurgt.. Et nej er selvfølgelig HELT forståeligt. Faktisk forventeligt. Så ja, bare glem, at jeg spurgte…” Men denne gang turde jeg altså spørge, helt straight up. Og det gav pote. I den vildeste forstand. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det eneste jeg kunne komme i tanke om var at danse. Danse med høj musik – med min mand og datter – lige midt på stuegulvet. Jeg er taknemmelig til helt op over ørerne. Faktisk kan jeg ikke helt huske, hvornår mine ører og kinder har haft en nogenlunde almindelig farve!? Og med alle de like’s på insta, som har tikket ind i dag, er jeg helt alvorligt bekymret for, om jeg ender som en omvandrende Pyrus (… med permanent røde ører, hvis du har svært ved at fremkalde et billede af ham? Men hvem har egentlig dét? Bare glem det… Ødelagde jeg den lige dér? 😅)

Bloggen bliver ved med at være relativt anonym. Jeg har ingen ambitioner om selfies eller outfit-billeder, eller at mit ‘rigtige’ navn står et sted. Jeg vil gerne bevar dette forum som et frirum fra præstationer. Men altså, folk som kender mig privat, har i dag kunne genkende mig.. Og det er helt okay. For jeg er ikke helt lige så bange længere. Faktisk er jeg en smule stolt 🙊  Så helt uden en story eller andet på insta, tror jeg altså ikke at jeg kan komme uden om – i min nye stol hos Confetti CPH. SHIT, jeg er heldig!

Dette billede er altså IKKE fra i dag. Eller fra en af de andre seneste dage - hvor mine ører har været røde. Jeg har op til flere. Men røde ører er ikke så blog-venlige. Så I må tage til takke med dette billede 😜🙋🏻‍♀️

Dette billede er altså IKKE fra i dag. Eller fra en af de andre seneste dage – hvor mine ører har været ildrøde. Jeg har op til flere billeder, som dokumenterer min pyrus-status, men det viser sig at røde ører er ikke så blog-venlige. Der er ligesom ikke noget filter de gør sig godt til… Så I må tage til takke med dette billede (i denne omgang) 😜 🙋🏻‍♀️