Jeg er måske lidt ømskindet

Jeg er måske lidt ømskindet. Det ved jeg faktisk, at jeg er. Særligt nu. I mere end én forstand.Mit maveskind strækker sig nemlig. Lige så stille, mere og mere. Begge gange jeg har været i denne graviditetsproces, er der noget der overrasker mig. Det er vel mest af alt de samme ting. Ting som jeg ikke troede, jeg gik op i, eller var følsom overfor. Men som altså er ting, som jeg går op i og er (over)følsom overfor. Særligt når mit skind strækker sig. Så hvis du ser en gravid rynke på øjenbrynene, gå væk eller måske endda knibe en lille tårer. Så ved du måske hvorfor, når du har læst denne liste. (Når dét er sagt, er alle gravide lige så forskellige som ikke-gravide. Men her er i al fald mine forklaringer på mine reaktioner.) Dette er altså ikke et forsøg på at være efter mennesker. Slet ikke. Det er nærmere for at give en forklaring på, hvorfor jeg reagerer. Fordi det faktisk er kommet bag på mig selv. Så jeg forventer heller ikke, at mine omgivelser kan lure det eller vide det.Vor Herre vil også vide, at jeg selv har ‘brudt’ disse råd mod andre gravide. Særligt, når jeg selv ikke har været det. Og altså ikke har haft det lige så nærværende i min hukommelse, hvordan det føles at være i en gravids krop. Her er altså mine subjektive råd til dem der omgiver gravide:

  • Rør ikke min mave uden at spørge.
    …siger jeg, og krummer tæer. Jeg VED, at jeg selv har gjort det. Jeg er selv meget LIDT blufærdig. Meget fysisk anlagt – jeg elsker at kramme, give et klem i armen osv. Men der sker noget, når alt med et trylleslag er ude af kontrol. Og særligt min mave. Og helt særligt i starten. Nogle dage føles det som om, jeg har en stor food-baby. Andre dage føler jeg mig som mig selv (nærmest), og at baby gemmer sig. Og så er der naturligvis de dage, hvor jeg føler mig som en sumobryder. Uanset hvad, har jeg oplevet det virkelig grænseoverskridende at blive rørt på min mave. Den er jo stadig mere min end babys. Og det bliver den vel ret beset ved med. Udenpå i al fald. Så spørg. Du får sikkert et ja af mig, uanset. Men dét at blive taget på maven uden varsel, er faktisk virkelig en skør oplevelse. Og lidt en invadering af mit space. Og særligt i starten, vil jeg gerne lige gives chancen for at trække maven ind, så jeg undgår følgende…
  • Undgå kommentarer om min maves størrelse eller form.
    Måske handler det primært om, at jeg vel nærmest de sidste 10 år af mit liv har haft præcis samme kropsform. Jeg har altid vejet det samme. Altid haft nogenlunde samme fordeling af vægten. Altid passet det samme tøj. OG med ét er dét ændret. Helt og aldeles. Helt ude af kontrol. Fra altid at have været relativ slank og høj, kom det bag på mig, at jeg måtte stoppe med at veje mig under min første graviditet. Simpelthen fordi det var for syret en oplevelse for mig. Da jeg ankom til fødestuen udbrød de to jordemødre i skranken: “SIKKE en flot stor mave.” I elevatoren på vej tilbage til fødestuen (efter at være blevet sendt på en gåtur for at få veerne i gang) blev jeg spurgt, om det var tvillinger. Af en læge. Den dér følelse af, at være ude af kontrol er altså ret svær at navigere i. Let at blive usikker i, når man altid har været nogenlunde i kontrol i forhold til sin vægt. Så derfor er mit råd til alle omgivelser til gravide: Sig KUN søde og ufarvede ting. Som Hvor er du bare smuk. Tænk, at du gror et menneske eller Det er så sejt, det du gør. Du stråler. Jeg er faktisk ligeglad, om du mener det. Give me some lovin’ 😉 Og apropos ting der er ude af kontrol;
  • Kommentér ALDRIG på, hvad jeg spiser.
    Jeg mener det faktisk: ALDRIG, blev der sagt. Jeg kan mærke, at jeg føler mig som en bjørn vækket af min søvn, hvis det sker. Og det er flovt, men en meget ægte følelse. Virkelig.
    Første og fremmest gør jeg mit bedste. HELE tiden. Min største frygt er (som Petra så fint formulerede det), at der kommer én bagefter og siger, at der er noget galt med baby fordi jeg har gjort noget forkert. Jeg gør mit bedste hele tiden. Så lad være med at kommentere på mine valg. Dertil kommer det, at mange gravide lider af madlede. Sådan helt ekstremt. Og opkast også. Så når jeg endelig sætter tænderne i noget, som jeg nyder. Så hold mund. Lad mig være. Og sig ikke noget. Tal helst ikke om andet mad, hvis du kan lade være. Bare.. sssh. Bjørnen spiser. Og den skal bruge mad til at gro et HELT nyt menneske.
  • Spørg gerne… Men er det planlagt? Må man spørge om det?
    Det må man godt. Det synes jeg faktisk. For det er rart (for én som taler meget som mig) at kunne sætte ord på processen, overraskelsen og også glæden og forventningen. Alligevel må jeg indrømme, at der med spørgsmålet for mig klinger en smule… har I nu gennemtænkt det eller skal jeg have ondt af jer. Jeg ved, at det handler om mig. Det ved jeg. Fordi jeg har været så nervøs for, om mine omgivelser ville synes det var for tidligt. Om de ville synes, vi tog munden for fuld. Ikke var klar (efter deres mening). Men det klinger ved. Jeg ville personligt foretrække formuleringen er det noget I har ønsket længe eller hvordan har I det med det? Fra tætte. Alle andre må bare gerne klappe i hænderne. Haha.Jeg ved, at jeg sætter høje krav. Men nu var det jo også min liste 🙂
  • Hvis du kan: Giv et helt uforbeholdent og hjerteligt TILLYKKE!
    Der er et nyt væsen på vej. Det fortjener alverdens salut og hip-hurra! Dét er det bedste du kan. Jeg bliver jeg dybt rørt, når det sker: Et helt uforbeholdent TILLYKKE med kærlighed i øjnene!Gerne akkompagneret af et kram. Og et: hvordan har du det? All the lovin’ you can give. Det er ikke mindre skræmmende, at være gravid for anden gang. Måske er det endda mere skræmmende. Fordi der i forvejen er ét barn at bekymre sig om. Så hold lidt om mig, og giv mig støtte. Lad mig vide, at dét klarer jeg da sejt. Og sikke en god idé 🙂

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

En hemmelighed at holde

Da jeg første gang var gravid, blev jeg overrasket over, hvor svært det er at holde hemmeligt. Og det er der MANGE mange  grunde til. Denne gang har det faktisk været lige så svært at skjule. Hvis ikke mere; det har vist sig hurtigere rent fysisk, og så har der været mindre tid til lige at sunde sig for sig selv, så jeg var klar til at møde omverdenen, uden at se gravid ud (i ansigtskuløren eksempelvis). Men som med så meget andet, havde jeg glemt, hvor svært det var at holde på så stor en hemmelighed. Derfor vil jeg her dele min liste over ting, som jeg synes gør/har gjort en graviditet ekstra svær at skjule… (Og hvis du er gravid, så er der også et par tips til, hvordan det svære kan gøres lidt lettere.. Bare lidt.) Here we go:

  • Tankevirksomheden. Det føles jo som et festfyrværkeri på en mørk nat. Det er virkelig svært at rette fokus mod noget som helst andet, end dét der sker på himlen. Og sprudler i alle retninger. I overført betydning: i ens indre. For ikke at tale om alle følelserne. I alle spektre. Én raket af følelser afløser den næste: “Hvor er jeg heldig!”, “kan jeg bunde?”, “er barnet sundt og raskt?”, “må jeg spise dette?”, “hvad siger min familie til det?”, “TÆNK, hvis de andre kunne læse mine tanker nu…”
  • Kvalme. For mig har dette været dén sværeste ting at skjule. Det er jo ALToverskyggende. En graviditet er ikke lettere at holde skjult, hvis man er grøn i hovedet og stormer mod toilettet fra tid til anden. Det er faktisk ganske svært. Min kvalme var meget betinget af sult. (Og HURRA for at jeg nu – halvvejs – kan sige var) Og jeg var sulten hele tiden. H.e.l.e.  T.i.d.e.n. Så mit trick var at have snacks alle steder. Og at indtage det LIGE inden kollegaer trådte ind af døren, eller på vej op ad trappen til et besøg hos venner. Her må jeg nok også erkende at min evigt gode appetit har været god til at camouflere min preggo-sult. Men shoot, de første 4-ish måneder var der ikke andet der styrede mit velbefindende end kvalme.
  • Madlede (eller lugtlede?). Jeg har flere gange næsten kastet op i min mund fordi et køleskab har stået åben, eller en person med den forkerte (eller ANY) parfume er gået forbi. For ikke at tale om duften af mit hjem. Måske lyder det som det samme som kvalme, men det fortjener alligevel sit eget punkt; Alle sanser er skærpet. Og for mig særligt duftsansen. Og denne vagthundsadfærd har flere gange givet mig anledning til at bide mig selv i tungen… eller holde vejret. Og når man sådan går og holder vejret halvdelen af dagen, kan man godt se lidt mere oppustet og gravid ud, skulle jeg hilse at sige 😉
  • Bryster. Jeg siger det bare. Det er det første der vokser. Hos de fleste. Og så bliver de altså også.. Særligt sensitive relativt hurtigt. Jeg skulle passe på, ikke at lægge for meget mærke til dem selv. Hvis jeg kan lade være med dét, bilder jeg mig ind, at man også kan skjule dem for mange andre. Min farmor gættede dog min graviditet før jeg offentliggjorde det netop på grund af de voksende forlygter, så måske jeg kunne have gjort et bedre stykke arbejde her i forhold til beklædning?
  • Berøring af maven. Selv hvis man ikke viser det endnu, har jeg fundet det usandsynlig svært ikke at røre min mave. Mest af alt fordi det føles som den eneste fysiske måde, man tilnærmelsesvis kan ae sit ufødte barn. Og dén omsorg og beskyttertrang satte ind virkelig hurtigt hos mig. EJ, hvor har jeg aet meget mave, når jeg har været hjemme.. Så mit trick til dette er; få afløb, når du kan 🙂
  • Fremtidsplaner. Det er nok den der har været aller sværest for mig ikke at snige ind i en samtale. Særligt denne gang. For det lille voksende væsen har haft så stor indvirkning på planlægning af alle mulige dimensioner af vores liv. Så det har gjort det svært ikke lige at indskyde en sætning om, at vi jo også i højere grad tænker over, om vi skal flytte nu.. Eller at det påvirker vores jobsituationer.. eller hvad ved jeg. Til trods for ikke at ville vildlede de mennesker vi holder af, ved ikke at indvie dem i alt, har vi også været nødt til at kunne følge med selv, før vi plaprede ud og afslørede situationen indirekte. Og jeg og vi har virkelig haft brug for at passe på hinanden i det. Have det som en hemmelighed. Ikke mindst på grund af bekymringer. Dette leder mig til..
  • Bekymringer.. Vi fik et tal, vi blev lidt forskrækkede over ved vores første barn. Det skabte mange store snakke. Mange kram og kys. Mest af alt gjorde det bare vores barn endnu mere ønsket. Men fordi dette skete, var vi simpelthen bare så lettede over, at have delt det med vores aller aller nærmeste inden alle lægeundersøgelserne. På den måde fik de resultatet og de medfølgende tanker og følelser sammen med os. At gå fra ubekymret glæde til stor bekymring og sorg. Derfor gjorde vi det samme denne gang. Og det viste sig at være godt, for da jeg kort før nakkefolden måtte akut på hospitalet, kendte vores nærmeste allerede til graviditeten, og kunne også være os med i dén rutsjebanetur. Men altså; bekrymringer af en hver art gør det svært at holde skjult. Virkelig svært. Og nogle gange er det værd at dele med dém man tænker kan hjælpe én.
  • Egentlig er meget af dette punkt inden under mange af de andre, men det fortjener alligevel sit helt eget punkt: EUFORIEN. Uanset om det er planlagt eller ej, eller om der er mega stor bekymring (og gode grunde hertil), så er der altså noget HELT vildt ubegribeligt over at kunne lave et barn! TÆNK, at der kan vokse et levende lille væsen med sit helt eget hjerte. I en mave. I min mave. Lavet af kærlighed. Det er ikke til at begribe. Og det kræver sit rum og sin tid før det bundfæller sig. Og dén tid kommer ikke igen. Der er noget fantastisk over at fortælle det til dem man holder af, men der er også noget fantastisk over at have det som en lille hemmelighed bag hjemmets fire vægge. Og denne bobbel-tilstand kan faktisk gøre at det både er svært og let at holde hemmeligt. Svært fordi dén honeymoon-lykke lyse ud af én, og let fordi den tid i den lille bobbel (som for mit vedkommende også var uden bekymringer) bare gerne må vare for evigt.. <3

Fotografen bag mit lille portræt: Christina

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Hende den klodsede?

Egentlig føler jeg mig ikke grundlæggende klodset. Bortset fra, når jeg gør.

Jeg har noget med fingre. Og snitsår. Kombinationen af disse i særdeleshed. Måske er det en ekstra sårbarhed overfor disse lemmer. En arbejdsskade fra alle de år, jeg læste musik, og var afhængig af dem til at kunne spille med på daglig basis. Eller også er det fordi det minder mig om en ubehagelig episode med en pålægsmaskine, en agurk, og en agurk som pludselig ikke var en agurk, men en finger. På mit aller første job, hvor jeg følte mig sej; et frokoststed, hvor dem fra gymnasiet ville droppe forbi. Og pludselig var jeg ikke så sej, da jeg med alt for meget papir omkring min finger gik mod skadestuen. Med armene strakt så højt over hovedet som jeg kunne. Det var ikke så slemt, som først antaget. Men slemt nok til, at jeg måtte få forlænget tid til mine skriftlige eksaminer det år. Klodsmajor, tænkte jeg ved mig selv.

I går skete det igen. Jeg skar mig i fingeren. Denne gang ikke med en pålægsmaskine, men med en godt kage-brugt brødkniv, som altså nu skulle skaffe mig en ret så tiltrængt ostemad. Jeg var alene på kontoret da det skete, og jeg ledte desparat efter et plaster, gav op, skyldede fingeren, og blev pludselig i tvivl om, om der var for meget blod til, at det var et helt i orden. Så jeg ringede til min læge, som bad mig beskrive mit sår, og svare på, om jeg havde en stivkrampe. Det kunne jeg ikke huske. Ikke andet end i forbindelse med min lille pålægsmaskine-incident. For lidt mere end 10 år siden. En vaccine holder i 10 år. Så lægen beordrede mig at komme ind for at få et stik, og så ville de i samme omgang kigge på min finger.

Da jeg havde lagt på, ville jeg sætte min opvask på plads. Min ostemad havde jeg naturligvis fået lavet og spist i mellemtiden. Og så var det, at jeg pludselig kunne mærke min kropstemperatur ændre sig på den øverste etage. Jeg vidste, at det eneste der var at gøre var at få hovedet ned. Ned mellem benene. Jeg har prøvet det én gang før, at blive dårlig sådan. Men det er en anden lang og alt for blodig historie. Da var det min seje og cool søster der beordrede mig ned: NED med hovedet, NU. Og det var hendes stemme jeg hørte i mit indre igen i går.

Og det mindede mig om, hvor lidt sej jeg følte mig. Jeg beundrer min søster for at kunne være så tough i pressede situationer. Jeg vil gerne være sej. SEJ til at klare sager. Sådan én som kan det hele. Uanset hvordan man selv eller ens kære slår sig. Tackle alt. Med oprejst pande og et køligt overblik. Der var ikke meget oprejst pande eller realitetssans over mig i går, som jeg sad dér med hovedet ned mellem benene. Over hvad der viste sig bare at kunne klares med et plaster. Men der var nu altså noget særligt sårbart og “livet-er-noget-jeg-kan–mærke” over det.

Jeg lærte noget nyt i går: Når det kommer til snit i fingre, er jeg ikke som min søster, men jeg er mig. Sådan én der mærker. Og så er jeg tilsyneladende ikke god til skår i fingrene, men god til at sætte hovedet mellem benene, og til at få hjælp af en ostemad. Selvom det var dén der var årsagen til ‘ulykken’ i første omgang 🙂

En torsdagsøvelse. Helt for mig selv.

I morgen er det juni måned.
Og jeg har det som om, at det på den ene side har været her længe, den dér sommer, og på den anden side, at jeg ikke er helt klar til den. Ikke klar til at sige farvel til foråret, til alt der er sket, og se fremad. Jeg vil bare være her. Stoppe uret. Og stå stille.
Dagene er løbet fra mig. Jeg er løbet lidt for stærkt. Har skulle øve mig i også bare at nogle gange.

Og som en del af dén øvelse, er jeg kommet i tanke om noget, som jeg for længe siden læste, at instagrammer (og blogger) Jessica Rose Williams praktiserer: At starte hver dag med noget, som man gør af lyst og ikke af pligt. Noget, som lige giver én et lille pust af mig-tid. Noget lækkert, rart og motiverende til at skyde resten af dagen i gang på. Når man tænker over det, giver det jo god mening. Før det høje tempo og alle boldene kører – kan man altid vende tilbage til udgangspunktet; jeg nåede i det mindste lidt tid til mig selv i dag.

Faktisk synes jeg, at det var lettere da min datter var helt lille. Hun har altid været god til at lege selv, ligge og pludre eller til at fordybe sig i ting der interesserer hende. Og da jeg var på barsel tog jeg netop de tidlige morgner til at lande i et stille tempo i den nye dag. Så mens hun opdagede en bidering, eller en ny bog, så satte jeg mig stille med mit strikketøj. Bare ti minutter (som minimum) gjorde en forskel. Uden at det skal køres op til noget vildt og stort, så gav det mig på en måde en følelse af, at være i kontrol over min dag. At jeg valgte at sætte mig på førersædet for dagen, i stedet for at den bare løb afsted med mig (hængende i en hundesnor efter sig).

afterlight-62

Jeg har forsøgt i dag. Jeg gik direkte ned og handlede til lidt lækker second breakfast (og frokost), efter vuggestueafleveringen, og gik så hjem og spiste uden skærme. Derefter lagde jeg mig på sofaen (sagde jeg dét?) og så et halvt (okay helt!) afsnit Petra får en baby. Fordi… Det havde jeg virkelig bare lyst til. Og EJ, hvor jeg grinte for mig selv.

Dermed vil jeg sende jer og dette indlæg ud i torsdagens solstråler.
Lidt lettere og roligere – og med flere grin i bagagen. Det ér jo lille fredag.

 

Torsdagstaknemmelighed

Jeg har vist skrevet et(par) indlæg før, som klinger af samme navn..
For selvom det måske er ret så udansk, er det en tilbagevendende følelse for mig; at jeg er heldig. Og dermed taknemmelig… og en lille smule bange for at miste.

Det er i skrivende stund onsdag aften kl. 21.23. På loftet står en kurvfuld vasketøj, som skal hænges op. Af mig. Det har den gjort siden kl. 19. Jeg kom ligesom ikke videre, da jeg først fik sat mig i sofaen. Og det er godt. Det er vigtigt at slappe af. Det siger min læge selv. I stedet har jeg siddet her, med computeren på mit skød, og så godt som lavet ingenting. Mest bare suget til mig. Og som det sidste forsøg på at tage tilløb til tørreloftets ventende aktivitet, vil jeg nu udnytte min dovenskab  gode beslutning om at sidde her, til at skrive lidt.. Om dét jeg har prøver at suge til mig. For måske det bliver hængende, hvis det er på skrift?

De sidste uger har været lidt tough. Men de har også på andre områder været helt fabelagtige. Og her taler jeg ikke blot om vejret. Nej, jeg mener… Jeg har været i situationer, hvor jeg trods en smule smerte/dårligdomståger, har nevet mig selv i armen. Sådan i bogstaveligste forstand. Og i den bogstaveligste forstand sker dét meget meget sjældent. Det er måske farligt at sige højt, men jeg føler mig simpelthen så heldig. Landet. Landet lige på min pind. At brikker falder på plads. Jeg føler mig… “yes”.

Mest af alt har jeg det sådan over livselementer, som har været ‘mine’ i et godt stykke tid. Men det bliver hverdag, og det bliver det i særdeleshed let med sygdom som tager fokus. Og nu er jeg vågnet op af min døs. Jeg kan nu se klart (og i mit hovede synger sangen “I can see clearly now, the rain has gone”.. Fik jeg sagt, at jeg er træt?) på alt det, der har været lige for næsen af mig, og som jeg næsten glemte at sætte pris på. Og så bliver jeg endnu mere overvældet. For tænk, at dette er min situation. Mit liv. Jeg føler mig HELDIG. Jeg er heldig.

… Men heldig har også en lidt negativ klang for mig. En klang af.. At noget er blevet givet én uden man helt har fortjent det. Er held ufortjent? Tildelt én på lånt tid?

Bare dette held er mit – til at beholde.

afterlight-59

Older posts