Når jeg peger, peger mindst tre fingre mod mig selv.

Det er sandt: Når man peger af andre, er der altid mindst tre fingre, som peger mod én selv.
Prøv selv. Man kan ikke pege med sin pegefinger, uden at mindst tre fingre peger i retningen af én selv. Faktisk er der for mit vedkommende hele fire fingre i min egen retning. I mere end én betydning.

Jeg var engang i et forløb, hvor jeg talte med en klog mand. En mentor af en art. Jeg læssede af, og brugte ham til sparring. Særligt når ting var svært. Og det var det.
Det jeg husker aller mest tydeligt er, at han provokerede mig. Helt så det kløede i inden i mig. Af bar irritation.

Hvis jeg kritiserede andre, var uforstående overfor deres valg (fordi jeg synes det gik ud over mig, primært) eller kom med rå udtalelser, som virkede nærmest fordømmende, var han altid stille. Og efter lidt tid, så jeg rigtig kunne høre mine egne ord runge, var hans come back altid noget i stil med; “Jamen, hvad er det dog det klinger sammen med i dig, siden du lader dig gå på af det?”

Det tænker jeg tit på. Faktisk nærmest dagligt. I alle henseender. For selvom jeg anser mig selv for åbensindet, forstående og fordomsfri, så er der jo også ting, jeg har svært ved at forstå. Eller som jeg bliver meget påvirket af. Og jeg tror nu engang at de fleste af os lettest forstår verden og medmennesker, hvis vi på én eller anden måde kan sætte dem i bås. Afgrænse dem og sætte dem lig med andre. Eller andet. Det gør ligesom det hele lidt mere enkelt at kapere. At forholde sig til.

Senest har jeg tænkt meget over, hvad andre mennesker tænker om bloggere. Jeg har virkelig været provokeret. Uforstående, vel nærmest. Jeg skrev endda et indlæg, i et forsøg på at dykke ned i en forståelse “dem”. Men i mellemtiden er jeg kommet frem til noget helt andet. For jeg kan jo ikke redegøre for, hvorfor folk tænker som de gør. Siger som de gør. Jeg kan kun redegøre for min egen del.

Så mit udgangspunkt må altså være mig, og forklare, hvorfor jeg tænker som jeg gør. Den de fleste fingre peger på. Og jeg tror simpelthen, at jeg er kommet til at tillægge andre min egen frygt. Min frygt for at blive stemplet, sat i bås og ikke blive forstået har gjort, at jeg har gjort netop dét. Stemplet, sat i bås og været uforstående.

Rookie-mistake taget min tidligere mentors vise ord i betragtning.

Og det er simpelthen fejt. Jeg kigger nærmest ned på mine fødder med røde ører idet jeg skriver det. Jeg tror, at flere er interesserede og forstående end jeg har troet. Og hvis ikke de er, hvorfor lader jeg mig egentlig sådan gå på? Fordi jeg er bange for at blive stemplet, sat i bås og ikke-forstået. Virkelig bange. Og i et forsvarsforsøg, tror jeg, at jeg med skamme har proppet mine egne fordomme og fortællinger om mediernes steriotypiske blogger-fremstilling ned over andre.

Jeg mener. Hvem er jeg til at dømme, hvad en blogger er? Eller hvad en ikke-blog-læser er? Det er meget mere nuanceret end som så. Lige som diversiteten i fodboldspillere (uanset niveau) og ikke-fodboldinteresserede er uendelig. Men fordi det ikke virkelig betyder noget for mig, har jeg aldrig skelnet mellem disse to.

 

Anonymitet bi(n)der ikke

Det er torsdag, og jeg har sat mig ved computeren. For at fokusere. For at skrive noget ned, jeg ikke helt ved, hvad er.

Jeg har brygget en varm kop kaffe, sat mig godt til rette og placeret de dér (forbandede) gode påskeæg i en armslængde fra mig. Så jeg lige netop kan nå dem, men jeg også skal læne mig lidt frem. Gøre mig lidt fortjent til endnu et…

afterlight-24

Sådan er det hver torsdag. Jeg sætter mig og vil skrive lidt. Lade tankerne flyder ud gennem fingrene. Og jeg elsker det. Af alle mine indlæg er det disse, jeg bruger færrest kræfter på, men som samtidig sætter mest i gang. I mig. Det har altid virket nærmest terapeutisk for mig at sætte ord på det der fylder. Inden det hober sig op. Eller når det er hobet op. Og sådan har jeg det lidt i dag. Der sidder en prop i, som jeg ikke helt kan finde ud af at vride løs. Den skaber en lille smule undertryk. Du ved, den slags, som egentlig bedst løses op af lidt tårer. Men jeg kan ikke græde. For jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle? Af lettelse? Af glæde? Af begejstring? Af frygt for at miste? Jeg ved det ikke. Måske lidt af det hele. For der fyrer så mange ting rundt i min lille knold for tiden, at jeg ærlig talt ikke kan finde hoved og hale i det. Og så bliver det pludselig lidt svært, at jeg har gjort en del af min ventil for mig selv og mit indre liv til offentligt skue. For jeg skriver mig fra det. Altid. Men jo til en vis grænse herinde.. Men hvor er grænsen mellem personligt og privat?

Jeg elsker selv at læse personlige skriv. At læse tanker om store som små ting hos bloggere. Dét sætter skub i meget hos mig, og jeg bærer det med mig lang tid efter det er læst. Som tiden er gået herinde i min lille hule på nettet, har det vist sig, at det også er de indlæg, jeg taler mest med folk om. Som folk kommenterer. Også dem som kender mig bedst. Dem jeg har aller tættest. Selvom jeg tænkte, at de vidste det hele i forvejen, så sker der en transformation, når det får liv på skrift. Noget som jeg måske tænkte, at jeg i ‘det virkelig’ liv viste med et blik.

De her personlige skriv er så naturlige for mig, men det er også dem, som jeg er aller mest i tvivl om. Når de er skrevet. For de skriver sig selv. Sådan føles det. Og det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde regnet med, at denne blog primært skulle være om DIY og indretning. Fordi det var ‘planen‘, fordi det var lettest at forsvare og forklare, og fordi det gjorde, at jeg turde. Men som jeg har skrevet mig frem herinde, er der også en anden type indlæg, som altså tager sin egen plads. Helt af sig selv. Dem med tanker om stort og småt. Dem om følelser, vel sagtens.

Men sagen er, at jeg startede denne blog på en anden præmis. En præmis om at være anonym. Og jeg skulle dermed ikke stå til regnskab. Det gør jeg nu på en anden måde. Og jeg tager det med. Ingen har tvunget det ned over mig. Jeg skal bare lige ‘wrap my mind around it’. Og den slags tager tid i en bøtte som min. Samtidig er blogmediet jo befriende lidt bindende. Det er dét der er så fascinerende ved blogverdenen. ‘Produktet’ er aldrig helt færdigt her. Det er i konstant udvikling. Og hvor passer det mig godt!

For er livet og mennesker ikke sådan? Evigt i udvikling (til det bedre, forhåbentlig)? Og kan ændre sig med et trylleslag?

Samtidig føler jeg dette skrivested som meget mere bindende, end når jeg skriver i mine læderindbundne notesbøger. De kan brænde op. Lade være at se dagens lys. Omvendt har nettet sine evige spor (jep, jeg er en smule paranoid), og folk kan finde bloggen og alle mine indlæg, læse med. Og det er styrken, men også akilleshælen ved dette medie. For rammer det et lidt for ømt punkt, så? Er der nogen, der vil gå efter det? Én som vil blive skuffet over mig? Jeg skal hele tiden balancere på min balancebom herinde. Og den tumler jeg altså lidt med. Stadig. Måske jeg skulle skrive den ned? Sætte ord på den, så den bliver helt konkret for mig. Som et dogme?

Jeg er ikke privat om mine følelser. Jeg ser dem som almene. Jeg tror, vi alle har følt en snert af alle slags følelser i verden. Nogle mere end andre. Afhængig af, hvad livet har bragt os. For mig er det en naturlig og menneskelig ting, og ikke noget der permanent definerer mig. Mine følelser. De er en flygtig størrelse, som jo ofte ændrer karakter og skifter retning. For sådan en som mig. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg mister noget af mig selv, ved at sætte ord på dem. Tvært i mod tror jeg i højere grad, at jeg føler jeg får lidt mere af mig selv. Forstår lidt mere. Finder ind til kernen gennem alle de (til tider forstyrrende) følelser og tanker. Samtidig giver dette sted (modsat de føromtalte læderbøger) også en enorm bekræftigelse i, at vi bliver forbundet. Os der bevæger os her på siden. For vi er alle mennesker, som måske kan se noget af os selv i hinanden.

Så I må undskylde mig, hvis jeg er lidt diffus disse dage. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg skal gribe om det som foregår. Det som fylder, og som jeg ikke helt kan sige, hvad er. Fordi jeg ikke ved det. Men jeg bliver ved. Jeg bliver ved at lede, og jeg bliver ved at sætte ord på.

Jeg tror, vi bliver!

Jeg har før talt om min kærlighed til vores lille lejlighed. Vores lille sted. Vores Hjem.
Det første sted vi har købt. Det første sted vi flyttede ind i samtidig sammen. Mig og min kærlighed. Mit barns første hjem.
Det er det første sted, jeg rigtig har kunne gøre ved, hvad jeg ville. (Okay, hvad vi ville. Men jeg vil mest i forhold til vores indretning. Det ved vi begge to 😉 )
Det er det første sted, som vi ikke skal ud af, efter en fremlejningsperiode. Men et sted, som vi kan blive i, så længe vi vil. Og det har vi været i tvivl om. Hvor længe vi ville og kunne blive..

Vi har to værelser, som lejligheden på kvisten er indrettet nu. I sin tid var det treværelses, men to af værelserne er blevet slået sammen til én større stue. Men det fungerer ikke. Ikke længere. Rumfordelingen er fjollet når vi er tre. En stor stue, men intet værelse til den mindste beboer.
Solen kommer ind i soveværelset, og der er mørkt i stuen.
En lang gang har vi også, som er så smal og lang, at der ingen opbevaring der. Men plads til et langt fint gulvtæppe. Det er dét.

Vi har tænkt på noget større i lang tid, men som tiden går, uden vi får tilbudt eller finder andet, er lejligheden også groet lidt mere på mig. Jeg mener, jeg tror jeg elsker stedet. Jeg elsker udsigten. Jeg elsker det lille badeværelse og vores minikøkken. Det eneste som ikke fungerer er rumfordelingen. Og det kan man jo gøre noget ved?

afterlight-17Det håber jeg i al fald. For ih, hvor vil jeg gerne blive her.

I vores hjem. Vores helle.

 

Venskaber som i gamle dage

Jeg har sådan lyst til at skrive en lille ode til venskaber og vel særligt veninder i dag.
Ja, faktisk nærmest at synge en sang.. For ja altså, hvor er der dog søde mennesker til. Og hvor skal man altså lige huske at passe på dem (note to self!).

Hvad blev der af, at overnatte hos veninder, eller tage en hel dag ud af kalenderen til bare at være sammen, eller shoppe og gå på café?

fullsizeoutput_8fd

Ja, det er mig på tur med en af mine ældste og bedsteste damer

‘Blogger’!?

Jeg har hørt det mange gange. Dét med at sige ‘blogger’ med en helt særlig betoning, et helt særligt blik i øjnene og et svagt rynket øjenbryn. Når jeg beskriver mit specialeemne eller arbejdsplads, er jeg flere gange blevet mødt med: “Dé der bloggere… Dem forstår jeg altså bare ikke!” Og sandheden er, at jeg så har fået kolde fødder, og har undladt at sige, at de på sin vis også taler om mig, når de siger sådan. I stedet spørger jeg: “hvorfor mon?”

Min erfaring med svaret på dét spørgsmål er, at der hersker en stereotyp forestilling om, hvad en blogger er. Eller måske i højere grad, hvilken livsstil de repræsenterer. Forestillingen er garanteret forskellig afhængig af, hvilke bloggere man er stødt på – i virkeligheden eller i cyberspace. Jeg vil ikke begå samme ‘fejl’ her, og generalisere over en bred kam. Men min erfaring i mit lille ‘studie’ er, at blogger bliver forbundet med en overfladisk og selviscenesættende livsstil. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har den forestilling nok holdt mig tilbage noget af den tid, hvor jeg ikke turde lave min egen. For der er da ingen, der har lyst til at være én som folk rynker øjenbryn af? Sådan har jeg i hvertfald haft det. Før.

Jeg turde ikke. For jeg ville ikke være én, som kun taler om sig selv og sit, og som går op i æstetik frem for værdier. Det er jeg ikke. Og det tror jeg de færreste bloggere er (!) Det er alligevel den ‘fordom’ jeg møder mest. Men hvorfor egentlig? Hånden på hjertet: De bloggere jeg kender, er de mest kærlige, omsorgsfulde og oprigtige mennesker jeg i mit liv har mødt(!) Aldrig før er jeg blevet taget så godt imod. Er fordommene mon baseret på, at vi bloggere taler om os selv? Øver os i at tage billeder af smukke ting? Fordi vi promoverer os selv mere end andre?

Den seneste tid har jeg tænkt meget over disse fordomme. Mest af alt, fordi jeg er begyndt at sige højt, at jeg faktisk blogger selv. Faktum er rigtig nok, at bloggere – mig inklusiv – taler om sig selv, sine forestillinger og tanker på en blog. Er det så egoistisk? For mig at se: Nej(!) (Surprise!)
Godt nok taler de fleste (livsstils)blogger om sig selv, sine forestillinger og tanker på en blog, men man taler også om noget alment. Præcis ligesom forfattere beskriver noget specifikt og alment menneskeligt på én og samme tid. Og hvor er der dog stor forskel på (min og andres) opfattelsen af en blogger og en… forfatter. Eller en fotograf. Ja, jeg tager mange flere billeder end før jeg startede denne blog. Men hvad er der egentlig i vejen med at forsøge at fange det smukke med sit kamera? Repræsenterer bloggere en poleret og distanceret fremstilling af livet? De aller bedste bloggere gør slet ikke dét, hvis du spørger mig. Tvært i mod.

Nu siger jeg noget, som jeg føler er lidt farligt. Men jeg kan ikke lade være… Det er altså mit indtryk, at bloggere, forfattere og fotografer har meget til fælles! Alle tre udlever de en kreativitet. Alle tre udtrykker de, fanger og beskriver noget menneskeligt. Og de som drager mange læsere/seere til sig, tror jeg rammer noget. De rammer et sted mellem noget man kan identificere sig med og blive inspireret af. Det som tiltaler mig ved de bloggere, som jeg følger og læser er, at det de viser og beskriver er tilpas smukt og helt igennem ærligt til, at jeg synes det rammer lige ind i mig. Nogle gange lige ind i min hjertekugle.

Og dén opfattelse er jo helt individuel.
Lige som bloggere er helt individuelle, forskellige, komplekse og…

Vigtigst af alt, så kan man jo lade være at læse blogs, hvis man ikke kan lide dem, men det er min klare opfattelse, at mange ville få et bredere perspektiv på, hvad en blog(ger) kan være, hvis de faktisk satte sig ned med en god kop kaffe og læste med.

Jeg synes det her billede var så passende. Mig som forsøger at lave et (selviscenesættende??) billede af mig selv, lige bagved den beskidte barnestol. Det hele er livet. Smukt og beskidt.

Mig som forsøger at lave et (selviscenesættende??) billede af mig selv, lige bagved den beskidte barnestol. Smukt? Beskidt! Menneskeligt!?