Jeg tror, vi bliver!

Jeg har før talt om min kærlighed til vores lille lejlighed. Vores lille sted. Vores Hjem.
Det første sted vi har købt. Det første sted vi flyttede ind i samtidig sammen. Mig og min kærlighed. Mit barns første hjem.
Det er det første sted, jeg rigtig har kunne gøre ved, hvad jeg ville. (Okay, hvad vi ville. Men jeg vil mest i forhold til vores indretning. Det ved vi begge to 😉 )
Det er det første sted, som vi ikke skal ud af, efter en fremlejningsperiode. Men et sted, som vi kan blive i, så længe vi vil. Og det har vi været i tvivl om. Hvor længe vi ville og kunne blive..

Vi har to værelser, som lejligheden på kvisten er indrettet nu. I sin tid var det treværelses, men to af værelserne er blevet slået sammen til én større stue. Men det fungerer ikke. Ikke længere. Rumfordelingen er fjollet når vi er tre. En stor stue, men intet værelse til den mindste beboer.
Solen kommer ind i soveværelset, og der er mørkt i stuen.
En lang gang har vi også, som er så smal og lang, at der ingen opbevaring der. Men plads til et langt fint gulvtæppe. Det er dét.

Vi har tænkt på noget større i lang tid, men som tiden går, uden vi får tilbudt eller finder andet, er lejligheden også groet lidt mere på mig. Jeg mener, jeg tror jeg elsker stedet. Jeg elsker udsigten. Jeg elsker det lille badeværelse og vores minikøkken. Det eneste som ikke fungerer er rumfordelingen. Og det kan man jo gøre noget ved?

afterlight-17Det håber jeg i al fald. For ih, hvor vil jeg gerne blive her.

I vores hjem. Vores helle.

 

Venskaber som i gamle dage

Jeg har sådan lyst til at skrive en lille ode til venskaber og vel særligt veninder i dag.
Ja, faktisk nærmest at synge en sang.. For ja altså, hvor er der dog søde mennesker til. Og hvor skal man altså lige huske at passe på dem (note to self!).

Hvad blev der af, at overnatte hos veninder, eller tage en hel dag ud af kalenderen til bare at være sammen, eller shoppe og gå på café?

fullsizeoutput_8fd

Ja, det er mig på tur med en af mine ældste og bedsteste damer

‘Blogger’!?

Jeg har hørt det mange gange. Dét med at sige ‘blogger’ med en helt særlig betoning, et helt særligt blik i øjnene og et svagt rynket øjenbryn. Når jeg beskriver mit specialeemne eller arbejdsplads, er jeg flere gange blevet mødt med: “Dé der bloggere… Dem forstår jeg altså bare ikke!” Og sandheden er, at jeg så har fået kolde fødder, og har undladt at sige, at de på sin vis også taler om mig, når de siger sådan. I stedet spørger jeg: “hvorfor mon?”

Min erfaring med svaret på dét spørgsmål er, at der hersker en stereotyp forestilling om, hvad en blogger er. Eller måske i højere grad, hvilken livsstil de repræsenterer. Forestillingen er garanteret forskellig afhængig af, hvilke bloggere man er stødt på – i virkeligheden eller i cyberspace. Jeg vil ikke begå samme ‘fejl’ her, og generalisere over en bred kam. Men min erfaring i mit lille ‘studie’ er, at blogger bliver forbundet med en overfladisk og selviscenesættende livsstil. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har den forestilling nok holdt mig tilbage noget af den tid, hvor jeg ikke turde lave min egen. For der er da ingen, der har lyst til at være én som folk rynker øjenbryn af? Sådan har jeg i hvertfald haft det. Før.

Jeg turde ikke. For jeg ville ikke være én, som kun taler om sig selv og sit, og som går op i æstetik frem for værdier. Det er jeg ikke. Og det tror jeg de færreste bloggere er (!) Det er alligevel den ‘fordom’ jeg møder mest. Men hvorfor egentlig? Hånden på hjertet: De bloggere jeg kender, er de mest kærlige, omsorgsfulde og oprigtige mennesker jeg i mit liv har mødt(!) Aldrig før er jeg blevet taget så godt imod. Er fordommene mon baseret på, at vi bloggere taler om os selv? Øver os i at tage billeder af smukke ting? Fordi vi promoverer os selv mere end andre?

Den seneste tid har jeg tænkt meget over disse fordomme. Mest af alt, fordi jeg er begyndt at sige højt, at jeg faktisk blogger selv. Faktum er rigtig nok, at bloggere – mig inklusiv – taler om sig selv, sine forestillinger og tanker på en blog. Er det så egoistisk? For mig at se: Nej(!) (Surprise!)
Godt nok taler de fleste (livsstils)blogger om sig selv, sine forestillinger og tanker på en blog, men man taler også om noget alment. Præcis ligesom forfattere beskriver noget specifikt og alment menneskeligt på én og samme tid. Og hvor er der dog stor forskel på (min og andres) opfattelsen af en blogger og en… forfatter. Eller en fotograf. Ja, jeg tager mange flere billeder end før jeg startede denne blog. Men hvad er der egentlig i vejen med at forsøge at fange det smukke med sit kamera? Repræsenterer bloggere en poleret og distanceret fremstilling af livet? De aller bedste bloggere gør slet ikke dét, hvis du spørger mig. Tvært i mod.

Nu siger jeg noget, som jeg føler er lidt farligt. Men jeg kan ikke lade være… Det er altså mit indtryk, at bloggere, forfattere og fotografer har meget til fælles! Alle tre udlever de en kreativitet. Alle tre udtrykker de, fanger og beskriver noget menneskeligt. Og de som drager mange læsere/seere til sig, tror jeg rammer noget. De rammer et sted mellem noget man kan identificere sig med og blive inspireret af. Det som tiltaler mig ved de bloggere, som jeg følger og læser er, at det de viser og beskriver er tilpas smukt og helt igennem ærligt til, at jeg synes det rammer lige ind i mig. Nogle gange lige ind i min hjertekugle.

Og dén opfattelse er jo helt individuel.
Lige som bloggere er helt individuelle, forskellige, komplekse og…

Vigtigst af alt, så kan man jo lade være at læse blogs, hvis man ikke kan lide dem, men det er min klare opfattelse, at mange ville få et bredere perspektiv på, hvad en blog(ger) kan være, hvis de faktisk satte sig ned med en god kop kaffe og læste med.

Jeg synes det her billede var så passende. Mig som forsøger at lave et (selviscenesættende??) billede af mig selv, lige bagved den beskidte barnestol. Det hele er livet. Smukt og beskidt.

Mig som forsøger at lave et (selviscenesættende??) billede af mig selv, lige bagved den beskidte barnestol. Smukt? Beskidt! Menneskeligt!?

 

Når faserne løber afsted som sand mellem fingrene

“Alt er en fase” siger de kloge om dét at få børn.

Og det er både godt og skidt. For når børn er i en periode, hvor man har svært ved at finde ud af dem, så kan man trøste sig med, at det blot er en fase. Lige om lidt ved jeg hvorfor.

Når alt derimod er som en gåtur i parken. I solskin. Og med fuglekvidder. Hvor den dér særlige duft af forår spreder sig. Ja, så er dét, at det er en fase vel nærmest vemodigt. For det må ikke stoppe. Der behøver ikke komme noget på den anden side. For dét der er nu, får alt til at stå stille. Tiden skal stå stille. Helt stille, så jeg kan nyde det hele. Snuse duften ind i knoglerne.

Det er med nølen at jeg putter mit barn for tiden, og jeg kan bliver ved at sidde og ae håret på hovedet, selvom hun sover for længst. Dagen må ikke slutte. For det betyder, at tiden går, og at fasen rinder ud som sand mellem mine fingre. For der sker hele tiden noget nyt. De små mennesker, som er vores efterkommere, lærer mere og mere for hver dag der går, og pludselig er de ikke så små længere. De er går fra at være babyer til at være små mennesker, som stille og roligt river sig løs fra deres forældre. For selv at blive voksne. En dag. Om lang tid.

Det kræver måske mod at blive forældre. Men lige nu føles det som om, det kræver uanede mængder af mod at blive klar til at give slip. Til at lade tiden gå sin gang. Nej. Lige i disse dage, har jeg lyst til at klamre mig til det som er nu. Lad det var evigt.

 

fullsizeoutput_754

Torsdagstanker: Work/Life balance

Der er noget jeg går og tænker lidt over for tiden…

Hvis jeg selv skal sige det, har jeg de sidste mange år været ret så god til dét der med at adskille tingene. Altså arbejde og fritid. Jeg har i langt det meste af min lange studietid holdt fri om aftenen og i weekenderne (og ferierne naturligvis). Men jeg kan på mange måder mærke, at jeg er trådt ind i en ny æra. Ja, det lyder da egentlig ret selvhøjtideligt… Det er ikke sådan ment! Jeg mener bare, at jeg jo lige pludselig befinder mig et helt nyt sted. Et sted, hvor jeg ikke længere er studerende (altså sådan én der læser en masse for at skrive opgave – jeg læser nu kun selvvalgte sager og mangler én sidste opgave). Derimod bruger jeg det meste af min tid på en ægte arbejdsplads, og har derudover har denne blog. Jeg laver derfor hele tiden noget jeg føler mig vildt priviligeret over, og som jeg virkelig har lyst til at gøre en masse af!

Jeg føler at jeg har fundet min pind. Et sted, jeg har manglet. Et sted jeg ikke troede muligt. Og lige pludselig er det ikke længere så nemt dét med at holde fri. Faktisk meget, meget svært. I bund og grund er det jo en god ting. For jeg ser det som et tegn på, at jeg er bidt af det, og brænder for det. Jeg har lyst til liige at gøre noget mere – når som helst – hvor som helst. Jeg kan dog også mærke, at jeg skal passe på mig selv i det. Den anden aften satte vi en serie på (‘The Fall’ – ser nogle af jer den? 😱), og jeg kunne mærke at jeg faktisk skulle tvinge mig selv til, ikke at have min telefon ved siden af mig. Noget der ellers var en selvfølge for bare få måneder siden. Nu var det pludselig svært for mig. Det fik mig tænke..

Jeg skal genopdage at holde fri. Helt fri. At kunne se en serie eller læse en bog – uden hele tiden at afbryde det, ved at notere noget ned eller tjekke op på noget. Uden bare liiige at skulle noget andet… For mon ikke også jeg så bliver mere fokuseret, når jeg så sidder med det andet mellem hænderne?

fullsizeoutput_61e

 

Har I nogle gode tricks til work/life balance, når man har fundet et sted, hvor man bare har lyst til at give den en skalle hele tiden?