Min aller første gårdfest

Det lyder ret idyllisk, ikke? En gårdfest. Det var dét jeg håbede. Og nogle gange er det sandt, at ‘hvad du ønsker, skal du få’.

Omend jeg ikke følte, at overskuddet eller tiden var til det helt store hurlumhej, skulle en fest til. En fest, for at fejre mig selv, og min nye livssituation. Mig, nu som ikke-studerende. Et overgangsrite, vel sagtens. Og det blév fejret. Og med manér. Det føltes som om, at solen skinnede på mig i mere end én forstand.

Fordi jeg ønskede en fest, hvor alle kunne slappe af, inklusiv mig selv, forsøgte jeg at køre det så low key som muligt.. Når man er en lille smule æstetiker og elsker mad, altså 😉 Mit overordnede mål var dog at ingen skulle fare rundt. Jeg tror egentlig, at jeg i fremtiden vil gøre dette som ét af mine største mål for en fest. At det skal være så afslappet og ikke-stresset som muligt.

Til denne fest, forsøgte jeg at opnå dette ved at arrangere festens hovedtræk således:

Det jeg gjorde inden:

  • Lavede is (til dessert)
  • Lavede isterninger (med blomster/bær i)
  • Lavede pynt; én guirlande (DIY følger snarest)
  • Lavede “menukort” eller forklaringskort til buffetten
  • Blandede vand med forskellige frugter/grønt
  • Satte tomat/mozzarella/basilikum på spyd
  • Satte vandmeloner på ispinde
  • Anrettede blomster i vaser

… De første 4 punkter kunne jeg altså lave i god tid. Så god tid, som jeg altså havde tid 🙂 De sidste fire punkter, lavede jeg aftenen før/morgenen inden.

Dette betalte jeg mig fra eller fik hjælp til:

  • Maden (jeg fik ganske enkelt leveret en hel stak pizzaer fra yndlings Behov)
  • Indkøb (Nemlig.com er min bedste ven disse dage)
  • Servicen (Jeg slap hermed for at slæbe ned og op fra 5. sal, for opvask, og for logistikken i at samle store mængder af porcelæn/glas/bestik )
  • Duge lånte jeg mig til (Min farmor har et fabelagtigt lager af arvede hvide duge)

Nok snak. Se med her, for et par billeder af mit livs første (men sikkert ikke sidste) gårdfest:

Jeg havde købt ét ordentligt bundt blomster og spædet op med lavendler fra min families have. I baggrunden ses min søde veninde og jeg i et lille bitte forsøg på at skabe noget insta-worthy dokumentation 😉 Og det var altså HENDES forslag! Hun er altså min største cheerleader, og jeg bliver helt glad ved tanken om, hvor meget tankekraft hun giver mit lille Stay Strange-projekt. Hurra for trofaste venner <3

Den tidligere omtalte guirlande. Det ses ikke så godt her, men på den var der grønlige prikker i samme nuance som stakittet. Tal om heldige tilfældigheder!

Vand med frugt og isterninger. Det var min første gang med dette lille foretagende. Og det var et hit (hvis jeg selv skal sige det). Glasbeholderne havde jeg i øvrigt lånt mig til. Jeg forsøgte at holde det i skygge, men som timerne gik måtte, det flyttes med skyggen. Dertil var det smart, at jeg denne slidte trækvogn var dét der var ved hånden i baggården. (Okay, nu lyder det måske meget tilfældigt. Jeg havde gået og luret på den i nogle dage, sådan som den stod dér i min gård og kaldte på mig…) 

 

Isterninger i skåle, små skilte og friske krydderurter var en del af buffetten..

… Foruden pizza, altså. Masser af pizza. For overskuelighedens (og allergikeres) skyld, havde jeg sat skilte i. Disse lavede jeg blot ved at printe navn + ingredienser med min dymo, klistre disse på et stykke pap, og tape papstykket fast på et grillspyd.

Som sagt, satte jeg vandmeloner på ispinde. Med lidt hjælp, altså. Det var mere ligetil, end jeg havde frygtet. Først skar vi skiver af vandmelon, og delte disse skiver i kvarte. Dernæst snittede vi et lille snit midt i skallen, og førte en ispind ind i stykket. Det fungerede særligt godt til børnene, som spiste dem som slik. Eller ispinde, nærmere 🙂 

Som det nok kan høres, var jeg pænt tilfreds. Og glad helt op til begge ører!

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Landet. Lige her.

Jeg er landet. Lige her på vores ferie. Vi er fløjet til sydens sol. Lige nu er de andre på en rundtur i det lokale. Jeg selv sidder og nyder et glas danskvand, en lille skål chips, og har spidse ører mod døren. Kan det passe, at hun faldt i søvn så hurtigt?
Da jeg så mig selv i spejlet i den spanske lufthavn for en 5 timer siden, blev jeg forskrækket. Forskrækket over min trætte hud, mine rander under øjenene og mit filtrede hår. Jo, jeg havde da godt mærket trætheden, de ustyrlige lokker, som jeg havde ignoreret og den hovedpine, som har stukket sit hovede frem de sidste dage. Men at det ligefrem havde sat sig som et mærkat på mit ansigt, havde jeg ikke overvejet. Da jeg så mig selv i spejlet, så jeg de sidste ugers hændelser. En masse bekymringer, tårer, undersøgelser, koordinering af jobrunding og fest. Og ikke mindst den hektiske spidsen til, som så ofte præger en tid op til en rejse.. Men nu er vi landet. Jeg er landet. I mere end én forstand. Jeg tror, jeg bliver siddende lidt længere.
Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Send flere fester !

Det er dagen efter min fest. Og jeg føler mig nærmest tømmermandsramt. Selvom jeg altså ikke indtog alkohol.
Jeg er ør hovedet, øm i kroppen, og har et smil på læben.

Hvor ér der altså noget helt særligt over at samle dem man holder af – til at indtage mad sammen, chille og hænge ud sammen i solen. Jeg kunne ikke  have ønsket mig dagen i går bedre.

Og det har fået mig til at tænke lidt:
(Det lyder måske lidt som en sensation, at jeg tænkte, og det er det vel på sin vis også. I hvertfald her dagen derpå:)

Lad der komme flere fester i mit liv!

Jeg elsker at gå til fester, men helt ærligt.. Jeg elsker endnu højere at holde fester. Min mand ville nok grine, og indskyde, at det er fordi jeg godt kan lide at være i centrum. Haha. Det er ikke sandt.. Og så lidt alligevel. For når det er éns fest, er det også éns mennesker, dem man holder af, som mødes på kryds og tværs. Og én selv der har valgt settingen og menuen – omend jeg er altædende. Men altså. Alt er jo lige som man selv ville vælge det. Og SÅ er det altså virkelig fedt at se folk blive glade for dét man har gjort ud af det.
Derudover er der noget andet mega nice ved at holde fest; alle forberedelserne. Som godt nok kræver en del lister (hvis ens hovede er som mit), men som også bare gør, at festen føles som om den varer flere dage – fordi forberedelserne er en del af forventningens glæde (hvis man har temperament som mit) 🙂

Derfor: Håbet for mit nyvundne “voksne” liv som færdiguddannet er, at det vil bringe en masse anledninger til at holde FEST.

Med håbet om en god og solrig dag.. Rigtig festlig mandag til jer 🙂

Kærligst S

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Ugens opdagelse

Jeg har de sidste mange uger – ja, måneder – udgivet et indlæg med fredagsfif. Oprindelig startede disse indlæg som et forsøg på at opsummere, hvad jeg var blevet inspireret af eller mindet om i løbet af ugen, eller ønskede at inddrage i min weekend. Men som tiden er gået, blev det mere ønsker for en ny weekend, og mindre påmindelser om noget der var sket.. Og dermed blev det endnu en liste med (hvad der viste sig at blive) uforløste ønsker.. Endnu en tjekliste. Endnu noget at halse lidt forpustet efter.

En lille oplevelse i går fik mig til at huske tilbage til min oprindelig tanke bag indlæggene:
Hvad har jeg (gen)opdaget denne uge – som har inspireret mig. Derfor vil jeg forsøge at introducere et nyt slags indlæg. Ugens opdagelse. Denne type indlæg, kan komme og gå. Simpelthen bare fordi det er mig der bestemmer herinde, og dermed også mig der sætter dagsordenen 🙂 Men for nu trænger jeg til mindre dagsorden. Færre punkter. Og mere simpel – enkel – inspiration.

Ugens opdagelse er således, at jeg har været på opdagelse i mit eget hood. Min egen bydel. Mere specifikt skete der dét, at jeg i går morges cyklede i retning mod Frederiksberg. Her havde jeg planer om at arbejde – først på en café, og dernæst på mit kontor. Men så skete der dét, at skyerne og dråberne truede med ægte og tung regn. Da jeg således fik øje på både min søster og en lille ny café, stoppede jeg op. Trak stikket, og gik ind for at varme mig på en kop kakao. Og godt selvskab.

En fredag morgen. Rimelig priviligeret, følte jeg mig. Hvis jeg skal være helt ærlig.

Mens regnen silede ned, blev jeg siddende efter den sene morgenmad og arbejdede. Caféen var enkel og fin. Tilda hed den. Der var en blanding af sortmalede og lyse træmøbler. Blottede varme pærer hang i loftet, og friske blomster prydede bordene. Pudder blødede op i hjørnerne, og indbød til at jeg blev. Menukortet er ikke stort, men alt bliver lavet fra bunden.
Parret bag caféen, som jeg i øvrigt ikke kunne få øjnene fra, fordi de havde det så hyggeligt, var utroligt omhyggelige, rolige og imødekommende med deres tyske accent og store visioner for stedet. Og så serverede de kaffe fra Prolog-bønner. Ikke dårligt, ej heller irrelevant 🙂

Jeg endte med at blive hængende hele dagen – arbejde dér fra mit lille hjørne med udsigt gennem det store vindue, hvor regnen silede ned udenfor. Der er noget særligt over sådan at sidde indenfor på en regnvejrsdag. Og særligt i offentlige rum – verden føles lidt som om den går i stå. Selvom jeg sad midt i den. Som palle alene i verden, bare omgivet af mennekser. I en form for stilhed, som kun findes når  regnen sætter en lyddæmper på alt.

Min lille opdagelse mindede mig om, hvor meget jeg holder af, at opleve nyt. Gå på opdagelse. Det føles som om der opstår et nyt rum i mit lille hovede. Huset bliver udvidet. Tænk, at dét også eksisterer.. Det anede jeg ikke for bare en halv time siden. 

 

Lidt om røv og nøgler

Hvad du ønsker, skal du få.. Er det ikke sådan de siger i Disney?

Nogle gange virker det som om, livet i sig selv er ironisk. På godt og ondt. Denne gange heldigvis mest på godt.
For jeg skrev i fredags, at jeg først ville vende tilbage, når jeg havde fødderne lidt mere plantet på jorden igen. Og det tog det meste af weekenden, før jeg ikke følte mig flyvende og irriterende at høre på. Så jeg skånede jer. Og tænkte på, om I nogensinde ville kunne holde ud at høre på min (nu lettere skingre og overstadig) stemme igen.

Men så ville ironien det hverken værre eller bedre end, at mine fødder med et swup-tag blev plantet direkte på jorden.. Eller i en lort, faktisk. Og jeg er nu tilbage for netop at fortælle om dén lille scene.

Scenen står dog ikke alene. Jeg synes jeg har været omgærdet af uheld, ulykker, og remindere. Heldigvis ikke af voldsom karakter (for mig), men alligevel nok til, at det har fået mig til at tænke… Ironien i denne uges uheldige episoder er, at de har mindet mig om, at livet går videre, at der også er lort i livet (i bogstaveligste forstand), og at alt har godt af modsætninger. Jeg mener bare: Hvem kunne egentlig føle sig helt glad uden også at have følt sig ked af det? Og omvendt? Og nogle gange er det bare småsjovt at støde på den ene uheldighed efter den anden, mens grundstemningen – af at være HELDIG – ikke er til at ændre.

Én af de små episoder, som ugen har budt på, sætter ret godt dette på spidsen. Den udspillede sig i går. Eller var det forgårs. Who’s counting? (Mig, tilsyneladende!)

Af uransagelige årsager (eller ret åbentlyse årsager, som jeg ikke vil skrive her), endte mit nøglebund i en ordenligt omgang lort. I ved, den dér lettere flydende udgave, så lorten rigtigt kan klæbe sig fast i alle afkroge. Jep. Jeg stopper beskrivelsen nu.
Og da jeg hurtigt ville skaffe nøglerne af vejen, smed jeg (uden at tænke mig om, obviously) nøglebundet i vasken. Køkkenvasken, vel at mærke. Jeg, som ellers er pænt sart og bakterieforskrækket! I lettere lorte-panik tænkte mig ikke om, men ville bare hurtigt få situationen under kontrol, mens selve lorten blev dealet med. Da jeg kort efter ville skolde både vask og nøglebund – ja, så gjorde jeg sidstnævnte på vores badeværelsesgulv. Som hælder godt og grundigt. Hvilket resulterede i, at jeg skoldede mine tæer, og hoppede forbrændt ind i vægge og toilet. Med høje og mærkelige lyde. Og hvis jeg så lige var i tvivl om, om jeg havde lært lektion om kogende vand, dets varmegrader og ikke mindst, hvordan sådant vand bliver ledt, så tog jeg da fat om én af nøglerne og ville vende nøglebundet om. Logikken var, at SÅ blev nøglerne jo skoldet fra begge sider. Det, der ikke var logisk, var min manglende tanke på, hvordan metal leder varme. Og ja, sådan gik det til, at min pege- og tommelfinger også blev skoldet.
Som en bibemærkning lod jeg nøglerne ligge. Ja, og det skal man heller ikke. For vådt metal irer. Men alt er godt igen. Og rustmærkerne er nu skrubbet væk igen 🙂

Og med denne lille historie fra det virkelig liv, håber jeg at I vil få en tilpas god og skør weekend.
Jeg håber, at din grundstemning er god, og at livet føles rart. Hvis grundstemningen dog er lidt mere grå, så håber jeg at en scene som min – med omvendt fortegn – vil hænde. Så du bliver mindet om, at der modsætningen til grundstemningen også findes. Og dukker op. Igen.

Glædelig weekend <3

Older posts