Inspiration til forårs/picnic-ønsker

Den her forlængede weekend driver mig ud. Ud af fjerene. Ud af huset. Ud af byen.
Vi har indtil nu været hos begge vores forældre i deres huse med fine haver. Og skoven lige om hjørnet. Det passer sig bare så godt til sådan en forlænget weekend, hvor vejret er svingende, men i stunder helt fabelagtagtigt fint og lyst. Jeg har endda taget mig en lur på en solseng til lyden af rislende vand og med en bog i skødet. Det er da WEEKEND, ja, nærmest ferie(!)

Forårets (eller næææsten sommerens) komme, har fået mig sådan til at tænke på, hvor rart jeg synes det er at være udenfor. Og med at bruge tid udenfor følger naturligvis én af mine yndlingsaktiviteter: picnic.

Og når nu vi bor på 5. sal – uden altan – synes jeg, at et ordentligt arsenal af picnic-udstyr ville være på sin plads. Som et slags plaster på såret. Og ikke mindst som en hjælp til at få taget tingene under armen, selv hvis jeg tøver ved trapperne.
Her er derfor, hvad der står på min forårsønskeseddel:

collage-picnicen-1

  1. En fin lanterne fra Bloomingville til at skabe stemning, hvis skumringen nærmer sig. Det er jo de bedste picnics, hvor man glemmer tid og sted, og det først er når solens stråler ikke varmer længere, at man skænker klokken en tanke.
  2. Isterninger. Eksempelvis med mynte i. Vi har for nylig investeret i ekstra store isterningeforme. På den måde holder de koldt lææænge, og der er mere kreativ frihed til, hvad man fylder dem med (ud over vand) 🙂
  3. Vattæpper. Og eventuelt puder. Alle disse fra Camomile London måtte godt flytte ind hos mig. Uanset årstid.
  4. Celine solbriller. Åh, jeg kunne ønske mig så mange af dem. Her eksempelvis i modellen Havnhoney. Siden kollagens start er modellen dog udsolgt, men jeg fandt dem her i sin tid 🙂
  5. Vattæpper får man ikke nok af på en picnic, hvis du spørger mig. Derfor har de sneget sig ind hele to gange på denne liste. Det er så hyggeligt at indrette små rum i det grønne, og at have lidt ekstra med som dyner, hvis det danske vejr skulle være svingende. Notre dame har mange fine at vælge imellem, som dette grønne blomstrede vattæppe.
  6. Vandflasken fra BKR er så fin og enkel. Den fås i alverdens nuancer, og så er jeg vild med at den har et praktisk håndtag. Så kan selv en lille barnehånd jo holde fast i den 🙂
  7. Egentlig har jeg været på udkig efter en ægte picnic-kurv.. Sådan én med klapper i låget og stropper til at fastgøre servicen, men som jeg har kigget rundt, er jeg kommet frem til at en kurv som denne med håndtag fra Malling Living er langt mere praktisk. Den kan bruges til alt muligt andet resten af året, og så kan der også stikke ting og sager op af den, hvis man har meget læs på (som jeg altid har)

 

Jeg håber at weekenden har været god ved jer.
Hvis der er noge jeg har glemt at skrive på min liste, så inspirer mig gerne 🙂

Om at løbe om kap med tiden

Jeg har følt mig lidt bagud på det sidste. Jeg tror egentlig det startede med, at jeg følte at dagene blev byttet om da påsken meldte sin ankomst, og at jeg ikke helt kunne følge med. Tælle rigtigt. Haha. Men som med så meget andet, blev det også sådan at det smittede af på alt andet. Vasketøjsbunken, som aldrig kom bare nogenlunde ned i størrelse. Kalenderen, hvor siderne løb fra mig, og ikke mindst bloggen, som jeg hele tiden var bagud med. Det er så meget sjovere at føle sig ovenpå frem for mast under et tidspres. Men den sidste uge er det vendt.

Lige så stille har jeg fået sat mig ned. Lavet systemer, lagt planer og prioriteret. Og ikke mindst taget mig tiden til at trække stikket. Det har alt sammen gjort, at jeg igen føler mig ovenpå. Næsten lidt foran – på nogle punkter – slet ikke på alle. Og igen bugner min notesbog med idéer til dette lille sted. Fordi jeg har givet det plads, og rum og tid. Og fordi jeg har valgt at prioritere det.
afterlight-45

Jeg glæder mig til alt det er der er i vente. Denne uge og fremover.
Og alt det der også kommer uventet 🙂

Rigtig god (forhåbentlig motiveret) mandag!

Tanker om udendørsrum…

Noget der er gået op for mig – særligt efter jeg har boet rundtomkring i København flere steder – er, at solen betyder virkelig meget for mig. Efter at have boet i en stuelejlighed på Islandsbrygge med så lidt lysindfald, at stedet efterfølgende er blevet omtalt som ‘rottehullet’, har jeg ikke set mig tilbage. (Jeg elskede placeringen, og den søde veninde jeg boede der med, men i forhold til lys, har jeg ikke set mig tilbage.) Jeg ved nu, at jeg har brug for lys og solens stråler. der hvor jeg bor. Mere end plads og køkken med spiseplads.

Vi bor nu på 5. sal – med masser af sol og lys. Men uden nogen altan eller et udendørsområde. Jovist. Vi har en gård. Faktisk to, og dem nyder vi. Men efter en weekend som sidste weekend i sommerhus, står det klart for mig, at det ikke blot er solen som betyder noget, men også dét at kunne sidde ude. Og omend jeg længe har været helt fast besluttet på at blive her, så er jeg altså pludselig lidt i tvivl. Bare en lille smule.
Jeg tænker på, om man skulle give det et skud at flytte længere ned, med udgang til to(!) fine gårde?
Eller om man i det hele taget skulle tænke på en dag at få sin egen have?

For der er noget dejligt over roen. Naturen. Dét at kunne være herre i eget udeområde. Men hvor er der også noget fint over at have en gård med legekammerater til ens barn. Med småsnak over kaffekoppen, og liv og glade dage.
Med en strejfende tanken om egen have følger dog tanker om praktik; “ville vi drukne i praktikaliteter?” eller “hvad med økonomien?”, mens tankerne om lejlighedslivet på den anden side føles som en frihed økonomisk og tidsmæssigt. Frihed på en anden måde.
Alt i alt, føler jeg mig lidt mere voksen, siden jeg overhovedet tænker tanken.
Tanken om, måske ikke at blive lige her for evigt…

afterlight-44

Mandagsskørheder

I løbet af de seneste par uger har jeg set et par skøre ting i bybilledet. Eller måske er ‘skør’ slet ikke det rigtige ord. Særligt ikke for to af dem. De er nok nærmere bare overraskende befriende. Scener som fik mig til at trække på smilebåndet. Derfor tænkte jeg, at jeg frem for at dele min uge, ville dele små glimt, som altså har lyst lidt op i min hverdag og i min erindring, sådan som jeg er kommet i tanke om dem efterfølgende 🙂

  • Da det endnu var den aller koldeste del af årets forår, og det sneede og blæste som gjalt det livet, så jeg en kvinde komme cyklende. Jeg havde netop fået et snefnug i mit eget øje, og cyklede med én hånd på styret for med den anden at gnide det ud. Og da hun så kom i mod mig, virkede det så simpelt, så simpelt. Løsningen på mit ‘problem’. Hun kom nemlig cyklende i uldfrakke… og med skibriller på. Uden på sine almindelige briller. Jeg trak på smilebåndet og trak det sidste stykke hjem med mit efterhånden ret røde øje. Gid jeg havde dog havde tænkt tanken selv. PÅ med skibrillerne, hvis det er nødvendigt, da 🙂
  • Jeg tog mig en morgen en stille stund på en café. Sådan som jeg godt kan lide det engang i mellem. Alene. Mig, min kaffe og en avis. Lige at falde ned i gear, inden dagens mange gøremål begynder for alvor. Da jeg var ved at være færdig med min varme kop, fyldtes caféen af en større gruppe mænd. De placerede sig resolut ved siden af mig, og omend jeg samlede mine egendele lidt, så blev jeg altså siddende. Man kunne måske tro, at det overraskende i seancen var, at de indtog kage kort efter (hvad der lignede) en form for kollektiv sportslig aktivitet. Og jo, det fik mig da til at smile. Men mest af mig selv. Det var fortjent, jo. Men det der overraskede mig mest var, at disse mænd (som tilsyneladende ikke var de bedste venner i verden), brugte hinanden som (netop) bedste venner. Der blev spurgt om overfladiske ting, som hvor er det nu du bor, men også delt årsager til brud i relationer eller beskrivelser af det mest fantastiske ved at være far. Og ærlig talt. Jeg blev rørt. De havde sådan en sammenhørighed. De ville hinanden. Og brugte hinanden, sådan som vi mennesker gør det bedst. Og jeg blev siddende. Jeg ville suge til mig. Jeg følte mig inviteret ind i noget helligt. Et mandetempel, hvor alt kunne deles, og alle blev passet på. Jeg håber, at jeg også må være med næste gang.
  • Den sidste spidsfindighed skete også på cykel. Imod mig kom for nylig en ældre dame på en ladcykel. I ladet sad en mand, gemt bag cyklens presseningen. Min overraskelse var ligesom delt i tre. Først blev jeg overrasket over at se en kvinde i dén alder på så stor en cykel. Dernæst blev jeg overrasket over at se, at der var placeret en mand i ladet på cyklen. På samme alder. Mindst. Og det tredje element af overraskelse bestod i, at han var i en mondering af gammeldags pilotbriller..
    Jeg kom sådan til at tænke på flyvende farmor. Eller på filmen “The Bucket List”. Lige dér på den grønne sti fløj en kone (antager jeg) afsted med sin mand, i hvad der lige så godt kunne have været hans egen flyvemaskine.

afterlight-40

 

Pauseskærm

Kan I huske de pauseskærme, der engang kom frem på TV, når der ingen udsendelser var? Min lillesøster kan garanteret ikke, men jeg husker dem tydeligt. Den grå baggrund, og den inddelte cirkel med de skarpeste farver. Og stod der også et klokkeslæt, som ændrede sig, som tiden gik?

Den pauseskærm har jeg sat på i dag. Fordi jeg har fortrængt pauser. Jeg skrev også om dét at hvile her. Og selvom jeg har formuleret noget omkring det, betyder det altså ikke, at jeg har handlet efter det. Tværtimod. Ord avler ikke altid handling. Så egentlig er det dét jeg er tjekket herind for at sige det ‘højt’ (på skrift).

Så i dag er der blot en lille pauseskærm her på bloggen, sådan som den så ud, da der ikke var programmer på DR døgnet rundt. Da det var okay, at holde fri selv for TV. Da der ikke var program på døgnet rundt. At det kun var tiden der gik, og et skørt lille abstrakt mønster på en grå baggrund.

Jeg føler mig så uendelig heldig, at have fundet et sted, hvor jeg føler jeg er landet. Et sted, jeg har ledt efter, og pludselig har fundet. Men det gør også, at jeg hele tiden er igang. Glemmer at holde fri. Fordi jeg er så revet med. Og betaget. Og ikke har været god nok til at planlægge, så jeg har kunne producere forud. Endnu. For dét er mit største forårsfortsæt. At producere forud til weekenderne, så jeg kan holde fri. Ægte fri. Fra alle skærme. Og lade op. (Og nu har jeg sagt det højt, så nu bliver jeg jo NØDT til det. Er det ikke sådan det fungerer?)

Selvom naturen heroppe ved sommerhuset stadig er noget gråbrun, så tror jeg virkelig at sådanne farveløse “der er ikke mere på programmet”-pauser er godt for idéer og kreativitet. Tænk bare på den grå baggrund, hvoraf der udsprang pangfarver på pauseskærmen i TV. Jeg sad altid og digtede om dem, eller fik dem til at ligne noget forskelligt afhængig af, hvordan jeg drejede hovedet.

Eller digter jeg nu?

image-1