Ting mit barn har lært mig #1

Det første min datter gjorde, da hun i en alder af ingenting fik øje på sig selv i spejlet, var at smile. Et lille forsigtigt smil, trukket lidt højere op i den ene side end den anden. Det gentog sig. I flere måneder. Hver gang hun fik øje på sit spejlbillede, sendte hun et smil mod sig selv. Nogle gange akkompagneret af en lille glad hmmm-lyd.

I dag skete noget andet. Jeg fandt hende stående i køkkenet, snakkende med sig selv. Da jeg kommer om hjørnet, udbryder hun “HEJ”, og jeg smiler – jeg tror det er til mig. Men jeg ser, at hun slet ikke kigger min vej. Hun kigger på sig selv (reflekteret) i ovnens låge. Hun smiler stort – og symmetrisk denne gang -, læner sig frem og kysser sit eget spejlbillede.

Gad vide, hvornår man fralærer sig den slags? Er det teenageårene, er det et følsomt sind (spredt ud over mange år) eller er det samfundets skyld (det lyder vist som en kendt sang), eller noget helt fjerde? Jeg kan i hvertfald ikke påstå at jeg altid (eller nærmest nogensinde, hvis sandheden skal frem) viser mig selv den form for omsorg hun har gjort på sin korte levetid.

Det min datter gjorde dér med spejlet, var at elske sig selv. At holde af sig selv, at glædes over sig selv, og at være god ved sig selv. Må det aldrig gå af hende, og må jeg blive mere som hende!