Ugens opdagelse: “Hvo intet vover, intet vinder”

Uij, det holder faktisk lidt hård før en ferie. Er der andre, der har det på samme måde?
På en eller anden måde kulminerer alt lige op til en ferie; Kombinationen af, at være tæt på en ferie (og dermed oftest virkelig trænge til ferie), og at have en masse der skal nås inden ferien kan indtræffe (med god samvittighed i al fald), gør at det hele i virkeligheden føles meget som en slutspurt op til ferie.

Ugen startede dog et lidt andet sted.. Kort sagt blev jeg mindet om den noget (over)anvendte sætning “hvo intet vover, intet vinder.” Simpelthen fordi jeg gjorde noget, jeg vel aldrig rigtig har gjort før; jeg inviterede en vildt fremmed på kaffe. Bare fordi jeg havde lyst. Faktisk havde jeg aldrig mødt personen i virkeligheden før. Og alligevel var svaret “ja” i den anden ende. TÆNK. Kaffen, croissanten og ikke mindst det virkelig hyggelige selskab var simpelthen ét af ugens absolutte højdepunkter. Jeg var både høj over mit eget mod, og over, at én der aldrig har mødt mig, havde lyst til at mødes.. Bare fordi.. Men jeg blev også blæst bagover over, hvor meget min lille verden kan åbne sig, hvis blot jeg tør. Jeg mener bare; den kaffe, den (virkelig gode) croissant og den samtale, havde jeg jo ikke oplevet, hvis ikke jeg havde vovet i første omgang.
Lidt lige som da jeg fik mit job i sin tid. Og dét blev jeg sådan mindet om i denne uge.. Midt i en ~~lille~~ stor iskaffe.

Nogle gange har jeg en tendens til at omtale mit liv som noget, jeg er en passiv deltager i. Lige som i vendingen “hvis én dør lukkes, åbnes en ny”. Hvis man tror denne talemåde (og jeg tror, at der er meget rigtigt i den), skal man groft sagt stå og vente passivt på, at den næste dør åbnes. Talemåden lyder jo ikke “når én dør lukkes, kan du lirke en anden op”.. Eller “lukker du en dør, kan du altid kravle ud af vinduet”..

Og med den opmuntring, vil jeg tage dét der er tilbage af dagen i dag, og bruge min fredag aften på LIGE dét jeg selv vælger.
Hvad dét er, ved jeg ikke helt endnu 🙂