‘Poleret’ eller ‘upoleret’ på de sociale medier? (Og en lille DIY)
-
Tag en glasflaske, placer den i en stor juicekarton. Kom vand i kartonen og pynt evt. markblomster eller frugt.
(Som en indskydelse vil jeg sige, at jeg ikke tog mig tid til at klikke ind på de respektive blogs, men blot så hvad der lå på Instagram. Så dette er ingen kritik af de to seje damer nævnt ovenfor, men tværtimod mere en kritik af mig selv.)
-
Hvor svært det er, at få en glasflaske til ikke at tippe til den ene eller anden side i en vandfyldt beholder. Det er meget svært, skulle jeg hilse at sige!
-
Den største beholder SKAL være af pap eller andet meget fleksibelt som kan rives af bagefter. Undertegnede tænkte, at hun var smart ved at bruge en plastikkande. Af hård plastik vel at mærke. Som altså revnede midt over under indfrysningen. (Og jeg ved godt, at det ikke var en del af de oprindelige direktiver, men jeg følte min inspireret til at improvisere.)
-
Den frosne flaske virker kun til servering med en underskål under. Vores bord flød over med vand i varmen, fordi isen jo smelter. Som is gør, når det ikke er på frost længere. Og hvis ikke indpakningen af isblokken kan rives af, er denne smelteproces allerede godt igang inden isklumpen og flasken kan løsnes ud af den yderste beholder.
-
Hvor meget dette trick fik mine DIYs til at ligne ren overflade og “se hvor fint det er… men i praksis holder det ikke.. og den lader vi ligge”.
… Men jeg fik da et par fine billeder af det 😅 Og overvejede et kort øjeblik at lægge DIY-guiden op, og lade som om at det var lykkedes for mig. Indtil jeg kom til at tænke på følgende:
Tanker om at være ‘poleret’ eller ‘upoleret’ på de sociale medier
Når det er sagt, er jeg som udgangspunkt imod en alt for ‘poleret’ fremstillinger af livet. “Happy clappy” har jeg ærlig talt lidt svært ved at finde næring i. Det virker for mig ikke ligeså relaterbart. Fordi.. Fordi det menneskelige (og fejlbarlige) fascinerer mig. Ja, fordi livet jo (som jeg oplever det) både er skidt og kanel. Mens livet andre gange (ganske rigtigt) smager overvejende af candyfloss. Men hvis ikke den anden del – dén del der mere smager af løg – er inkluderet, ja, så føler jeg mig sat af. Distanceret. Det er derfor jeg elsker Petras programmer. Men hvor meget “hvidløgslugt” har jeg lyst til at vise frem selv?
Jeg ‘fremstiller’ mit liv herinde – og på instagram – i højere grad, end jeg nogensinde før har gjort.. Jeg vælger noget ud. Om det er et snit på et billede eller en hverdagsfortælling frem for en anden. Så er det udvalgt af mig, og fremstillet i det lys (i mere end én forstand), som jeg vælger. Og det er svært (!) hvor grænsen går. Svært også altid at være bevidst om, præcis hvilket lys man sætter sig selv og sin omverden i.. Hvor ‘fint’ skal det se ud, hvor ‘poleret’ skal det være? Og på den anden side, hvor råt – upoleret – har jeg lyst til at vise det?
De sociale medier er ofte udskældt for at fremhæve ‘virkeligheden’ som er poleret, som drømmescenarier og som waaaay out of (almindelige menneskers) league. Og med rette, synes jeg. Nogle gange. For kan det er også noget andet. Gør noget andet. Vi relaterer til hinanden på sociale medier. Og særligt gennem det ufine, det lidt sårbare eller dé sure sokker, som alle kender til. Jeg oplever en tendens til netop at råbe op om det beskidte vasketøj (også i overført betydning), og jeg er fan. Det ér jeg. Og det har fået mig til at tænke på. Er brugerne af de sociale medier på vej med en modreaktion på det så ‘polerede’ udtryk. Eller er vores livsfremstilling i højere grad et grundvilkår? Noget som altid sker, når vi mennesker sætter en finger på ‘virkeligheden’? Er det et grundvilkår, som blot forstørres op i meget større proportioner af de sociale medier?
Uanset hvordan jeg vender og drejer det, vælger jeg med et billede eller en tekst at rette fokus mod én ting frem for en anden. Da jeg i går lagde et billede op af, at jeg tabte et glas på gulvet, var fokus på, at jeg var klodset, og ikke at jeg havde syltet mine rødløg selv (som altså var i glasset). (Men nu fik jeg endelig lige pudset min glorie over det 😅 Sorry.) Dét er at filtrere virkeligheden på én måde. Lige som ‘virkeligheden’ er filtreret, når jeg fortæller den samme historie på én måde til min kæreste og på en anden måde til mine forældre. Alt er filtreret. Fordi det ses med forskellige øjne afhængig af om det er dig eller mig der fortæller. Og høres af forskellige ører afhængig af, hvem historien er rettet imod. Der er vel i de fleste udtryk (eller alle?) en personlig måde at vælge at fremstille sig selv, og sin “virkelighed” på. Om man er bevidst om det eller ej. Men det gør det ikke lettere at navigere i. Særligt ikke, når man vælger at udgive ting offentligt på sociale medier. Nej, det gør det nærmere forvirrende og skræmmende. Som en bikube af muligheder og retninger at gå i.
Ingen kommentarer endnu