Kan man flytte, når man hedder “Stay”?

Okay, okay, mit rigtige navn er jo ikke Stay, men det mit blognavn.
Og kan man så egentlig flytte, når man kalder sig “Stay”?
Jeg vil hverken gøre et stort nummer ud af det, ej heller gøre det dramatisk. Næh, jeg vil egentlig bare forklare lidt praktisk om bloggens ‘hjem’ her. Jeg har fra dag 1 været i tvivl om, hvor jeg skulle have min blog liggende. Faktisk fra dag -200, hvis ret skal være ret. (Og måske du allerede nu tænker, at det indlæg bliver B.O.R.R.I.N.G. Så fair nok! Scroll endelig bare ned til slutningen for at læse, hvor du fremover kan finde mig. Hvis du altså har lyst til den slags 🙂)

Til en start gik drømmen på at være helt independent, men jeg måtte hurtigt se min rækkevidde (både teknisk og netværksmæssigt i øjnene; den var begrænset!) Mine kriterier blev derefter enkle: Det skulle være overskueligt at oprette en blog, og der skulle være et fællesskab af bloggere – så man kunne finde hinanden og blive fundet. Og dén slags fællesskab fandt jeg her, hos Bloggers Delight. Og det er gået uden problemer. Faktisk bedre end forventet.

Der er dog én ting, som har generet mig hele vejen igennem, og det er reklamerne.
Jeg har ingen indtjening ved min blog, og alligevel er det en ‘del af pakken’, som det ser ud nu. Og det synes jeg går ud over både jer, som er så søde at klikke herind, men det er også forvirrende rent etisk og æstetisk for mig selv.

Så nu flytter jeg. Efter måneders tilløb. Til et sted med færre reklamer, men (forhåbentlig) samme tryghed i at ligge med andre – med hjælp, hvis det skulle brænde på rent teknisk. Jeg flytter pr. næste indlæg (i morgen forhåbentlig- afhængig af teknikken) til Nouw. Min blog kommer til at hedde det samme (staystrange.dk), men vil fremover altså være koblet op på en anden platform.

Hvis du vil være sikker på at se mine nyeste posts, så følg mig endelig på Bloglovin!

Det blev lidt teknisk og “behind the scenes”, men det følger også med, at jeg inddrager jer i tankerne bagom, synes jeg 🙂

Jeg håber, at vi ses! <3

1 år. 1 år!

I dag er det præcis et år siden, at jeg udgav mit første indlæg. Jeg holdt vejret, svedte pænt meget og gik i cirkler. Både før og efter mit første tryk på “udgiv”. Sandheden var jo, at det kun var dem der kendte til mit lille projekt, som kiggede med. Hvilket var… ca. tre mennesker. Men det føltes alligevel lidt som at springe ud fra en meget høj klippe, og ikke vide, præcis hvilket vand jeg landede i. Eller om der mon var nogle spidse klipper under vandoverfladen.

Nu er der gået et år, og hvad har jeg så lært?

Først og fremmest har jeg lært, at jeg virkelig skal øve mig i, ikke at udgive for at udgive, men holde fast (godt og grundigt, og med hvide knoer) i, hvad JEG synes er sjovt og vigtigt. Det sværere end jeg troede. “Burde” eller “Andre gør jo..” er et spøgelse jeg kæmper meget med. Men jeg øver mig dagligt. Ugentligt. Mest af alt har jeg lært, at dette er en beskæftigelse, som jeg synes er sjovt. Virkelig sjovt. Selv da ingen kiggede med, gik jeg og var lalleglad og begejstret før og efter hver udgivelse. Nynnede lidt mere. Og det gjorde jeg igen i onsdags, da jeg vidste, at jeg var på vej hjem for at trykke “udgiv” på det første indlæg efter sommerens lille time out. Så jeg bliver ved lidt endnu.. Så længe jeg har det sådan, ville én eller anden skulle vride armen om på mig selv, for at stoppe, tror jeg, faktisk.

I dagens anledning (🇩🇰 YAY 🇩🇰) har jeg samlet lidt små og store punkter, som har overrasket mig i året der er gået. En slags 2nd edition af dette indlæg. Det slår mig i øvrigt lige, at en 1-års fødselsdag, betyder at det er 9 måneder siden jeg trykkede udgiv på dette indlæg, hvor jeg altså markerede bloggens 3måneders fødselsdag. Det lille indlæg kunne være blevet et helt barn på den tid, jo? Haha. Men det er virkelig svært at opsummere et helt år. Så dette er nok egentlig mere et øjebliksbillede af, hvad jeg egentlig kæmper lidt med stadig, og hvilke lærdomme der altså fylder hos mig nu..

Her er (noget af) det, jeg har lært i løbet af året der er gået:
  • Billeder i elektrisk lys er et no go. Det er vigtigt, og det er sandt! Det nytter ikke noget at tage billeder med tændt lys. Foto-lærdom no. 1.(Ellers får man gule billeder. Som man ikke kan redigere sig ud af.)
  • Bloggen udvider min verden – både relationsmæssigt og rent kreativt. Jeg har lært nye mennesker at kende gennem bloggen, og jeg har også prøvet ting af, som jeg aldrig troede jeg kunne. Ingen af delene havde jeg forudset. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt, at man kunne møde “virkelige” mennesker via en blog. Ej heller, at jeg ville kunne kreere så relativt mange DIY’s. Jeg føler mig med andre ord både heldig og stimuleret..
  • Jeg må med skamme indrømme det. Jeg har stadig svært ved label’et ‘Blogger. Jeg forsøger stadig at sætte en finger på præcis, hvad det er, men jeg har svært ved at få det over læberne om mig selv. Dels fordi jeg er bange for, hvad folk tænker, men også fordi jeg selv tænker, at jeg jo ikke er ægte (som i sej, erfaren og bredt læst) blogger.
  • Timing is everything. Og det er som regel ikke helt til at sige, hvornår man rammer timingen. MEN jeg får overvejende flest læsere, hvis jeg udgiver om morgenen. Egentlig er tricket bare at statistik-kurven på min side af skærmen tæller fra midnat til midnat. Altså fra datomærke til datomærke, og når de gør dét, ser mine tal bedre ud, hvis jeg udgiver om morgenen. Haha. Så tallene er reelt ikke bedre. De ser bare sådan ud. Men giv mig endelig de sejre jeg kan få 😉
  • Lige linjer betyder noget. Her kommer endnu et foto-fif. Jeg har lært, at hvis der er en lodret og en vandret streg (eller væg) på et billede, og man vel og mærke står med en ret vinkel på motivet, skal de to kanter på skærmen flugte med de to linjer. Det er sværere end man tror!! Men oij, hvor det gør noget for et billede, at det står lige. Selv for en rookie som mig, er det i øjenfaldende. (Og lad nu være med at gå gennem mine billeder og se, at jeg har brudt denne ‘regel’ mange gange. Nogle gange er kunsten altså bare for svær at efterleve!)
  • Planlægning er en nøgle til ‘ro’ i mit hovede. Planlægning betyder meget for mit eget velbefindende. Det vidste jeg måske ubevidst før. Jeg har altid elsket papirskalendre og lister. Men med bloggen er det blevet sat på spidsen. Det svært at holde styr på alle de idéer. I mit første udgave af dette indlæg skrev jeg, at jeg var overrasket over, hvor mange idéer der blev ved at komme. Sådan har jeg det (endnu mere overraskende) stadig. Dét der er svært er dog at holde styr på alle idéerne. Sætte dem i orden. Få dem skrevet ud eller gjort til virkelighed. Jeg har indført flere opslagssider i min kalender kun reserveret til bloggen. Jeg har en kladdebunke af halvskrevne indlæg. Og det er godt. Men det er også lidt mange bolde at have i luften.. Og hvilket indlæg skal så ud hvornår? Ja, det er også et spørgsmål at tage stilling til. #toughlife. Min ultimative øvelse er her; én ting ad gangen. Jeg synes blot at idéfasen er så sjov. Det er straks værre at få dem alle til dørs..
  • Og i tråd hermed; korrektur… Ja, det tager tid. Laaang tid. For mig i al fald. Det er den mest irriterende del af processen, synes jeg. Omend jeg elsker, når der er styr på komma og grammatik, så er det her min egen tålmodighed hurtigst løber ud. Fordi.. ‘Tanken kom jo for længe siden?’, ‘Forstår man det ikke bare nu? Jo, det giver klart mening.’ ‘Videre.
  • Da jeg i sin tid sad og skulle finde på konceptet “tirsdagens tip” (og ja, jeg ved godt, det ikke hverken lød eller så ud som den dybe tallerken), tænkte jeg, om andre mon ville tænke, at jeg nu kørte bloggen mod granny-afgrunden. Men ved I hvad?Dé går som varmt brød! Jeg får gentagende gange overvældende respons og kommentarer både her og på instagram, når jeg ytrer mig om et (husmor)tip. Jeg føler, at jeg har fundet åndsfæller i jer. Og tak for dét! Tænk, at vi kan finde sammen om at være så gammeldags på så moderne medier 😄

En anden bonusinfo ved at have fødselsdag er, at jeg med denne blogfødselsdag er i en ny ‘blogger-kategori’. Jeg har nu reelt muligheden for at lave de famøse og sjove “for et år siden”-indlæg. Ej, hvor jeg jeg glædet mig til dét! Mest af alt fordi jeg er nostalgisk anlagt, men også fordi.. det giver mig mere tid til at udføre nye indlæg 😉

Rigtig god dag til jer! Og hurra for weekend lige om lidt ❤

Ps. Som ekstra info vil jeg lige pointere, at jeg fremover mindst holder blogfri lørdag. Nogle gange søndag med. Ikke at jeg bilder mig ind, at I sidder og venter. Men nu har jeg sagt det, og om ikke andet hjælper det lidt på min egen samvittighed over, hvor meget jeg “burde” udgive (apropos, hvad jeg har lært i dette år..) Jeg tror på at koncentreret tid med min familie i weekenden vil gøre mig godt. Det er simpelthen bare derfor 🙂

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

‘Poleret’ eller ‘upoleret’ på de sociale medier? (Og en lille DIY)

På min ferie – og mit fravær herinde – har jeg tænkt en del…
Okay, jeg bliver lige nødt til at afbryde mig selv dér, for HA hvor jeg altid føler mig så selvhøjtidelig, når jeg formulerer det sådan! Som om jeg tænker mere end andre?? Har en større kapacitet af tanker? Haha. Det er ikke sådan ment. Det har jeg lige brug for at indskyde. Men for mig kan mit hovede faktisk nogle gange føles som en bikube. Hvor tankerne er bier som summer, og flyver i alle retninger. Nogle gange stikker de endda af. Knap så smart eller klogt. Og endnu mindre nemt at finde hoved og hale i.. 
Nogle tanker hænger derfor ikke helt sammen. Fordi de flakker om i øst og vest. Fordi.. Bierne. Det har altid hjulpet mig at skrive tanker ned, og fordi bierne i løbet af sommeren har kredset meget om min færden her og på andre sociale medier, ja, så giver det altså alligevel mening at skrible dem ned. Udgive dem. Vise dét frem, som jeg har kunne fange på skrift, omend der er også er andet, jeg endnu ikke har fået greb om.

 

Men lad mig starte et andet sted. I et helt konkret, lavpraktisk eksempel:
Som så mange gange før, søgte jeg inspiration på Instagram i min ferie. Her faldt jeg blandt andet over fine Pernilla Jansons tip om at lave en blomstret flaskekøler – støbt direkte om en glasflaske. (Hun markerede i øvrigt tydelige, at hendes inspiration var fra Little Miss Fix it)  – og NEJ, hvor så de frosne flasker yndige ud begge steder. Jeg tænkte med det samme, at dén guide både ville kunne imponere på min svigerfamilie på aftensmadsbordet, og ikke mindst imponere jer herinde.

 

Dét var altså lige indtil udførelsen gik i gang….

Som det ses her, blev isklumpen altså helt skæv. Eller flasken gjorde? Og så er det store spørgsmål i redigeringsprocessen; skal flasken eller klodsen stå lige? Haha. Jeg bliver ærlig talt lidt søsyg af at kigge på dette billede. Lige som jeg gør af de tanker jeg forsøger at forklare i dette indlæg 🙂

Den korte guide lød således: 
  • Tag en glasflaske, placer den i en stor juicekarton. Kom vand i kartonen og pynt evt. markblomster eller frugt.
    (Som en indskydelse vil jeg sige, at jeg ikke tog mig tid til at klikke ind på de respektive blogs, men blot så hvad der lå på Instagram. Så dette er ingen kritik af de to seje damer nævnt ovenfor, men tværtimod mere en kritik af mig selv.)
Det jeg ikke vidste var: 
  • Hvor svært det er, at få en glasflaske til ikke at tippe til den ene eller anden side i en vandfyldt beholder. Det er meget svært, skulle jeg hilse at sige!
  • Den største beholder SKAL være af pap eller andet meget fleksibelt som kan rives af bagefter. Undertegnede tænkte, at hun var smart ved at bruge en plastikkande. Af hård plastik vel at mærke. Som altså revnede midt over under indfrysningen. (Og jeg ved godt, at det ikke var en del af de oprindelige direktiver, men jeg følte min inspireret til at improvisere.)
  • Den frosne flaske virker kun til servering med en underskål under. Vores bord flød over med vand i varmen, fordi isen jo smelter. Som is gør, når det ikke er på frost længere. Og hvis ikke indpakningen af isblokken kan rives af, er denne smelteproces allerede godt igang inden isklumpen og flasken kan løsnes ud af den yderste beholder.
  • Hvor meget dette trick fik mine DIYs til at ligne ren overflade og “se hvor fint det er… men i praksis holder det ikke.. og den lader vi ligge”.

… Men jeg fik da et par fine billeder af det 😅 Og overvejede et kort øjeblik at lægge DIY-guiden op, og lade som om at det var lykkedes for mig. Indtil jeg kom til at tænke på følgende:

Tanker om at være ‘poleret’ eller ‘upoleret’ på de sociale medier

For min egen del må jeg ærligt konstatere, at mit blik oftest fanges af “flotte” billeder. Billeder hvor farver, perspektiv og motiv på én eller anden måde spiller.. Her taler jeg naturligvis primært om instagram, men faktisk også når jeg kigger ned over de indlæg som foreslås for mig på Bloglovin’.
Samtidig er jeg godt klar over, at man med ét billede fravælger en masse andet. At det er et udsnit af virkeligheden. En virkelighed, som i én eller anden grad er manipuleret med. Ændret ved. En ‘poleret’ virkelighed?

Når det er sagt, er jeg som udgangspunkt imod en alt for ‘poleret’ fremstillinger af livet. “Happy clappy” har jeg ærlig talt lidt svært ved at finde næring i. Det virker for mig ikke ligeså relaterbart. Fordi.. Fordi det menneskelige (og fejlbarlige) fascinerer mig. Ja, fordi livet jo (som jeg oplever det) både er skidt og kanel. Mens livet andre gange (ganske rigtigt) smager overvejende af candyfloss. Men hvis ikke den anden del – dén del der mere smager af løg – er inkluderet, ja, så føler jeg mig sat af. Distanceret. Det er derfor jeg elsker Petras programmer. Men hvor meget “hvidløgslugt” har jeg lyst til at vise frem selv?

Jeg ‘fremstiller’ mit liv herinde – og på instagram – i højere grad, end jeg nogensinde før har gjort.. Jeg vælger noget ud. Om det er et snit på et billede eller en hverdagsfortælling frem for en anden. Så er det udvalgt af mig, og fremstillet i det lys (i mere end én forstand), som jeg vælger. Og det er svært (!) hvor grænsen går. Svært også altid at være bevidst om, præcis hvilket lys man sætter sig selv og sin omverden i.. Hvor ‘fint’ skal det se ud, hvor ‘poleret’ skal det være? Og på den anden side, hvor råt – upoleret – har jeg lyst til at vise det?

De sociale medier er ofte udskældt for at fremhæve ‘virkeligheden’ som er poleret, som drømmescenarier og som waaaay out of (almindelige menneskers) league. Og med rette, synes jeg. Nogle gange. For kan det er også noget andet. Gør noget andet. Vi relaterer til hinanden på sociale medier. Og særligt gennem det ufine, det lidt sårbare eller dé sure sokker, som alle kender til. Jeg oplever en tendens til netop at råbe op om det beskidte vasketøj (også i overført betydning), og jeg er fan. Det ér jeg. Og det har fået mig til at tænke på. Er brugerne af de sociale medier på vej med en modreaktion på det så ‘polerede’ udtryk. Eller er vores livsfremstilling i højere grad et grundvilkår? Noget som altid sker, når vi mennesker sætter en finger på ‘virkeligheden’? Er det et grundvilkår, som blot forstørres op i meget større proportioner af de sociale medier?

Uanset hvordan jeg vender og drejer det, vælger jeg med et billede eller en tekst at rette fokus mod én ting frem for en anden. Da jeg i går lagde et billede op af, at jeg tabte et glas på gulvet, var fokus på, at jeg var klodset, og ikke at jeg havde syltet mine rødløg selv (som altså var i glasset). (Men nu fik jeg endelig lige pudset min glorie over det 😅 Sorry.) Dét er at filtrere virkeligheden på én måde. Lige som ‘virkeligheden’ er filtreret, når jeg fortæller den samme historie på én måde til min kæreste og på en anden måde til mine forældre. Alt er filtreret. Fordi det ses med forskellige øjne afhængig af om det er dig eller mig der fortæller. Og høres af forskellige ører afhængig af, hvem historien er rettet imod. Der er vel i de fleste udtryk (eller alle?) en personlig måde at vælge at fremstille sig selv, og sin “virkelighed” på. Om man er bevidst om det eller ej. Men det gør det ikke lettere at navigere i. Særligt ikke, når man vælger at udgive ting offentligt på sociale medier. Nej, det gør det nærmere forvirrende og skræmmende. Som en bikube af muligheder og retninger at gå i.