Kan man flytte, når man hedder “Stay”?

Okay, okay, mit rigtige navn er jo ikke Stay, men det mit blognavn.
Og kan man så egentlig flytte, når man kalder sig “Stay”?
Jeg vil hverken gøre et stort nummer ud af det, ej heller gøre det dramatisk. Næh, jeg vil egentlig bare forklare lidt praktisk om bloggens ‘hjem’ her. Jeg har fra dag 1 været i tvivl om, hvor jeg skulle have min blog liggende. Faktisk fra dag -200, hvis ret skal være ret. (Og måske du allerede nu tænker, at det indlæg bliver B.O.R.R.I.N.G. Så fair nok! Scroll endelig bare ned til slutningen for at læse, hvor du fremover kan finde mig. Hvis du altså har lyst til den slags 🙂)

Til en start gik drømmen på at være helt independent, men jeg måtte hurtigt se min rækkevidde (både teknisk og netværksmæssigt i øjnene; den var begrænset!) Mine kriterier blev derefter enkle: Det skulle være overskueligt at oprette en blog, og der skulle være et fællesskab af bloggere – så man kunne finde hinanden og blive fundet. Og dén slags fællesskab fandt jeg her, hos Bloggers Delight. Og det er gået uden problemer. Faktisk bedre end forventet.

Der er dog én ting, som har generet mig hele vejen igennem, og det er reklamerne.
Jeg har ingen indtjening ved min blog, og alligevel er det en ‘del af pakken’, som det ser ud nu. Og det synes jeg går ud over både jer, som er så søde at klikke herind, men det er også forvirrende rent etisk og æstetisk for mig selv.

Så nu flytter jeg. Efter måneders tilløb. Til et sted med færre reklamer, men (forhåbentlig) samme tryghed i at ligge med andre – med hjælp, hvis det skulle brænde på rent teknisk. Jeg flytter pr. næste indlæg (i morgen forhåbentlig- afhængig af teknikken) til Nouw. Min blog kommer til at hedde det samme (staystrange.dk), men vil fremover altså være koblet op på en anden platform.

Hvis du vil være sikker på at se mine nyeste posts, så følg mig endelig på Bloglovin!

Det blev lidt teknisk og “behind the scenes”, men det følger også med, at jeg inddrager jer i tankerne bagom, synes jeg 🙂

Jeg håber, at vi ses! <3

Tirsdagens tip til bedre drinks. Med eller uden alkohol.

Er der noget mere drinkindbydende end en varm sensommer som denne? Næppe.

Det er ikke første gang, at jeg skriver et ‘tirsdagens tip’ om en app. Faktisk er det anden gang. Jeg føler mig særligt high tech, når mit valg af tips går på apps, men denne app er altså virkelig så god som at have en tyk bog med sig. Et opslagsværk. En bog, som kan komme til meget gavn. Særligt, hvis man har en hang til GT’s som jeg.

Tirsdagens tip lyder med andre ord såresimpelt: Hent app’en ‘Ginventory’. Og brug den.

App’en er et opslagsværk over forskellige gins (eller tonics), og ved en enkel søgning, anbefaler den, hvad der går godt til hvad. Den har altså både en anbefaling af gin/tonic (afhængig af, hvilken del du selv slår op), men også en anbefaling af garnitures dertil. Efter at jeg i januar var på GT-kursus, må jeg sige, at de dér garnitures gør hele forskellen for mig! Altså, det gør det jo til en ægte drink!

Hov, og tip nummer to i dagens anledning; der findes faktisk en ret så flot (og tilmed velsmagende) alkohol-fri Gin. Det er Seedlip der producerer den, og én af deres smagsvarianter er vist på billedet ovenfor. Jeg har indtil nu kun set den solgt online, men altså… jeg kommer heller ikke sååå meget ud for tiden. Haha. Og i dét lys, er denne app altså ekstra god. Den er lige ved hånden, og kan være behjælpelig med en god drink hvor som helst.

Skål. Og rigtig god tirsdag! 😄

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

DIY: Køkkenrulleholder

Nogle gange skal der ikke så meget til. Og lige nu gør det mig virkelig glad, at jeg tog mig 20min. i starten af ugen til at få lavet denne DIY. Det betyder nemlig, at jeg trods (vedholdende) sygdom har fået noget fra hånden i denne uge, som gør mig glad og tilmed er ret så anvendelsesnyttigt.. Hjemme hos os i hvertfald. (Var der nogen, der sagde klodset?) En lille DIY, hvis funktion jeg har manglet, og hvis omkostninger faktisk var lig 0 kr., da alle dele var noget jeg i forvejen ejede.

Nu skal I høre:

Jeg brugte:

  • En bidetang (og eventuelt en fladtang. Jeg selv lavede det dog uden sidstnævnte)
  • En metalbøjle
  • En køkkenrulle

Jeg gjorde følgende:

  1. I første omgang bides bøjlen over midt på det nederste lige stykke. Således er bøjlen lettere at forme.
  2. Hernæst rettes bøjlen ud fra bøjlekrogen, sådan at stykket fra ‘krogen’ og ud til hver side bliver helt lige. Og altså vinkelret på bøjlekrogen.
    Jeg fandt ud af, at det var lettest at forme metallet, hvis jeg holdt tangen dér hvor jeg ønskede at rette metallet ud, og derefter bøjede metallet den vej, jeg ønskede det med hænderne. En fladtank havde måske kunne give et mere lige resultat, men jeg kan også godt lide charmen ved, at man kan se, at det faktisk er hjemmelavet. 
  3. Hernæst lægges køkkenrullen midt på bøjlen. Bøjlekrogen skal altså være midt på køkkenrullen, og hver af de to metalender skal nu have et buk nedad, så det ‘vandrette’ stykke metal er lige netop er liiidt længere end køkkenrullen.
  4. Hernæst måles højden af køkkenrullen. Eller dvs. halvdelen af højden, for det er denne pind, som køkkenrullen skal hænge på. Og det er derfor vigtigt, at den lodrette del af den bukkede bøjle svarer til afstanden mellem køkkenrullens hul og øvre kant. Dog hellere lidt for højt end lidt for lavt. Metallet bukkes kort sagt indad mod midten igen. (Jeg håber ikke, at man kan fornemme alt for meget, at min feberhjerne har lidt svært ved at formulere sig. Haha.)
  5. Nu er bøjlen formet som den skal, og de to ender skal klippes til med bidetangen. Det fungerede bedst for mig at nive en lille smule af den ene ende, og en stor del af den anden af de løse ender på bøjlen. På den måde kan køkkenrullen sættes ned over den lange af enderne, og den korte ende kan bukkes ind i køkkenrullens paprør fra den anden side.
  6. SÅ er køkkenrulleholderen klar, og kan hænges hvorhen det skulle være 🙂

Metoden kan (naturligvis) også bruges til toiletpapir!

I må endelig sige til, hvis der er noget I drømmer om en DIY til, eller noget I gerne vil kommentere på eller spørge til. Jeg elsker at høre pip fra jer.

Rigtig god septembersøndag til jer.

 

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Efterår, du er stadig mit.

Med efteråret følger ofte influenza. Særligt efter en god og varm sommer. Og som fordi sommeren har været SÅ god ved mig, slog influenzaens soldater mig ned i går. Én dag før tid, hvis man kiggede grundigt i kalenderen.. Og jeg ligger stadig. Godt og grundigt. Det var nok egentlig dét det var på vej allerede i torsdags, da jeg skrev om den dér søvnmangel og tilhørende hovedpine.

 

I dag har en simpel sygdom fået mig ned med nakken. Der skal intet til, før jeg koger over. Som en trykkoger, der står lige på randen af at hyle i vilden sky – over alt, men mest intet. Jeg kan egentlig ikke rigtig kende mig selv. Jeg har skrevet et helt indlæg om mine uheldigheder, og hvor træls føles at være i mit syge skrog. Men jeg orker ikke engang at læse dem igennem igen. Jeg gider ikke høre på mit eget klageråb. Ha. Eller også er det den knaldende hovedpine som gør, at jeg ikke orker at læse korrekturen? Egentlig har jeg det (jo) godt, og en lille stemme i mig siger; “stop med at klag! Du er utaknemmelig nu.” Hver gang jeg smalltalker, finder jeg de ting som fylder mit hoved for små til at klage over. Fordi min grundfølelse er, at jeg er heldig. Har det godt. Er lige dér, hvor jeg skal være. Lige nu kan det bare ikke komme ud for bare snot. Så jeg lader være.

I stedet får I et lille skriv om efteråret. I dagens anledning. Fordi… Det nu er efterår:

Om man vil se det i øjenene eller ej, så skriver vi efterår i kalenderen fra i dag og tre måneder frem.

Det er officielt et farvel til sommeren. Punktum.
Hver gang vi træder ind i en ny årstid, gør jeg det med en blanding af sørgmodighed og forventningens glæde. Sørgmodighed, fordi det er svært at følge med tiden, og rigtig forstå, når noget er her. Det er som om, det først helt er at føle på, når det er ovre. Forventningens glæde ligger derimod i potentialet i det nye, det uforløste.

Men denne gang gør jeg det også med en vis spændthed. For sikke meget den vil bringe, den årstid som står for døren. Jeg ved, at den vil bringe en masse godt. En fødsel blandt andet. Og dermed et barn. Mit barn. Vores barn. Vores familie skal vokse i mandtal.

Hvad mon der derudover vil komme os i møde?

Mere sygdom – af mere eller mindre alvorlig grad? Forhåbentlig ikke.
Mere ombygning – og dermed mere ro på herhjemme? Forhåbentlig. En tiltagende følelse af, at dette er vores hjem, som (igen) passer lige til os.
Og så alt det vi ikke ved endnu. Venner, dates, fødselsdagesfejringer og sommerhusture? Gåture og skovture?
På én måde føltes sommeren i år så uendelig lang. Så lang, at jeg næsten ikke troede mine egne øjne. På den anden side har sådanne  solskinsstunder det også med at gå (alt for) stærkt. At ende med at blive taget forgivet, sådan at de faktisk løber ud mellem fingrene på mig. Og nu er det efterår (igen). Som det jo altid bliver efter sommer. Og det er okay. For jeg holder så uendeligt meget af efteråret.
Dén kærlighed skrev jeg i øvrigt et helt indlæg om for et års tid siden – på en dag, hvor jeg husker det som om, jeg følte mig ekstra litterær. Haha. Læs det her, hvis du har lyst 🙂
Uanset hvad efterårets første weekend bringer, håber jeg at den er god ved dig. Jeg vil bruge den på ægte efterårs-rekreationsvis; putte mig længere ned under tæppet, og lade mig transportere hjem til mine forældres varme og stille hus, og deres evigt lækre mad ❤

Den dér søvnløshed..

Jeg har ikke sovet så godt i nat. Faktisk slet ikke godt. Det er der egentlig ikke så meget nyt i. Fortæl mig lige, er det sådan det føles at have et spædbarn (igen)? Eller nej, lad hellere være! Men, hvis jeg for de interesserede (eller for min egen “jeg bader mig i mine lidelsers”-skyld,) føles sådan cirka sådan her: Trætheden får mine øjenhuler til at udtørre. Kaffen gør blot hovedpinen værre. Hovedpinen, som ikke bare sidder i tindingerne, men i hårrødderne, og for ikke at tale om den ømme krop..

Årsagen er ikke, at vi har fået et spædbarn, men ganske simpelt tankespind, som altså er ret knudret for tiden – tilsat en ny beboer. Den nye beboer er altså ikke et levende væsen, men larmer mere end et sultent spædbarn. Det er en affugter. Jep. Du hørte rigtigt. Klager jeg over dét? Næh, jeg letter såmænd bare mit hjerte. Og mine tanker. Og håber dermed også at trætheden forsvinder som dug for den sol, som ikke er at se på himlen længere. En affugter er flyttet ind, og skal stå og køre døgnet rundt. Grunden er, at den forhåbentlig mindsker vores vandskader. Så den kører og kører, og holder mine tanker med selskab om natten.

Nåh, men nok om dét. Dagen er grå udenfor igen i dag, men det bliver en festdag. Det ved jeg bare. Når jeg lige får taget noget andet end gråt tøj på. Når jeg lige får hevet mig op! Jeg skal nemlig til Confettis fødselsdag senere. Og jeg glæder mig.

Derudover var dagen i går (og)SÅ god, at jeg havde svært ved at stoppe mine tanker igen. På en “lad os lige klø på, det går jo derudaf, og vi skal nå i mål”-måde. En måde, som også kan blive lidt presset, fordi det er svært at stoppe. Stoppe tankerne, drømmene og ambitionerne. Vi fik rykket rundt på møbler til en ny planløsning – og det var som at rykke rundt i Tetris, og se om det hele gik op i virkeligheden. Og ikke bare på papiret, i korrekt målestoksforhold. So far overgår den virkelige udgave mine forventninger. Alle de bekymringer om ny indretning begynder at gå op i en højere enhed af en løsning. Forhåbentlig. Forhåbentlig falder de sidste brikker på plads i denne uge. Forhåbentlig, forhåbentligt. Så det reelle opbygningsarbejde kan begynde. Og så jeg ægte kan gå i gang med at bygge redde. Og det var nok egentlig dét jeg gjorde i nat. Lagde planer for min redde. Googlede, søgte, satte på lister og pricerunnede den.

Pludselig slog noget andet mig;
Jeg frygter ikke barnet, dets søvn ej heller fødslen. Jeg GLÆDER mig. Men jeg er lidt spændt på, hvordan jeg tager at blive mor til to. Hvis jeg selv skal sige det (og det gør jeg jo nu), så klarede jeg søvnunderskuddet bedre end forventet med vores første barn. Jeg gjorde mig umage for ikke at klage.(Måske lidt svært at tro med dette indlæg? Haha. Men det er sandt). Simpelthen fordi jeg ikke følte, at det hverken var nødvendigt eller relevant at klage over manglende søvn. Selvom søvnen den virkelig manglede. Men i morges slog det mig; hvad sker der, når der pludselig er to små mennesker, som potentielt holder mig oppe om natten? Kommer de til at vægge hinanden på skift? Kan jeg bevare overblikket, eller vil jeg denne gang føle mig presset til mit yderste?

På en skør måde glæder jeg mig helt vildt til at være i den undtagelsestilstand, det er at få et lille barn. Det føles for mig lidt som at være i en krigszone (hvor død er erstattet med liv, naturligvis), og hvor alle sejl sættes ind på ét mål: overlevelse og fred i så vid mulig grad. I den bobbel af baby, ja, der blegner alt andet. Da er det som om alt i bogstaveligste forstand blændes ude. At hovedpine og værre kan ramme, ja, det er en del af pakken. Ellers ville det vel ikke føles  som en undtagelsestilstand? Sådan skal det være, lige som vabler er en del af dét at have løbet en maraton? Uden de fysiske men, har man vel ikke rigtig været der? Sidst kunne jeg godt gå for mig selv og nyde det. Tænke, at det eneste der var at gøre var at omfavne det fysiske underskud – for det meget meget højere mål. Som om følelsen af at være mor blev mere ægte af, at mærke det rent fysisk også.

Jeg glæder mig til, at min  træthed er et “offer” for et menneske, og ikke en maskine ❤