Ugens opdagelse: En listefri ferie. Er det muligt?

Jeg tog på ferie med en tanke om at forsøge at udleve “slow living” på ferien. Dét fænomen er dukket op alle steder, hvor jeg har bevæget mig online de sidste mange måneder. Men alene dét at have sat mig dette for, har udfordret mig. “Jeg må ingen lister lave”, tænkte jeg …for så at blive enig med mig selv om, at ingen lister også er stressende for et liste-menneske, som mig.. “én ting på listen om dagen”. Hvorefter jeg altså begav mig ud i at fordele mine største “ønsker for ferien” ud over dagene, og skrev en ekstra-liste i bunden af listEN – til når jeg følte mig up for it. Men kun én uge af gangen. For at da at være lidt nonchalant.
Den lader jeg lige stå.
På en måde er det noget af det sejeste, jeg kan komme i tanke om; dét med at være god til at være i nuet og slappe af. Bare være tilstede – uden at have alt muligt andet i baghovedet. Prioritere de små ting. Lege med barnet, uden at have arbejde i baghovedet. Eller drikke en kop kaffe uden at planlægge den næste. Bare være tilstede. Uden andre ambitioner end dét.
On a site note: Der findes mennesker, som udstråler denne evne. Som giver en følelse af, at når vi er sammen, er dét det vigtigste sted at være. Lige nu. Fordi det har vi valgt. Aktivt. (Som altså står i kontrast til oplevelsen af, at man er et mellemstop på vejen mod noget vigtigere. Som træder ind af døren med “vi må også videre” på læberne. På travle dage har jeg følelsen af selv at give andre denne sidstnævnte følelse. Og det frustrerer mig.) Tilbage til hoved-noten:
På den anden side er det min drivkraft, at jeg altid har et “projekt” ved hånden. Jeg elsker at producere og kreere. At have et projekt, som er mit alene. At være på vej et sted hen og føle, at jeg vokser dermed. Det er noget af dét der gør strikning så afstressende for mig: Jeg producerer mens den håndværksmæssige beskæftigelse kan virke næsten meditativ.
Men hvor er det i bunden svært at være på ferie uden en liste over, hvad der skal til for, at ens ferie bliver vellykket. For mig i al fald.
Sådan her ser min ikke-liste for denne ferie altså ud:
(Sarkasme kan forekomme)
  • Bruge ekstra tid med mit barn. Kvalitetstid. Og være HELT til stede. Ikke tænke på andet. Nu!
  • Spise ude. Gode steder. Alt andet er jo spild af den dyrebare tid?
  • Få læst bøger. Mindst én i al fald. Og lad dig nu rive med. Du har jo tid til det.
  • Producere noget. Uden tidspres, naturligvis. Men helst mindst én ting. Det kunne være den strikkeopskrift jeg har medbragt. Og ja, så måske også lidt DIY, når du er i gang. Hvis du kan. Det kan du da? Du har jo ferie og god tid!
  • Lave ingenting. Det skal du også huske. Med kryds og tværs. Eller endnu bedre; sidde stille og kigge ud over vandet. Uden at have lister i baghovedet. 
  • Dokumenter ovenstående. Til når du er hjemme, eller for at bevise for dig selv, at du sådan ægte slappede af. Eller nej. Det må jeg hellere skrive ned.

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Ugens opdagelse: At være skyldig

Sikke en bombastisk overskrift, hva? Men når denne sidste ‘uges opdagelse’ bygger på en film ved navn ‘Den skyldige’, må ordet skyld jo indgå i titlen..

Som du nok kan tænke dig til, var jeg i ugens løb inde og se ‘Den skyldige’, og jeg vil nødig være en spoiler, men jeg mener alligevel godt, at jeg kan dele ud af, hvad den fik mig til at tænke på. For det gjorde den. Meget.

Den fik mig til at tænke på, hvordan vi alle sammen vel i bund og grund føler skyld. Bærer på noget, som kun vi bærer på. Som kun vi kan bære. Jeg gør i al fald. I mange størrelsesforhold. Fra “åh, sagde jeg nu dét” til “hvorfor gjorde jeg ikke dét” til større ting, hvor jeg kunne have ageret anderledes. Hjulpet nogen. Eller gjort mindre skade, end jeg gjorde. Alt sammen noget, som kan dukke op i glimt eller være længerevarende nagende strøg. Og som jeg sad dér i biografsalen og hørte om fiktive personers skyld, så dukkede en masse op. Jeg var på et tidspunkt lige ved at forlade salen – bare for at gå ud og rette op. Ændre. Jeg gjorde det ikke, og det skøre var, at da filmen var slut, droppede jeg helt idéen. Fordi det blev sat i perspektiv. Fordi der ligger noget befriende i, at vi alle på én eller anden måde er skyldige. Ikke som en dårlig undskyldning, men som et perspektiv, hvor det er okay at være skyldig – for du mente det jo (som regel) godt. Og når dét ikke lykkes. At gøre det i bedste mening. Så er der altid et forsøg igen…

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

 

Ugens opdagelse: “Hvo intet vover, intet vinder”

Uij, det holder faktisk lidt hård før en ferie. Er der andre, der har det på samme måde?
På en eller anden måde kulminerer alt lige op til en ferie; Kombinationen af, at være tæt på en ferie (og dermed oftest virkelig trænge til ferie), og at have en masse der skal nås inden ferien kan indtræffe (med god samvittighed i al fald), gør at det hele i virkeligheden føles meget som en slutspurt op til ferie.

Ugen startede dog et lidt andet sted.. Kort sagt blev jeg mindet om den noget (over)anvendte sætning “hvo intet vover, intet vinder.” Simpelthen fordi jeg gjorde noget, jeg vel aldrig rigtig har gjort før; jeg inviterede en vildt fremmed på kaffe. Bare fordi jeg havde lyst. Faktisk havde jeg aldrig mødt personen i virkeligheden før. Og alligevel var svaret “ja” i den anden ende. TÆNK. Kaffen, croissanten og ikke mindst det virkelig hyggelige selskab var simpelthen ét af ugens absolutte højdepunkter. Jeg var både høj over mit eget mod, og over, at én der aldrig har mødt mig, havde lyst til at mødes.. Bare fordi.. Men jeg blev også blæst bagover over, hvor meget min lille verden kan åbne sig, hvis blot jeg tør. Jeg mener bare; den kaffe, den (virkelig gode) croissant og den samtale, havde jeg jo ikke oplevet, hvis ikke jeg havde vovet i første omgang.
Lidt lige som da jeg fik mit job i sin tid. Og dét blev jeg sådan mindet om i denne uge.. Midt i en lille stor iskaffe.

Nogle gange har jeg en tendens til at omtale mit liv som noget, jeg er en passiv deltager i. Lige som i vendingen “hvis én dør lukkes, åbnes en ny”. Hvis man tror denne talemåde (og jeg tror, at der er meget rigtigt i den), skal man groft sagt stå og vente passivt på, at den næste dør åbnes. Talemåden lyder jo ikke “når én dør lukkes, kan du lirke en anden op”.. Eller “lukker du en dør, kan du altid kravle ud af vinduet”..

Og med den opmuntring, vil jeg tage dét der er tilbage af dagen i dag, og bruge min fredag aften på LIGE dét jeg selv vælger.
Hvad dét er, ved jeg ikke helt endnu 🙂

 

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.