Inspiration til preggotøj (som også kan bruges uden mave)

Egentlig havde jeg planlagt at udgive dette indlæg i sidste uge. Jeg fik dog lidt kolde fødder for at udgive. Dels fordi jeg skrev det siddende i de mindst flatterende (men mest behagelige) preggo-joggingbukser og min natbluse. Med lidt fedtet hår. Dels fordi jeg (blandt andet af denne årsag) ofte kan tænke; “Hvad ved jeg om tøj?”. Jeg vil på ingen måde bryste mig af at være fashion. Men måske dette ikke burde give mig kolde fødder, men derimod give mig en følelse af, at tingene er i balance – trods alt. Jeg er ikke fashion-blogger. Så hvis jeg skal skrive om lidt fashion, er det måske passende at skrive om det fra en sjusket nattøjsuniform… Jeg er bare mig. Og det er jo dét udgangspunkt jeg skriver fra.

Dette lille skriv skal altså handle om et par tricks til at undgå at bruge alt for mange penge på tøj. Tøj, som passer en gravid, men som dermed kun kan passes i få måneder. For selvom jeg er sparsommelig, og meget gerne vil investere i tøj, som kan holde så længe som muligt, er det også – hvis du spørger mig – ret vigtigt at føle sig godt tilpas i det tøj, man har sig i de måneder, hvor hele kroppen er under udbygning. Det er nemlig ikke en selvfølge, at man altid føler sig godt tilpas i sin krop. Derfor må alt andet gerne føles rart.

Her er mine bud på tøj (eller pasformer) som både kan føles rare under graviditet , men også kan bruges før og efter.

  1. Peplum-kjoler. Gerne i løst, tyndt stof. Loose fit-kjoler gør det muligt at bruge dem – både under graviditet og efter. Og som bonus kan de let bruges, hvis man gerne vil skjule en graviditet. ‘Skørtet’ forneden kan desuden bidrage til at aflede opmærksomheden en smule fra maven. At der sker noget et andet sted, kan være rart, hvis du ikke ønsker alle rettet mod mavsen.  Tricket er dog, at denne type kjoler (eller hvilke som helst preggo-kjoler) ikke skal være ALT for korte – for så gør den store mave, at kjolestoffet løftes op fortil. Og ja, så risikerer man at blotte sine trusser. Jeg taler af erfaring.
  2. Slå-om-kjolen. Under min første graviditet havde jeg held med at købe en wrap-kjole i USA, som jeg har gået så meget med, at jeg i forgårs måtte konstatere, at der er gået hul lige midt på bagdelen. Det var altså en succes! Både som gravid og uden. Som bonus kan de også være ret så gode under amning! Det er dog igen værd at være opmærksom på, at man måske skal have en nederdel indenunder, når maven bliver for stor. Hvis ikke stoffet er ‘langt nok’ i selve slå-om-delen, kan stoffet gå fra hinanden fortil. Men med en nederdel, et par shorts eller underkjole under, går alting fint.
  3. Cropped top. Disse toppe er gode som variation over de andre kjoler, som vist på billedet. Dette gør, at kjolerne også kan bruges som nederdele, og altså varieres i det visuelle udtryk. Derudover kan de også bruges sammen med højtaljede nederdele eller ud over længere toppe. Hvis ikke man ejer en cropped top i forvejen, ville jeg ikke investere i én. Så får man den nemlig formentlig ikke brugt efter graviditeten. Alternativt kan man tage en løs top (eksempelvis fra ens partner, hvis denne har en større størrelse end dig) og binde en lille knude på foran (og eventuelt bukke om på indersiden), sådan at toppen bliver til en kort top, som kan skære lige over maven.
  4. Maxikjoler (i stretch-stof). Disse kjoler er næsten de mest behagelige at gå i som gravid, synes jeg. Fordi de giver sig, ikke strammer og kan ånde. Lige som med peplum-kjolerne er det lettere at skjule en lille mave i sådanne kjoler, hvis man ønsker det. De længere kjoler kan også være rare fordi det kan føles slankende med noget der dækker de (formentlig voksende) lårbasser. Haha. Det er i al fald min erfaring. Derudover kan man syne lidt længere og dermed lidt slankere ved brug af længere kjoler. Der findes naturligvis maxikjoler i hvilket som helst stof, men særligt dem i stretch kan følge med uanset hvor stor du ender med at blive 🙂

Jeg er stadig i forhandling med mig selv om, hvor meget jeg skal købe denne graviditet. Et virkelig godt sparetip er naturligvis altid at låne sig frem, og det havde jeg i højere grad mulighed for sidste gang jeg var gravid. Denne gang er jeg derfor i større underskud af tøj, og jeg overvejer alvorligt at købe de ovenstående kjoler hjem. Jeg vil dog skynde mig at tilføje, at intet af dette er sponsoreret ej heller indeholder affiliate links.

Jeg havde dog sidst god erfaring med at investere i et par kvalitetsnederdele og også i et par bukser – købt særligt til graviditet. Blandt andet et par smækbukser preggo-edition, som jeg er virkelig glad for. Derudover indkøbte jeg en gravditetsbadedragt, og en bikini, som faktisk blot var i større størrelser end mine normale. Det smarte ved dem var, at overdelen kunne genbruges sommeren efter, fordi min overdel stadig var større end normalt grundet amning.

Ligger I mon inde med et par gode tips til at klæde sig behageligt (og genbrugeligt) under graviditeten?
Så vil jeg meget gerne inspireres!

Kærligst S

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

En hemmelighed at holde

Da jeg første gang var gravid, blev jeg overrasket over, hvor svært det er at holde hemmeligt. Og det er der MANGE mange  grunde til. Denne gang har det faktisk været lige så svært at skjule. Hvis ikke mere; det har vist sig hurtigere rent fysisk, og så har der været mindre tid til lige at sunde sig for sig selv, så jeg var klar til at møde omverdenen, uden at se gravid ud (i ansigtskuløren eksempelvis). Men som med så meget andet, havde jeg glemt, hvor svært det var at holde på så stor en hemmelighed. Derfor vil jeg her dele min liste over ting, som jeg synes gør/har gjort en graviditet ekstra svær at skjule… (Og hvis du er gravid, så er der også et par tips til, hvordan det svære kan gøres lidt lettere.. Bare lidt.) Here we go:

  • Tankevirksomheden. Det føles jo som et festfyrværkeri på en mørk nat. Det er virkelig svært at rette fokus mod noget som helst andet, end dét der sker på himlen. Og sprudler i alle retninger. I overført betydning: i ens indre. For ikke at tale om alle følelserne. I alle spektre. Én raket af følelser afløser den næste: “Hvor er jeg heldig!”, “kan jeg bunde?”, “er barnet sundt og raskt?”, “må jeg spise dette?”, “hvad siger min familie til det?”, “TÆNK, hvis de andre kunne læse mine tanker nu…”
  • Kvalme. For mig har dette været dén sværeste ting at skjule. Det er jo ALToverskyggende. En graviditet er ikke lettere at holde skjult, hvis man er grøn i hovedet og stormer mod toilettet fra tid til anden. Det er faktisk ganske svært. Min kvalme var meget betinget af sult. (Og HURRA for at jeg nu – halvvejs – kan sige var) Og jeg var sulten hele tiden. H.e.l.e.  T.i.d.e.n. Så mit trick var at have snacks alle steder. Og at indtage det LIGE inden kollegaer trådte ind af døren, eller på vej op ad trappen til et besøg hos venner. Her må jeg nok også erkende at min evigt gode appetit har været god til at camouflere min preggo-sult. Men shoot, de første 4-ish måneder var der ikke andet der styrede mit velbefindende end kvalme.
  • Madlede (eller lugtlede?). Jeg har flere gange næsten kastet op i min mund fordi et køleskab har stået åben, eller en person med den forkerte (eller ANY) parfume er gået forbi. For ikke at tale om duften af mit hjem. Måske lyder det som det samme som kvalme, men det fortjener alligevel sit eget punkt; Alle sanser er skærpet. Og for mig særligt duftsansen. Og denne vagthundsadfærd har flere gange givet mig anledning til at bide mig selv i tungen… eller holde vejret. Og når man sådan går og holder vejret halvdelen af dagen, kan man godt se lidt mere oppustet og gravid ud, skulle jeg hilse at sige 😉
  • Bryster. Jeg siger det bare. Det er det første der vokser. Hos de fleste. Og så bliver de altså også.. Særligt sensitive relativt hurtigt. Jeg skulle passe på, ikke at lægge for meget mærke til dem selv. Hvis jeg kan lade være med dét, bilder jeg mig ind, at man også kan skjule dem for mange andre. Min farmor gættede dog min graviditet før jeg offentliggjorde det netop på grund af de voksende forlygter, så måske jeg kunne have gjort et bedre stykke arbejde her i forhold til beklædning?
  • Berøring af maven. Selv hvis man ikke viser det endnu, har jeg fundet det usandsynlig svært ikke at røre min mave. Mest af alt fordi det føles som den eneste fysiske måde, man tilnærmelsesvis kan ae sit ufødte barn. Og dén omsorg og beskyttertrang satte ind virkelig hurtigt hos mig. EJ, hvor har jeg aet meget mave, når jeg har været hjemme.. Så mit trick til dette er; få afløb, når du kan 🙂
  • Fremtidsplaner. Det er nok den der har været aller sværest for mig ikke at snige ind i en samtale. Særligt denne gang. For det lille voksende væsen har haft så stor indvirkning på planlægning af alle mulige dimensioner af vores liv. Så det har gjort det svært ikke lige at indskyde en sætning om, at vi jo også i højere grad tænker over, om vi skal flytte nu.. Eller at det påvirker vores jobsituationer.. eller hvad ved jeg. Til trods for ikke at ville vildlede de mennesker vi holder af, ved ikke at indvie dem i alt, har vi også været nødt til at kunne følge med selv, før vi plaprede ud og afslørede situationen indirekte. Og jeg og vi har virkelig haft brug for at passe på hinanden i det. Have det som en hemmelighed. Ikke mindst på grund af bekymringer. Dette leder mig til..
  • Bekymringer.. Vi fik et tal, vi blev lidt forskrækkede over ved vores første barn. Det skabte mange store snakke. Mange kram og kys. Mest af alt gjorde det bare vores barn endnu mere ønsket. Men fordi dette skete, var vi simpelthen bare så lettede over, at have delt det med vores aller aller nærmeste inden alle lægeundersøgelserne. På den måde fik de resultatet og de medfølgende tanker og følelser sammen med os. At gå fra ubekymret glæde til stor bekymring og sorg. Derfor gjorde vi det samme denne gang. Og det viste sig at være godt, for da jeg kort før nakkefolden måtte akut på hospitalet, kendte vores nærmeste allerede til graviditeten, og kunne også være os med i dén rutsjebanetur. Men altså; bekrymringer af en hver art gør det svært at holde skjult. Virkelig svært. Og nogle gange er det værd at dele med dém man tænker kan hjælpe én.
  • Egentlig er meget af dette punkt inden under mange af de andre, men det fortjener alligevel sit helt eget punkt: EUFORIEN. Uanset om det er planlagt eller ej, eller om der er mega stor bekymring (og gode grunde hertil), så er der altså noget HELT vildt ubegribeligt over at kunne lave et barn! TÆNK, at der kan vokse et levende lille væsen med sit helt eget hjerte. I en mave. I min mave. Lavet af kærlighed. Det er ikke til at begribe. Og det kræver sit rum og sin tid før det bundfæller sig. Og dén tid kommer ikke igen. Der er noget fantastisk over at fortælle det til dem man holder af, men der er også noget fantastisk over at have det som en lille hemmelighed bag hjemmets fire vægge. Og denne bobbel-tilstand kan faktisk gøre at det både er svært og let at holde hemmeligt. Svært fordi dén honeymoon-lykke lyse ud af én, og let fordi den tid i den lille bobbel (som for mit vedkommende også var uden bekymringer) bare gerne må vare for evigt.. <3

Fotografen bag mit lille portræt: Christina

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Når bekymringer går hånd i hånd med en voksende bebs

Men nu er jeg klar.. Klar til også at dele den lidt mere tunge del af dét at være gravid. Bekymringsdelen.

I starten, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde jeg lyst til at råbe det til hele verden. Jeg skrev endda et langt skriv, så snart jeg tænkte, at jeg måske var det. Bare fordi jeg skulle ud med det. Ellers var jeg bange for, at jeg eksploderede! Fordi jeg var så ovenud, hovedkuls, ubekymret GLAD. Høj på livet. Fordi livet kom.

Da det så endelig viste sig reelt at være et lille barn, som havde sat sig i min mave, følte jeg en pludselig beskyttertrang. Det er vores barn – og ingen andres. Og dermed vores altoverskyggende ansvar. Jeg fik kolde fødder for at sige det til mennesker vi holder af samtidig med, at det var på mine læber konstant.

Derefter kom der en anden fase – kort efter, at alle nærmeste havde fået det at vide. Der skete noget uventet. En forskrækkelse. Jeg troede, at den lille ikke var der alligevel. Smerter og blødninger satte bekymringer i gang, men blev manet til jorden af diverse hold læger. Barnet har det godt, men du skal passe på, sagde de. Kort sagt har jeg blødt inde ved barnet. Og dette blod påvirker hinderne (hvem vidste, at man havde TO hinder? Ikke mig), sådan at overanstrengelser i værste instans kan sætte gang i en alt for tidlig fødsel.

Jeg har det splittet med, at en SÅ god og glædesstrålende nyhed skal kombineres med bekymringer. Fordi det fortjener bedre. Det lille væsen fortjener den vildeste fanfare og konfetti-salut. Fordi det ville være vores. Og blev til ud af det blå, men da vi ønskede det så helt igennem meget.

Samtidig er bekymringsdelen bare så naturlig. Så stor en del af dét at være gravid (for mig – begge gange). Fordi det jo er omsorg. Bekymringerne er kærlighed, som håber det bedste, men også forbereder sig på alle farer. Fordi det jo en forældres lod. At se farer før det sker, så vi kan skåne vores barn; Fra at falde ned af skamlen i køkkenet, og fra at komme alt for tidligt til verden. Det er omsorg og kærlighed. Og det skal jeg minde mig selv om. At det er okay. Okay, at jeg er bekymret og påpasselig. Det kommer af noget godt. Faktisk kun af godt. Jeg ville ved nærmere eftertanke først være alvorligt bekymret, hvis ikke jeg bekymrede mig (jep, jeg ved godt, hvad jeg gjorde lige dér). Fordi jeg er mig. Og dette lille væsen er mit at passe på.

Et lidt søgt billede til teksten? Parallellen var naturligvis (i mit hovede), at barnet opstår af et lille æg. Et helt særligt ét. Skrøbeligt og alligevel stærkt. Og så var det lidt for meget for mig, at lægge to billeder op af mig selv i streg 😉

Tør jeg sige det højt?… JA, jeg gør: Jeg er gravid!

<3 There you have it:

… Årsagen til, at jeg har været så træt. Været syg. Og ja, været et lidt andet sted. Nemlig lige her i min voksende krop. En krop, som pt. gror det andet menneske, den nogensinde har groet.

Jeg er gravid!

Det føles helt igennem heldigt, syret og ikke mindst helt som det skal være. Jeg føler, at dette barn skulle være vores. Ja, jeg føler mig vel nærmest udvalgt. Og jeg glæder mig virkelig meget til at møde det. Sådan for real. For nu må jeg nøjes med at give knockles gennem mit udspilede maveskind. For sparkes igennem, det bliver der efterhånden 🙂

Om få dage er jeg halvvejs. Og jeg har holdt det for mig selv. Så længe jeg kunne.

Mens indlæggene har stået stille udadtil, har kladderne hobet sig op her på min side.
Jeg har skrevet og skrevet, gemt og gemt, og ikke turde udgive. Ikke kunne finde ud af, hvor grænsen går for mig. For hvad er blot personligt, og hvad er for privat? Cecilie skrev det så fint og ærligt i et indlæg for nylig. Hendes skriv satte virkelig ord på mange af de overvejelser, som jeg har gået og tumlet med. Særligt fordi jeg pludselig følte et stort ansvar overfor de mennesker jeg holder af. Og mig selv. Vi skulle passes på. Det skal vi hele tiden, men en graviditet med lidt ekstra bekymringer gør ligesom dét ansvar ekstra tydeligt. Mens det lille væsen svømmer så trygt, og samtidig uforsvarligt, rundt i min mave. Det er min fineste opgave som gravid, at passe på dét først og fremmest. Jeg gør mit ypperste. Men jeg blev pludselig i tvivl om, om det var godt nok. Og derigennem har jeg holdt inde. Holdt vejret. Fordi jeg kun har haft kræfter til at passe på i ‘det virkelige liv’. Kræfterne har ikke rakt til også at bekymre mig om at passe på herinde. Men nu er jeg klar. For jeg gør det godt nok. Det fortæller jeg i hvertfald mig selv dag ind og dag ud.

Jeg er gravid. Jeg er gravid. Jeg er GRAVID.

Og min grundstemning er: HELDIGE mig, at jeg bliver – og er –  din mor, lille prut.

Og ja, maven ser væsentlig mindre ud lige her, end den gør, når jeg ikke griner af en ret sjov fotograf.
Og nej, det er ikke kun fordi jeg griner, at både kinder og hager er større 😉  

Når glasset føles halvt tomt

Normalt har jeg en grundfølelse af, at glasset er halvt fuld. Altid. At jeg har uendeligt meget at være taknemmelig for. Det har jeg også. Og det føler jeg også. Men den sidste uges tid  måske de sidste måneder, har taget lidt på mig.
Jeg er grund-glad. Og taknemmelig. Det er ikke dét. Det er dét, der er lige ovenpå fundamentet af at være heldig, det halter med. Det svajer i vinden. Dér føler jeg mig uheldig og bekymret. Der skal ikke så meget til, før vinden tager ved det, og læsset vælter. Tingene har været imod os, synes jeg.

Bare i sidste uge var vi i vores lille familie to om lægen og én gang forbi rigshospitalet. Én var kommet til skade. Én var syg. Én var (måske) alvorligt syg. Vi har alle tre været nedlagt med forskelligt. Og det viste sig ikke at være farligt. I al fald ikke liv og død-farligt. Slet ikke. Det meste er faktisk helt godt. Men det tager på mine kræfter. Mit overskud. Min tanke om, at hver dag er en fest, melder sig sjældnere i disse uger. For festen har ikke været lige her hos os. Eller. Anledningerne har virkelig været der. Men jeg har ikke kunne finde min festhat. Der burde have været fest, da vi eksempelvis blev ‘frikendt’ fra hospitalet i torsdags. Vi skulle ånde lettet op og råbe HURRA. Men det føltes anderledes. Jeg turde ikke tro det. Nye bekymringer meldte sig. Jeg har været slået hjem som en ludobrik af træthed. Fordi bekymringer gør træt. Dét overskygger anledningerne til fest og farver. Og det der i stedet er kørt rundt i mit hovede er bekymringer, tankemylder, og igen bekymringer.

afterlight-49

Hvordan skal det gå? Kommer det igen? Går det nogensinde helt over? Klarer vi den med os selv (og vores humør) i behold?  

Ikke lige nu. Men det kommer. Det skal det. Og dét, at jeg ikke kan nyde frikendelser og ånde ind af ‘hvor er vi heldige’-tanken (endnu), giver mig mere dårlig samvittighed. Som om jeg stirrer hårdt på glasset – fast besluttet på at ville se det som halvt fuldt. Men bag mit faste blik regner jeg mest af alt på, om det procentvist egentlig ikke er halvt tomt. Min indre matematikker sætter sig på min skulder og hvisker. Beregner risici for, om det som rammer os går over, eller vender værre tilbage.
Det er godt solen er her lidt til at minde om, at lyset altid vinder.