Undskyld (jeg er her)?

Der skete noget for et par uger siden, som jeg har tænkt på, og skrevet på lige siden.

Jeg havde som udgangspunkt tænkt at der ikke ville findes (stærkt) politisk eller religiøst betonede indlæg her på domænet. Mest fordi det så hurtigt kan støde folk – opdele folk i os og dem. For som mit nye bekendtskab sagde;

“Der er ikke noget ‘os’ og ‘dem’, for vi to er begge danske kvinder!”

Så sådan håber jeg også at du vil tage denne lille virkelighedshistorie: Som en fortælling om, at forskellighed er godt. Både her på domænet og i ‘virkeligheden’. Og at vi nemt kan samles alligevel og tale sammen – for at blive klogere sammen. Dette er altså ikke en proklamation eller med politiske bagtanker, nej, jeg vil bare fortælle om dagen, hvor jeg mødte et menneske jeg aldrig har mødt før…


I går kom jeg gående på min sædvanlige rute. Forbi dagligvarebutikkerne tæt på min hoveddør. Dér hvor alle telefonsælgerne og Green Peace står. Måske var det derfor jeg ikke hørte hende, før jeg var et godt stykke forbi hende.. Måske var det på grund af hendes beklædning..

“Undskyld.. Undskyld..” sagde hun.

Da det gik op for mig, at det var mig hun talte til, stoppede jeg op, drejede mit ansigt mod lyden og sagde: “Ja?”

Først dér mødte mine øjne hendes – ud gennem hovedbeklædningen skinnende hendes øjne.

Sandheden er, at jeg aldrig i mit liv har talt med en kvinde i en Niqab.

(Indrømmet, jeg har lige googlet det korrekte ord. Det er ikke en burka, for der var en lille bar sprække til hendes øjne. Altså en såkaldt fuld niqab, sådan som jeg forstår google. Jeg undskylder allerede her min uvidenhed!)

I virkeligheden tror jeg aldrig jeg har hørt en stemme fra en niqab-bærende kvinde.

Men det gjorde jeg altså nu.

dc2b96c3ec6d6b0e9c6bdcdbd32022a8

Til trods for hendes første ordvalg og hendes beklædning, var hun alt andet end en undskyldning for sig selv. Hun havde en stolt, men imødekommede stemmeføring, inddragende øjne og rank ryg.

Hun talte ihærdigt og hurtigt, men ikke for længe, og sluttede, efter at have lettet sit hjerte, af med ordene: “…og så vil vi lade folk stille os spørgsmål, for der er ingen dumme spørgsmål… Vi bliver bare glade for at blive talt til i stedet for om. Så har du noget du gerne vil spørge mig om?”

Jeg kan ikke gengive præcis hvad hun sagde, inden da, men hendes pointe var, at der er mange mennesker som udgiver sig for at tale (imod) disse muslimske kvinders valg af påklædning; Politikere, mænd, etnisk danske kvinder, muslimske kvinder som lader håret svinge frit, bare for at nævne nogen. Men ærlig talt har hun ret – jeg har aldrig hørt en kvinde med hovedbeklædningen selv tale. Og det ville denne kvinde altså lave om på (sammen med sine veninder).

Nåh, men tilbage til hendes spørgsmål..
Efter at have stået et godt stykke tid og trådt vande fik jeg fremstammet, hvad jeg ellers havde betragtet som et dumt spørgsmål.. “Hvorfor har du valgt at gå klædt sådan?”

Da det kom ud af min mund lød det fordømmende, og jeg blev straks flov, men jeg var glad for at jeg spurgte, for jeg kendte ikke grunden. Og jeg har aldrig mødt nogen jeg kunne spørge. Eller som jeg følte anledning til at spørge. For hvorfor skal jeg blande mig i det? Men når nu hun stod sådan foran mig, så ville jeg faktisk gerne have svar på noget jeg ikke helt forstår.

Der er sikkert tusind grunde til at gå religiøst klædt – af hvilken som helst art – men for hende handlede det om at ville efterstræbe at være som de helligste kvinder i Koranen. OG hendes svar gav mening – det gav mening, at det gav mening for hende.

Som min nørdede bogorm af en svoger siger: Man har kun ekstremt skarpe holdninger til dét man ikke ved nok om. Dén sætning klang i mit hovede, som hun stod der og fyldte mig med ny viden.

Vi sagde farve, og jeg gik mod solen, som oplyste Nørrebro omkring mig. Jeg kørte mine fingre igennem mit hår, som stadig var fugtigt efter badet jeg lige havde taget, og det gik op for mig, at jeg ikke havde fået BH på.

Jeg gik derfra og følte mig rigere. Rigere på viden, på bekendtskab og på horisont. Rig over at leve et sted, hvor vi alle kan åbne munden. Og åbne øjnene.
På en helt almindelig dag foran Føtex.

Photo: From Pinterest

Jeg har det ikke hårdt.. Tværtimod!

Sidste indlæg lød måske lidt som om jeg har det svært. Jeg tænker, er følsom og analyserer. Ja, det er en del af mit (indre) liv. Og det er okay. Det har altid hjulpet mig at sætte ord på. Særligt på skrift. Jeg har stakke af notesbøger med skriblerier, som jeg har brugt til at proces’uere (hedder det dét? Ha! Og jeg har lige sagt at ord er min ‘thang’ 🙈). I dag vågnede jeg med en optursfølelse. En sådan grundlæggende følelse af ‘EJ, hvor er jeg bare heldig! Solen skinner på mig, lade mig løbe i gadedrengehop ned ad gaden.’

Så ud over at jeg pt. tænker meget over dét der med venskaber, så fylder dette pt i mit tankemylder:

  • Jeg skriver speciale. Og jeg kan bedst lide at være i god tid. Men det er jeg ikke. Faktisk er jeg måske lidt bagud. Min datter har været meget syg efter hun er startet i institution, og jeg har nydt at tage mig tid til det! Men det ‘forsømte'(ih, hvor er det irriterende at det ord skal have så negativ en efterklang, for jeg har jo været det vigtigste sted ) det skal indhentes. Så. Det bruger jeg tid, kræfter og tanker på!

Jeg sætter lige en streg her. For resten af punkterne der kom frem var ikke ‘bekymringer’ men ting jeg glæder mig over. Ja, udover at jeg da også skal have skaffet mig en praktikplads til efter jul. Den ansøgning må jeg da lige få skrevet færdig.. Hov.

Nåh, men som sagt: mine fingre skrev simpelthen bare videre på ting, jeg glæder mig over for tiden. Følgende punkter kom frem:

  • I dag satte jeg på café og læste og skrev og læste og skrev. Jeg var effektiv og produktiv. Og det føltes godt. Min søster og faster sad på samme café to borde fra mig, og jeg holdt koncentrationen! Stolt med stolt på! Og hyggeligt for en gangs skyld ikke at føle mig helt alene som jeg sad der og arbejdede.
  • Jeg gik en tur i solen langs kanalen. Solen skinnede. Ej, hvor er København smuk, altså!
  • Jeg fik mascara på, før jeg kom ud af døren, og min datter sov i sin egen seng i nat!
  • Herudover har jeg en følelse af, at livet ligger lige foran mig. Der er mange ting vi ikke ved om fremtiden herhjemme: Hvad mon jeg skal efter endt uddannelse? Finder vi mon en større lejlighed snart, eller skal vi bygge om (læs: slå vægge OP) så vi kan få et ekstra rum?
    Jeg glæder mig til alt det der er i vente, men bare en gang imellem ville jeg ønske at jeg havde fremtidsbriller; briller, hvor jeg kunne se et kort sekund bare et halvt eller et helt år frem. Men jeg har en følelse af, at det kommer til at blive så godt så godt det hele!
  • Jeg tror faktisk at jeg når alt på min speciale-liste i dag! 👏🏻Jeg håber at I har en lige så opturs-agtig mandag!?
    Klem herfra.
    fullsizeoutput_601

Om at vælge mennesker til og fra.

Jeg har ofte taget forkerte valg. Særligt når det kommer til venskaber.

Jeg har skrevet om det før. Jeg har haft det med venner, som jeg havde det med forelskelser før min mand: Jeg blev tiltrukket af de forkerte, de som ikke passede på mig. Som ikke passede til mig.

Når man sådan får et barn, bliver tiden til barnet ofte taget fra tiden til venner. Naturligt nok, egentlig – ét eller andet sted skal tiden jo kommet fra. Men det har også fået mig til at tænke meget over: hvem mon falder fra, og hvem vælges til? Valgte jeg rigtigt? Når jeg ser i bakspejlet nu, kan jeg se at det faktisk betød noget for mig, hvem der reelt havde lyst til at komme og se mit lille nye menneske. Måske man tænker at man skal passe på sådan en ny mor, og holder sig tilbage, men jeg sad dér i min hormonbobel og blev enormt skuffet over dem der ikke rakte ud. Men jeg kunne jo også selv have rakt ud. For dét er blevet mere klart for mig, som tiden er gået. I hvor høj grad man selv vælger de mennesker man har i sit liv. Men det er hårdt, at der er mennesker som glider ud (og lader sig glide ud). De efterlader et tomrum. De havde jo en plads! Og den er tom nu.

Men hvem skal så udfylde de(t) hul(ler)?

Min datter udfylder en stor del af mit liv, og jeg vil aldrig nogensinde have at det på andre måder. Men jeg savner venner. Jeg har tætte venner, nogle som ville gøre alt for mig, som har overrasket, trådt til, troppet op og går ved siden af mig. I livet. Men de er få. Samtidig der er nogle, som gjorde dette, men som jeg i min forblændelse af mig selv, og andre, glemte. Som jeg glemte at finde tid til, og som jeg glemte at troppe op for, da de fødte deres barn! Eller da de blev færdige, gik ned med stress eller var barnløse (mod ønske). Jeg glemte dem, fordi jeg havde hovedet i mit – og måske også jagtede de forkerte mennesker. Jeg prioriterede forkert. Og hvor har jeg lyst til at rode bod! At række ud igen, være der, prioritere RIGTIGT denne gang, og fylde mit liv ud med mennesker som VIL mig. Og som jeg vil. Fylde mit liv ud med kærlighedsvenskaber, og ikke præstationsvenskaber.

Fylde mit liv ud med godt. Fordi jeg vælger det til (og vælger det andet fra).

Jeg gør det. Jeg springer ud i det. Jeg skriver til hende!

Jeg har trods alt alt at vinde og intet at tabe..

fullsizeoutput_5fb

 

Pudekamp!

I dag er en rigtig putte-dag. Eller dvs. jeg sidder og læser til specialet (når jeg altså ikke er herinde 🙈) Alligevel er det er lørdag med stort L. Hele min lille familie er hjemme, og der bliver slappet. Jeg er først lige kommet ud af nattøjet – og kun fordi jeg virkelig havde lyst til et varmt og langt bad. Jeg har læst hele formiddagen fra dynerne, og min mand nørder fodbold under tæppet i stuen. Ja, og min datter har i dagens anledning taget laaange lure i gården, så vi har haft mulighed for de ting.. 😴

Og så var det at denne hyggelørdag fik mig til at tænke på puder! Jeg leder nemlig efter ny inspiration til puder herhjemme. I sin tid syede jeg en hel bunke puder i forskellige grålige nuancer uld. Det var fint, og har fungeret længe. Men de HAR tjent deres værnepligt – de er efterhånden for ’slatne’ til at det rigtig fungerer som rygstøtte længere.

Egentlig er jeg lidt i tvivl om, hvor mange vi skal have, for jeg synes at for mange og for store puder ofte bare er ekstra ‘fyld’ og rod herhjemme. Samtidig er det en måde at skabe lidt ekstra detaljeret kant og hygge. Derudover er det faktisk på det nærmeste ‘nødvendigt’ sådan som vi har indrettet os. Vi har nemlig en ret hård daybed som én af vores to sofaer og desuden en bænk, på den ene langside af bordet, hvor det er rarest med puder i ryggen! Så. Pudejagten (eller pudekampen) er sat ind. Jeg er naturligvis stadig vild med velour! Og de er ikke taget med her, da jeg jo har dedikeret et helt indlæg til denne stoftype.

Jeg væver imellem disse forskellige muligheder, som jeg alle synes er fine (pun intended)…

Frynser/Tassels: 

collage-2017-10-28

Photosource: 1) Urban Outfitters, 2)Anthropologie 3) Urban Outfitters (udsolgt).

Frynserne vokser på mig. Naturligvis ikke fysisk, men altså, hvor jeg godt gad der snart flyttede nogle ind her! Jeg har før talt om et vægtæppe, og gad vide om man ikke også selv kunne lave sådanne puder, hvis man havde de rigtige remedier? Jeg kan godt lide det lidt cali-boheme-look der er over flæser og frynser i hvide og cremede farver. Særligt er jeg vild med den sidste af de tre ovenfor. Desværre er den udsolgt/udgået. Øv. Men princippet i at frynserne er centreret om pudens midte giver noget lidt mere stringent over det ellers lidt flagrende look (jep, pun igen. Jeg forsøger virkelig at lade være🙊).

De enkelt stribede:

collage-2017-10-28-2

Photosource: 1) Thoughts from Alice 2) Kit Couture 3) seventy nine ideas

Først nu, da jeg har samlet ovenstående billeder, ser jeg, at der er et mønster (okay, nu stopper jeg med det ordspil, det lover jeg!). Jeg kan åbenbart ret godt lide jordfarver sammensat med hvid og sort, når det kommer til striber? Det var jeg ikke klar over før jeg så, at det er tilfældet for alle tre valgte billeder. Som det ses ovenfor, er enkelte striber fine uanset teksturen (hvis man spørger mig i hvertfald). Det gør sig på hør, strik og i mere grove tæppe-teksturer! Og når nu jeg kigger lidt nærmere, er der også noget rigtig fint over at striberne er placeret i den ene (eller begge) ende(r) af puden. Det giver et fint lidt skævt twist til en ellers rimelig stringent pude, synes jeg..

Strikkede puder:

collage-2017-10-28-3

Photosource: 1) Tell me about pretty things 2) Aiayu 3) Tracing Threads

Og apropos materiale, kan jeg ikke komme udenom strikpuderne! Jeg har jo indtil nu haft uldstof syet om mine puder. Og det har fungeret, men det skaber også en del støv, og desuden bliver det hurtigt et lidt mere tungt look, synes jeg. Men altså. Aiayu har jo for længst stjålet mit hjerte! Hvor GAD jeg godt eje bare en enkelt pude derfra. Og eftersom jeg strikker – og har en helt ophav af strikkende tanter i min familie (eller egentlig ikke en eneste tante der strikker, men alle andre kvindelige titler) – så kunne jeg måske nok få indfriet et par strikkede puder lige efter mit hovede (og pengepung?).

Jeg synes der er noget fint over at køre en linje i forhold til sine puder – som ovenfor, hvor samme ‘type’ af pude er gennemgående. Meeen ville én af hver af de ovennævnte puder mon gå i den samme sofa? Eller ville det blive for forvirrende, tror I?

Hvad tænker I derudover om puderne?

Har I nogle favoritter eller helt andre inputs til pudejagten?

Rigtig god lørdag!

Ps. Igen vil jeg altså lige tilføje: Jeg er IKKE sponsoreret. Dét er jeg for lille og ulæst til 😉 Jeg linker bare for at give credit’en videre til dem der har taget billederne eller kreeret puderne!

10 ting jeg VIDSTE, før jeg blev mor (#2):

  • Jeg vil være tilfreds med min krop. Den har båret et barn – det er så vildt og smukt. Og det er i øvrigt flot med relativt små bryster!
    Jo jo. Det er flot med mindre bryster. Til andre! Det er faktisk lidt svært at vænne sig til, at min krop ikke ser ud som før. Bevares, jeg skal ikke klage, for jeg er i samme størrelse som før jeg blev med rogn, meeen. Det hele er ligesom mere blødt, løsere og ja.. Mere mor-agtigt. Heldigvis sagde min mand fornylig, da jeg spurgte, hvor han kunne se forskel på min krop, at han da synes den var præcis som før. Uanset om han taler sandt eller ej, så er jeg ham evig taknemmelig for det svar.. Jeg har giftet mig godt!
  • Jeg vil aldrig sige: “Har du prøvet at…” eller “det virkede for os at…” til en nybagt mor..
    Når man er nybagt mor er gode råd ikke dyre. De er billige. Faktisk bliver de smidt i nakken efter én. Særligt dem der har liidt ældre børn. Og jeg forsvor, at sådan ville jeg aldrig blive. Men min gode veninde har lige fået et barn, og jeg bider mig selv i tungen. Ikke fordi hun ikke gør det godt, eller behøver råd. Bare fordi jeg føler mig sådan ovenpå, og føler jeg har gennemskuet det. Noget af det i hvertfald. STOP dig selv! Seriously!
  • Jeg vil ikke sidde med min telefon ved mit barn. Hun skal faktisk ikke se en telefon.
    Jeg forsøger stadig ikke at tjekke instagram, fb og sms’er når hun er der. Klip til, at min datter render rundt med telefonen mod kinden og siger “hej.. hej… HEJ…”  Den ligger jo ofte fremme. Også fordi vi facetime’r meget med husets farmand (okay han er ikke min, men altså min datters farmand), som ikke er meget hjemme. Såååå… Dette leder mig til det næste punkt:
  • Jeg vil aldrig – aldrig – kalde min kæreste for far. Jo, altså foran vores barn. Men ellers ikke.
    Det er faktisk liiidt svært at holde styr på alle kaldenavnene. Så jo, jeg har kaldt min mand for far. Når baby sov. Flere gange. Usexet? Jep. Men som så meget andet: I blame it on the søvnunderskud.
  • Jeg vil holde ind på fortorvet for andre. Den fylder jo meget, sådan en barnevogn. Man må tage hensyn med sådan en vogn.
    Men det er altså nogle gange lidt hårdt at være den med barnevognen, et barn der ikke kan sove og med et antal vågne nattetimer i bagagen, som man for længst er stoppet med at tælle. Så ja, jeg har taget trumf-kortet flere gange, og kørt igennem. De flytter sig vel, når man kommer kørende på et smalt fortorv med en tank af en vogn.
  • Barnets legetøj skal være på dets værelse. Det skal ikke indtage stuen. Vi bor i en to-værelses. Det sætter sine fysiske begrænsninger!
    Troede jeg. Der er ingen grænser længere! Det gik egentlig meget godt. I starten. Indtil  min mødregruppe begyndte selv at tage legetøj med, når vi var hos mig. Min datter VAR også den yngste, men jeg forstod en hentydning: Jeg var liiidt for minimalistisk i forhold til min babys legetøj. Og derfra tog det fart. Og jeg har ikke kigget mig tilbage. Min datter skal ikke mangle noget, og hun må fylde alt. Bare hun har det godt, og sjovt 🙂
  • Min datter skal IKKE gå i lyserødt.
    Lige som alle andre principper, ryger det lidt i svinget. Der er meget lyserødt derude. Der er forskel på lyserød (det synes jeg faktisk!), og helt ærligt… Det bliver så hurtigt beskidt, så brugte jeg tid på for alt i verden at undgå lyserød i garderoben, kunne jeg jo nærmest ikke bestille andet.
  • Mit barn skal sove i sin seng. Det er vigtigt at holde ægtesengen ‘hellig’ til mor og far.
    (Jeg ved at dette er et enme der kan få folk op af stolene, men sådan her var mit standpunkt altså før jeg fik min datter. Én af de ting jeg frygtede mest var, at romantikken lige så stille skulle sive ud af vores forhold efter fødslen. Så ved at have denne holdning, mente jeg, at jeg i det mindste var sikret at sengen var VORES sted.)
    Klip til, at min datter 3 ud af 4 nætter har sovet LIGE midt imellem mig og min mand. Hun græder, hver gang vi forsøger at lægge hende i sin egen seng. Og efter 1,5times forsøg hver aften, så trumfer søvnen altså alle principper.
  • Jeg vil ikke kalde min datter for skat.
    Jeg har noget der stritter i mig over skat. Det stammer nok fra en blanding af tidligere overforbrug af ordet samt at nogle mennesker dér hvor jeg kommer fra, (vold)brugte (ja, vold- var også en betegnelse vi brugte meget) ‘Skat’ om deres teenage-flings. Som jævnligt blev skiftet ud. Du ved, den type som forlovede sig som 16-årige og kort efter gik fra hinanden. Jeg havde svært ved at forstå det. Så altså: Ingen skat, hverken til min kæreste eller til min datter… Lige indtil min datters bedstefar begyndte at bruge følgende vending, hver gang han genså hende: “Jamen, ER det da ikke den lille SKAT vi har dér.” Så smeltede jeg. For hun ER jo en lille skat. I ordets fineste betydning. Det mest dyrebare! Og nu kan jeg altså ikke stoppe igen, selvom mit hovede siger “stop dig selv med det skat, skat, skat!”
  • Jeg bliver for alt i verden ikke én af de slags mødre som vælter ud af døren med fedtet hår og ligner en hængt kat! Jeg vil være sådan én der får mascara på i hverdagene.
    Klip til mig, som synes det er vildt, hvis jeg får et bad hver tredje dag, og som flere gange har afleveret hende stadig iklædt nattøj (jeg har jo jakke ud over – de ser det ikke! Det siger jeg i hvertfald til mig selv). Okay, der ER også dage, hvor jeg føler mig ovenpå – når mascare’en, og kommer i pænt tøj. Men altså. Ikke hver dag. Og det er okay. Bare min datter er okay. 
    fullsizeoutput_5f9

Okay, det er måske et liiidt dramatisk billede, men da jeg tog det, synes jeg så fint det symboliserede, at det kan virke så idylisk umiddelbart, men at man ikke ved hvad man går ind til. At det er uvejr der truer i baggrunden, synes jeg dog ikke er passende på moderskabet. Tvært imod. Det er vildere og sjovere end jeg i min vildeste fantasi havde kunne forestille mig!

Older posts