Torsdagstaknemmelighed

Jeg har vist skrevet et(par) indlæg før, som klinger af samme navn..
For selvom det måske er ret så udansk, er det en tilbagevendende følelse for mig; at jeg er heldig. Og dermed taknemmelig… og en lille smule bange for at miste.

Det er i skrivende stund onsdag aften kl. 21.23. På loftet står en kurvfuld vasketøj, som skal hænges op. Af mig. Det har den gjort siden kl. 19. Jeg kom ligesom ikke videre, da jeg først fik sat mig i sofaen. Og det er godt. Det er vigtigt at slappe af. Det siger min læge selv. I stedet har jeg siddet her, med computeren på mit skød, og så godt som lavet ingenting. Mest bare suget til mig. Og som det sidste forsøg på at tage tilløb til tørreloftets ventende aktivitet, vil jeg nu udnytte min dovenskab  gode beslutning om at sidde her, til at skrive lidt.. Om dét jeg har prøver at suge til mig. For måske det bliver hængende, hvis det er på skrift?

De sidste uger har været lidt tough. Men de har også på andre områder været helt fabelagtige. Og her taler jeg ikke blot om vejret. Nej, jeg mener… Jeg har været i situationer, hvor jeg trods en smule smerte/dårligdomståger, har nevet mig selv i armen. Sådan i bogstaveligste forstand. Og i den bogstaveligste forstand sker dét meget meget sjældent. Det er måske farligt at sige højt, men jeg føler mig simpelthen så heldig. Landet. Landet lige på min pind. At brikker falder på plads. Jeg føler mig… “yes”.

Mest af alt har jeg det sådan over livselementer, som har været ‘mine’ i et godt stykke tid. Men det bliver hverdag, og det bliver det i særdeleshed let med sygdom som tager fokus. Og nu er jeg vågnet op af min døs. Jeg kan nu se klart (og i mit hovede synger sangen “I can see clearly now, the rain has gone”.. Fik jeg sagt, at jeg er træt?) på alt det, der har været lige for næsen af mig, og som jeg næsten glemte at sætte pris på. Og så bliver jeg endnu mere overvældet. For tænk, at dette er min situation. Mit liv. Jeg føler mig HELDIG. Jeg er heldig.

… Men heldig har også en lidt negativ klang for mig. En klang af.. At noget er blevet givet én uden man helt har fortjent det. Er held ufortjent? Tildelt én på lånt tid?

Bare dette held er mit – til at beholde.

afterlight-59

Når glasset føles halvt tomt

Normalt har jeg en grundfølelse af, at glasset er halvt fuld. Altid. At jeg har uendeligt meget at være taknemmelig for. Det har jeg også. Og det føler jeg også. Men den sidste uges tid  måske de sidste måneder, har taget lidt på mig.
Jeg er grund-glad. Og taknemmelig. Det er ikke dét. Det er dét, der er lige ovenpå fundamentet af at være heldig, det halter med. Det svajer i vinden. Dér føler jeg mig uheldig og bekymret. Der skal ikke så meget til, før vinden tager ved det, og læsset vælter. Tingene har været imod os, synes jeg.

Bare i sidste uge var vi i vores lille familie to om lægen og én gang forbi rigshospitalet. Én var kommet til skade. Én var syg. Én var (måske) alvorligt syg. Vi har alle tre været nedlagt med forskelligt. Og det viste sig ikke at være farligt. I al fald ikke liv og død-farligt. Slet ikke. Det meste er faktisk helt godt. Men det tager på mine kræfter. Mit overskud. Min tanke om, at hver dag er en fest, melder sig sjældnere i disse uger. For festen har ikke været lige her hos os. Eller. Anledningerne har virkelig været der. Men jeg har ikke kunne finde min festhat. Der burde have været fest, da vi eksempelvis blev ‘frikendt’ fra hospitalet i torsdags. Vi skulle ånde lettet op og råbe HURRA. Men det føltes anderledes. Jeg turde ikke tro det. Nye bekymringer meldte sig. Jeg har været slået hjem som en ludobrik af træthed. Fordi bekymringer gør træt. Dét overskygger anledningerne til fest og farver. Og det der i stedet er kørt rundt i mit hovede er bekymringer, tankemylder, og igen bekymringer.

afterlight-49

Hvordan skal det gå? Kommer det igen? Går det nogensinde helt over? Klarer vi den med os selv (og vores humør) i behold?  

Ikke lige nu. Men det kommer. Det skal det. Og dét, at jeg ikke kan nyde frikendelser og ånde ind af ‘hvor er vi heldige’-tanken (endnu), giver mig mere dårlig samvittighed. Som om jeg stirrer hårdt på glasset – fast besluttet på at ville se det som halvt fuldt. Men bag mit faste blik regner jeg mest af alt på, om det procentvist egentlig ikke er halvt tomt. Min indre matematikker sætter sig på min skulder og hvisker. Beregner risici for, om det som rammer os går over, eller vender værre tilbage.
Det er godt solen er her lidt til at minde om, at lyset altid vinder.

Tirsdagens tip: Tudekiks virker(!)

Jeg vil ikke sige, at det er det bedste ved at have fået et barn. For barnet er jo ked og har måske endda ondt. Men det er altså en øjenåbner. En påmindelse. En rar reminder om, hvordan prioriteterne hænger sammen. Jeg taler naturligvis om, når ens barn er sygt…

… Når sygdommen rammer, så er det som om sløret for mine øjne løftes for, hvad der helt og aldeles har førstepladsen. Hvad det vigtigste er. Og hvad der er knapt så vigtigt. Som når man trykker udløserknappen halvt ned på et kamera, og fokus lige pludselig står skarpt. Igen. For jeg ved det jo godt. Men i alle de ting, der kalder på opmærksomhed i en lidt for travl hverdag, så kan det blive glemt. Men ikke, når sygdommen banker på. Så står det så lysende klart.

Og jo, jeg bliver træt. Jeg er træt. Så træt, at jeg lukkede øjnene og faldt ægte i søvn, siddende, da hun i halvandet minut stod på egne ben, og gik rundt. For første gang i dage. Så træt, at jeg blot manglede at finde ét billede frem for at kunne udgive mit planlagte tirsdagstip, men ikke orkede. Så træt, at jeg ikke helt kan mærke, om jeg er sulten eller mæt. Men også så træt, at jeg føler, at jeg ægte har brugt mig selv. At det er ’sådan det er at være mor’. På den helt ægte “jeg har været i krig”-måde. Haha. At jeg har én tjans nu, som slår alle andre i mit liv hjem. Og det er på en eller anden måde en befrielse. En lettelse. En følelse af mega stor mening. En følelse af, at have fået en titel, og nu være kaldt til tælling og stå ret. Og dét gør mig sådan helt skør stolt.

Men al den træthed. Den har altså overvældet mig i denne omgang. Måske fordi vi endelig havde fået vores nattesøvn igen, smagt søvnens søde smag. Og at søvnen med sygdommen (for en stund(!)) er taget fra os (igen)? Måske bare fordi jeg også er lidt ramt? Jamen, så tag dog en tudekiks, tænker du måske. Og det er sjovt, du siger det. For det er lige netop, hvad jeg har gjort. I alt dette, så er der særligt én ting, som jeg synes jeg er virkelige god til. Det at ‘belønne’ mig selv (når et øjeblik til den slags viser sig). Eksempelvis handlede jeg ekstra lækre snacks ind i går – snacks, som jeg i skjul eller helt åbentlyst (afhængig af humøret) går og kværner. Et MEGA stort rør chokoladekiks er eksempelvis forsvundet fra jordens overfalde. Tudekiks, ville nogen måske kalde det. Men jeg synes nærmere, at sådanne lækre sager holder tårerne fra døren. I hvertfald, hvis der tales om tårer, som ikke er glædestårer. For sygt barn såvel som ‘because you’re worth it’-kiks får mig til at sætte pris på store som små ting. I et nyt lys. Og dét kan jeg godt knibe en lille tårer over her lige før sengetid.

Nu sover hun. Hvis det går som de andre dage, er der ca. 20min. til hun vågner igen, og så kalder nattevagten. Så jeg vil skynde mig i bad. Et varmt og langt bad. Eller så langt som jeg tør.. Måske jeg tager en kiks med derud 🙂

afterlight-48

Tanker om udendørsrum…

Noget der er gået op for mig – særligt efter jeg har boet rundtomkring i København flere steder – er, at solen betyder virkelig meget for mig. Efter at have boet i en stuelejlighed på Islandsbrygge med så lidt lysindfald, at stedet efterfølgende er blevet omtalt som ‘rottehullet’, har jeg ikke set mig tilbage. (Jeg elskede placeringen, og den søde veninde jeg boede der med, men i forhold til lys, har jeg ikke set mig tilbage.) Jeg ved nu, at jeg har brug for lys og solens stråler. der hvor jeg bor. Mere end plads og køkken med spiseplads.

Vi bor nu på 5. sal – med masser af sol og lys. Men uden nogen altan eller et udendørsområde. Jovist. Vi har en gård. Faktisk to, og dem nyder vi. Men efter en weekend som sidste weekend i sommerhus, står det klart for mig, at det ikke blot er solen som betyder noget, men også dét at kunne sidde ude. Og omend jeg længe har været helt fast besluttet på at blive her, så er jeg altså pludselig lidt i tvivl. Bare en lille smule.
Jeg tænker på, om man skulle give det et skud at flytte længere ned, med udgang til to(!) fine gårde?
Eller om man i det hele taget skulle tænke på en dag at få sin egen have?

For der er noget dejligt over roen. Naturen. Dét at kunne være herre i eget udeområde. Men hvor er der også noget fint over at have en gård med legekammerater til ens barn. Med småsnak over kaffekoppen, og liv og glade dage.
Med en strejfende tanken om egen have følger dog tanker om praktik; “ville vi drukne i praktikaliteter?” eller “hvad med økonomien?”, mens tankerne om lejlighedslivet på den anden side føles som en frihed økonomisk og tidsmæssigt. Frihed på en anden måde.
Alt i alt, føler jeg mig lidt mere voksen, siden jeg overhovedet tænker tanken.
Tanken om, måske ikke at blive lige her for evigt…

afterlight-44

Fejlen er min

Det seneste stykke tid har jeg tænkt meget over dét at fejle. Eller måske har det egentlig altid fyldt en del.
Jeg kan godt fortælle mig selv en historie om, at det er en del af mig at fejle. Og det er typisk mig. Og det er det jo. Lige som det sker for alle andre. Men det er ikke noget negativt, sådan som det ellers klinger i mit hovede.

Da jeg var yngre sang jeg meget. Og det frustrerede mig at dyrke en interesse, hvor der skulle så lidt til at fejle. Rammer man én tone lidt skævt, er man hurtigt stemplet. “Uhh.. Den var lidt skæv..” Tænk bare på, når man ser x-factor med andre. Det er jo dét der bliver kommenteret på.
I weekenden kører Formel 1 på skærmen, og jeg kender mange som sidder og følger med fra tidlig morgen. I sidste weekend, da de også kørte, foretog én mand en fejl ved hjulskift (på samme bil, som det var sket på kort forinden), og han satte sig til at græde. Det fløj ud af mig, da min far live-kommenterede for hele stuen; “bliver han mon fyret nu?” Jeg mener, you had one job, bliver ligesom en meget hård sandhed i sådan en situation. Det er godt nok barskt. Og sådan kan jeg nogle gange føle det. Uden at det er sandt. At alting ramler, når jeg laver fejl. Ikke hvis. Når.

Omvendt findes der sportsgrene, hvor der er flere fejl end sejre, og hvor man ikke hænger sig så meget i de fejl, men derimod hylder sejrene, når de så kommer. Sådan kan det i al fald virke på én som mig, når jeg ser fodbold, og der i én hel fodboldkamp blot bliver scoret ét mål. Eller slet ingen. Jeg mener. Vi tæller målene, men tænk, hvis man i den sammenhæng også gik op i alle de forsøg, der var på at score, som ikke lykkedes? Og brugte dem negativt imod dem? Det ville jo ikke være frugtbart. Selvfølgelig bliver der ofte kommenteret på de største chancer, men alle chancer bliver altså ikke nævnt(!) For hold da op der er mange, som forbliver uforløste. Alene ordvalget af ‘chancer’ i stedet for ‘afbrændere’ gør en forskel. Jeg mener; Det er jo ikke fejl. De forsøgte, de havde en chance. Og ja, så missede de den. Men der kom en chance igen.

Kom igen, råber man ofte ind på banen (jeg gør i al fald, når jeg hepper på min mand). Op igen, lad os tro på, at det lykkes næste gang. 

Jeg øver mig i at implementere den holdning i andre sammenhænge. I mange sammenhænge. Tale om livet på den måde. For det kan nogle gange føles som om at livet tilbyder en masse muligheder. Chancer. Og jeg kæmper med ikke at tænke, at hvis nu jeg brænder denne gang, så er løbet kørt. Og jeg er stemplet som én der synger falsk. Som ikke kunne ramme målet. Som ikke lykkedes. Nej, en fejl, to fejl, tre fejl. De VIL komme. Og de er mine til at tage med. De gør mig klogere på, hvordan jeg udnytter næste chance bedre. Eller chancen efter. For jeg tror på at livet er godt, og vil blive ved med at tilbyde mig muligheder. Og jeg vil tage chancen. Jeg vil score på et tidspunkt. Og føle, at jeg er nået i mål.

image-1-1

 

Older posts