Når glasset føles halvt tomt

Normalt har jeg en grundfølelse af, at glasset er halvt fuld. Altid. At jeg har uendeligt meget at være taknemmelig for. Det har jeg også. Og det føler jeg også. Men den sidste uges tid  måske de sidste måneder, har taget lidt på mig.
Jeg er grund-glad. Og taknemmelig. Det er ikke dét. Det er dét, der er lige ovenpå fundamentet af at være heldig, det halter med. Det svajer i vinden. Dér føler jeg mig uheldig og bekymret. Der skal ikke så meget til, før vinden tager ved det, og læsset vælter. Tingene har været imod os, synes jeg.

Bare i sidste uge var vi i vores lille familie to om lægen og én gang forbi rigshospitalet. Én var kommet til skade. Én var syg. Én var (måske) alvorligt syg. Vi har alle tre været nedlagt med forskelligt. Og det viste sig ikke at være farligt. I al fald ikke liv og død-farligt. Slet ikke. Det meste er faktisk helt godt. Men det tager på mine kræfter. Mit overskud. Min tanke om, at hver dag er en fest, melder sig sjældnere i disse uger. For festen har ikke været lige her hos os. Eller. Anledningerne har virkelig været der. Men jeg har ikke kunne finde min festhat. Der burde have været fest, da vi eksempelvis blev ‘frikendt’ fra hospitalet i torsdags. Vi skulle ånde lettet op og råbe HURRA. Men det føltes anderledes. Jeg turde ikke tro det. Nye bekymringer meldte sig. Jeg har været slået hjem som en ludobrik af træthed. Fordi bekymringer gør træt. Dét overskygger anledningerne til fest og farver. Og det der i stedet er kørt rundt i mit hovede er bekymringer, tankemylder, og igen bekymringer.

afterlight-49

Hvordan skal det gå? Kommer det igen? Går det nogensinde helt over? Klarer vi den med os selv (og vores humør) i behold?  

Ikke lige nu. Men det kommer. Det skal det. Og dét, at jeg ikke kan nyde frikendelser og ånde ind af ‘hvor er vi heldige’-tanken (endnu), giver mig mere dårlig samvittighed. Som om jeg stirrer hårdt på glasset – fast besluttet på at ville se det som halvt fuldt. Men bag mit faste blik regner jeg mest af alt på, om det procentvist egentlig ikke er halvt tomt. Min indre matematikker sætter sig på min skulder og hvisker. Beregner risici for, om det som rammer os går over, eller vender værre tilbage.
Det er godt solen er her lidt til at minde om, at lyset altid vinder.

Tirsdagens tip: Tudekiks virker(!)

Jeg vil ikke sige, at det er det bedste ved at have fået et barn. For barnet er jo ked og har måske endda ondt. Men det er altså en øjenåbner. En påmindelse. En rar reminder om, hvordan prioriteterne hænger sammen. Jeg taler naturligvis om, når ens barn er sygt…

… Når sygdommen rammer, så er det som om sløret for mine øjne løftes for, hvad der helt og aldeles har førstepladsen. Hvad det vigtigste er. Og hvad der er knapt så vigtigt. Som når man trykker udløserknappen halvt ned på et kamera, og fokus lige pludselig står skarpt. Igen. For jeg ved det jo godt. Men i alle de ting, der kalder på opmærksomhed i en lidt for travl hverdag, så kan det blive glemt. Men ikke, når sygdommen banker på. Så står det så lysende klart.

Og jo, jeg bliver træt. Jeg er træt. Så træt, at jeg lukkede øjnene og faldt ægte i søvn, siddende, da hun i halvandet minut stod på egne ben, og gik rundt. For første gang i dage. Så træt, at jeg blot manglede at finde ét billede frem for at kunne udgive mit planlagte tirsdagstip, men ikke orkede. Så træt, at jeg ikke helt kan mærke, om jeg er sulten eller mæt. Men også så træt, at jeg føler, at jeg ægte har brugt mig selv. At det er ’sådan det er at være mor’. På den helt ægte “jeg har været i krig”-måde. Haha. At jeg har én tjans nu, som slår alle andre i mit liv hjem. Og det er på en eller anden måde en befrielse. En lettelse. En følelse af mega stor mening. En følelse af, at have fået en titel, og nu være kaldt til tælling og stå ret. Og dét gør mig sådan helt skør stolt.

Men al den træthed. Den har altså overvældet mig i denne omgang. Måske fordi vi endelig havde fået vores nattesøvn igen, smagt søvnens søde smag. Og at søvnen med sygdommen (for en stund(!)) er taget fra os (igen)? Måske bare fordi jeg også er lidt ramt? Jamen, så tag dog en tudekiks, tænker du måske. Og det er sjovt, du siger det. For det er lige netop, hvad jeg har gjort. I alt dette, så er der særligt én ting, som jeg synes jeg er virkelige god til. Det at ‘belønne’ mig selv (når et øjeblik til den slags viser sig). Eksempelvis handlede jeg ekstra lækre snacks ind i går – snacks, som jeg i skjul eller helt åbentlyst (afhængig af humøret) går og kværner. Et MEGA stort rør chokoladekiks er eksempelvis forsvundet fra jordens overfalde. Tudekiks, ville nogen måske kalde det. Men jeg synes nærmere, at sådanne lækre sager holder tårerne fra døren. I hvertfald, hvis der tales om tårer, som ikke er glædestårer. For sygt barn såvel som ‘because you’re worth it’-kiks får mig til at sætte pris på store som små ting. I et nyt lys. Og dét kan jeg godt knibe en lille tårer over her lige før sengetid.

Nu sover hun. Hvis det går som de andre dage, er der ca. 20min. til hun vågner igen, og så kalder nattevagten. Så jeg vil skynde mig i bad. Et varmt og langt bad. Eller så langt som jeg tør.. Måske jeg tager en kiks med derud 🙂

afterlight-48

Når faserne løber afsted som sand mellem fingrene

“Alt er en fase” siger de kloge om dét at få børn.

Og det er både godt og skidt. For når børn er i en periode, hvor man har svært ved at finde ud af dem, så kan man trøste sig med, at det blot er en fase. Lige om lidt ved jeg hvorfor.

Når alt derimod er som en gåtur i parken. I solskin. Og med fuglekvidder. Hvor den dér særlige duft af forår spreder sig. Ja, så er dét, at det er en fase vel nærmest vemodigt. For det må ikke stoppe. Der behøver ikke komme noget på den anden side. For dét der er nu, får alt til at stå stille. Tiden skal stå stille. Helt stille, så jeg kan nyde det hele. Snuse duften ind i knoglerne.

Det er med nølen at jeg putter mit barn for tiden, og jeg kan bliver ved at sidde og ae håret på hovedet, selvom hun sover for længst. Dagen må ikke slutte. For det betyder, at tiden går, og at fasen rinder ud som sand mellem mine fingre. For der sker hele tiden noget nyt. De små mennesker, som er vores efterkommere, lærer mere og mere for hver dag der går, og pludselig er de ikke så små længere. De er går fra at være babyer til at være små mennesker, som stille og roligt river sig løs fra deres forældre. For selv at blive voksne. En dag. Om lang tid.

Det kræver måske mod at blive forældre. Men lige nu føles det som om, det kræver uanede mængder af mod at blive klar til at give slip. Til at lade tiden gå sin gang. Nej. Lige i disse dage, har jeg lyst til at klamre mig til det som er nu. Lad det var evigt.

 

fullsizeoutput_754

Inspiration til last-minute fastelavnskostumer

Det gav et lille gip i mig, da jeg hentede min datter i går eftermiddags. Jo, jeg vidste godt, at det var fastelavn på søndag… Jeg har jo regnet på, hvornår jeg kunne tillade mig at begynde at spise fastelavnsboller! (Hvilket var sådan ca. lige efter jul.) Men.. Jeg havde ikke lige regnet med at man sådan kunne finde på at fyre fastelavnen af inden den reelt er her. Og jo, jeg ved da godt at der er mange som holder vinterferie i næste uge. Men altså, de to ting havde jeg ikke lige regnet sammen i ét regnestykke. Jeg havde med andre ord regnet med, at jeg havde weekenden til at ‘bekymre’ mig om et kostume til hende den lille. Men nej, på fredag er det allerede fastelavn i institutionen. SÅ jagten gik i går aftes ind – på nettet altså. For jeg ved følgende:

Jeg vil ikke lade min datter være den eneste som ikke er klædt ud. Jeg vil ikke bruge for meget tid på det. Ej heller penge. Det må ikke være for koldt (for shoot det er koldt vejr disse dage). Det må helst heller ikke være alt for kønsstereotypisk (jep, jeg bor vel på Nørrebro 🙈) og det skal også være noget hun gider at have på. Dermed har jeg altså allerede strøget havfrue, humlebi og meget meget mere fra min liste, og har dermed også allerede i skrivende stund brugt meget mere krudt på det, end jeg havde tænkt mig. For mig er det måske lidt det dér moderskab i en nøddeskal: jeg har ih så mange idealer, og samtidig et overordnet ideal om, at jeg ikke vil gå for meget op i det. Og wup. Så er man faldet i alle fælder 😂

Nåh, men jeg tænkte at jeg ville egentlig dele de foreslag jeg havde fundet frem til.
De fineste tre jeg er stødt på er her:

collage-2018-02-07

Credit: Spejlæg, bandit, snegl

Jeg fandt dog også et fint bud på en pingvin, en sky eller en snemand!

Hvis I har nogle gode (og lette og hurtige) forslag i ærmet, så fyr endelig løs i kommentarsporet 😅

Rigtig god onsdag til jer!

Forelskelsen kom senere

Dette indlæg har jeg tænkt på meget meget længe, men jeg har simpelthen været sådan i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere det. For jeg synes, at det er så vigtigt og personligt et tema. Faktisk nok det mest personlige jeg kan komme i tanke om. Men det er samtidig en snak som jeg gerne vil bidrage til. Snakken om at blive mor, og at det er forskelligt for alle, hvordan man oplever den omvæltning. Men det er også sårbart og tæt på. Dét jeg tænker mest over ved udgivelsen af dette indlæg er, hvad min datter mon vil tænke en dag, hvis hun læser det. Hun må for alt i verden ikke tvivle på, at jeg har elsket hende altid. Fra før hun blev født, ja, fra før hun overhovedet var på vej, har hun være elsket højere end jeg troede jeg kunne. Sådan er det, og det må der aldrig være tvivl om! Samtidig mener jeg også, at denne platform skal være til for, at vi kan tale sammen om dét der virkelig betyder noget. Og det gør dét her. For mig!
Og så vil det måske også gøre det for nogle af jer?

Tag godt og venligt imod det mest personlige skriv jeg nogensinde har udgivet..

Jeg mødte min mand i gymnasiet. Første dag i gymnasiet, faktisk. Vi blev placeret i samme klasse. Jeg kan huske, at jeg med mit hormonelle teenagesind tænkte; tænk, hvis én af dem jeg møder i dag ender med at blive min kæreste!? At én af dem der sad dér i rundkredsen på gulvet endte med at blive min mand, havde jeg ikke i min vildeste fantasi turde tro. Men sådan gik det. To og et halvt års skiftevis betagelse skulle der til, før vi begge to var klar til at gå på en date. Vi endte med at blive hinandens store (og eneste, faktisk) kærlighed. Det var ikke forelskelse ved første blik. Det tog tid at få hinanden overtalt til, at dét var en god idé, men da så vi begge – på samme tid – var klar, var der ingen vej tilbage. Heldigvis!

Jeg ved at flere af jer, som læser med, snart skal føde (eller lige har). Og jeg kan huske, at jeg faktisk var lidt spændt på dét der med, om jeg (nu for første gang i mit liv) ville opleve forelskelse ved første blik. Jeg havde set en dokumentar (okay, jeg havde set mange), hvor der blev vist interviews med forskellige par. Fælles for dem alle var det, at de sagde, at de fra første sekund tænkte, at det var dém der havde vundet i baby-lotteriet. Kort før min fødsel, havde jeg snakken med en veninde, om netop dét, og vi kom frem til, at det vel ikke var alle, som forelskede sig sådan i deres barn fra dag ét!? Og hvor var jeg glad for, at vi havde den snak inden jeg fødte. For dagen kom, og jeg gik i fødsel…

I mit sind havde jeg forestillet mig en slank, lille og mørkhåret baby. Jeg selv har altid været relativ mørk, og har altid haft langt hår. Derudover er vi begge meget slanke af statur, hendes far og jeg. Så jeg synes egentlig ikke jeg forestillede mig noget særlig usansynligt.. Derudover vidste vi ikke hvilket køn vores baby var.. Og her lå jeg så i fødsel, og tog imod min datter med mine egne hænder. Og ud kom altså en lang, tyk, skaldet pige. Det sødeste lille tykke væsen! Men sandheden er jo, at babyer ikke rigtig ligner sig selv før de har trukket vejret et par døgn eller 10. De skal lige foldes ud. I de første døgn var jeg bange for, om jeg kunne kende hende, når jeg vågnede, eller min mand gik en tur med hende. Jeg skulle lige vænne mig til, at tanken om en abstrakt baby pludselig var så konkret som hende. Lige dér foran mig. Jeg blev oppe hele den første nat, for bare at holde hende, og rigtig forstå at hun var i mine arme. At det var hende som kom. En god veninde jeg har sagde til mig, da hun var gravid, at dét hun var mest nervøs over var, at der jo var et fremmed menneske som skulle flytte ind og bo hos hende og hendes kæreste i min. 18 år. Jeg grinede da hun fortalte mig det, men helt ærligt: Det var jo et fremmed menneske som kom ud af mig den dag. Vi havde aldrig holdt i hånden før, aldrig kigget hinanden i øjnene, eller duftet hinanden. Der var så meget nyt!
Jeg så hende, og jeg følte, at jeg med ét havde fået et nyt job. Et mål som var det største i livet: at være hendes beskytter. Set i bagspejlet elskede jeg hende nok allerede dér. Forelskelsen kom senere.

For ærlig talt, så er det jo faktisk svært at være forelsket i én man endnu ikke kender? Jeg kendte hende ikke. Jeg havde faktisk først lige mødt hende. Og som jeg lærte hende mere og mere at kende, voksede mine følelser for hende. Jeg kan ikke huske, hvor længe der gik – og det er i virkeligheden også sagen uvedkommende. Men dagen kom. Dén dag, hvor jeg sad med hende i mine arme, og græd og græd over, hvor heldig jeg var, at jeg lige netop havde fået HENDE i min varetægt. Jordens største vidunder, og det smukkeste lille menneske. At hun var min. Vores. For altid. Det føltes  – og føles stadig – som mit livs bedrift og velsignelse. Som med hendes far var der ingen vej tilbage. Fordi det netop lige var hende der landede i mine arme. Jeg har nu i mere end et år været så forelsket i hende, at jeg må nive mig selv i armen, for at minde mig selv om at tale om andet end hende, og for ikke at udbryde til fremmede, om de mon har bemærket at hun har lært at lave fagterne til “mon du bemærket har”? Jeg ligger og kigger på billeder af hende, hvis hun sover en længere lur end normalt, og jeg savner hende, hvis hun (en sjælden gang) sover en hel nat i sin egen seng. Ja, jeg tuder faktisk en lille smule som jeg skriver dette. JEG er jordens heldigste mor, fordi jeg fik hende. Sådan har jeg det!

Jeg skriver dette fra et pumpende (og ret nervøst) moderhjerte i håb om, at mit lille pip kan hjælpe bare én til, ikke at føle sig utilstrækkelig, hvis de vilde, store følelser, som man hører sådan om, ikke kommer fra første sekund du ser dit barn. Vi er lige så forskellige som vores børn er, og det ville da være mærkeligt, hvis ikke vi også reagerede forskelligt på at blive mødre.

Jeg var ikke nervøs for, om følelserne ville komme. På intet tidspunkt. Og jeg er helt sikker på, at årsagen er, at jeg havde haft en snak med min veninde kort inden. Til jer, der ikke har født endnu, men drømmer om det (eller skal lige om lidt), vil jeg bare sige: Dén der følelse den kommer. Og den er værd at vente på! Og den bliver kun vildere og vildere. Sådan har jeg det i hvertfald. Bare rolig ❤️

fullsizeoutput_723

Older posts