En hemmelighed at holde

Da jeg første gang var gravid, blev jeg overrasket over, hvor svært det er at holde hemmeligt. Og det er der MANGE mange  grunde til. Denne gang har det faktisk været lige så svært at skjule. Hvis ikke mere; det har vist sig hurtigere rent fysisk, og så har der været mindre tid til lige at sunde sig for sig selv, så jeg var klar til at møde omverdenen, uden at se gravid ud (i ansigtskuløren eksempelvis). Men som med så meget andet, havde jeg glemt, hvor svært det var at holde på så stor en hemmelighed. Derfor vil jeg her dele min liste over ting, som jeg synes gør/har gjort en graviditet ekstra svær at skjule… (Og hvis du er gravid, så er der også et par tips til, hvordan det svære kan gøres lidt lettere.. Bare lidt.) Here we go:

  • Tankevirksomheden. Det føles jo som et festfyrværkeri på en mørk nat. Det er virkelig svært at rette fokus mod noget som helst andet, end dét der sker på himlen. Og sprudler i alle retninger. I overført betydning: i ens indre. For ikke at tale om alle følelserne. I alle spektre. Én raket af følelser afløser den næste: “Hvor er jeg heldig!”, “kan jeg bunde?”, “er barnet sundt og raskt?”, “må jeg spise dette?”, “hvad siger min familie til det?”, “TÆNK, hvis de andre kunne læse mine tanker nu…”
  • Kvalme. For mig har dette været dén sværeste ting at skjule. Det er jo ALToverskyggende. En graviditet er ikke lettere at holde skjult, hvis man er grøn i hovedet og stormer mod toilettet fra tid til anden. Det er faktisk ganske svært. Min kvalme var meget betinget af sult. (Og HURRA for at jeg nu – halvvejs – kan sige var) Og jeg var sulten hele tiden. H.e.l.e.  T.i.d.e.n. Så mit trick var at have snacks alle steder. Og at indtage det LIGE inden kollegaer trådte ind af døren, eller på vej op ad trappen til et besøg hos venner. Her må jeg nok også erkende at min evigt gode appetit har været god til at camouflere min preggo-sult. Men shoot, de første 4-ish måneder var der ikke andet der styrede mit velbefindende end kvalme.
  • Madlede (eller lugtlede?). Jeg har flere gange næsten kastet op i min mund fordi et køleskab har stået åben, eller en person med den forkerte (eller ANY) parfume er gået forbi. For ikke at tale om duften af mit hjem. Måske lyder det som det samme som kvalme, men det fortjener alligevel sit eget punkt; Alle sanser er skærpet. Og for mig særligt duftsansen. Og denne vagthundsadfærd har flere gange givet mig anledning til at bide mig selv i tungen… eller holde vejret. Og når man sådan går og holder vejret halvdelen af dagen, kan man godt se lidt mere oppustet og gravid ud, skulle jeg hilse at sige 😉
  • Bryster. Jeg siger det bare. Det er det første der vokser. Hos de fleste. Og så bliver de altså også.. Særligt sensitive relativt hurtigt. Jeg skulle passe på, ikke at lægge for meget mærke til dem selv. Hvis jeg kan lade være med dét, bilder jeg mig ind, at man også kan skjule dem for mange andre. Min farmor gættede dog min graviditet før jeg offentliggjorde det netop på grund af de voksende forlygter, så måske jeg kunne have gjort et bedre stykke arbejde her i forhold til beklædning?
  • Berøring af maven. Selv hvis man ikke viser det endnu, har jeg fundet det usandsynlig svært ikke at røre min mave. Mest af alt fordi det føles som den eneste fysiske måde, man tilnærmelsesvis kan ae sit ufødte barn. Og dén omsorg og beskyttertrang satte ind virkelig hurtigt hos mig. EJ, hvor har jeg aet meget mave, når jeg har været hjemme.. Så mit trick til dette er; få afløb, når du kan 🙂
  • Fremtidsplaner. Det er nok den der har været aller sværest for mig ikke at snige ind i en samtale. Særligt denne gang. For det lille voksende væsen har haft så stor indvirkning på planlægning af alle mulige dimensioner af vores liv. Så det har gjort det svært ikke lige at indskyde en sætning om, at vi jo også i højere grad tænker over, om vi skal flytte nu.. Eller at det påvirker vores jobsituationer.. eller hvad ved jeg. Til trods for ikke at ville vildlede de mennesker vi holder af, ved ikke at indvie dem i alt, har vi også været nødt til at kunne følge med selv, før vi plaprede ud og afslørede situationen indirekte. Og jeg og vi har virkelig haft brug for at passe på hinanden i det. Have det som en hemmelighed. Ikke mindst på grund af bekymringer. Dette leder mig til..
  • Bekymringer.. Vi fik et tal, vi blev lidt forskrækkede over ved vores første barn. Det skabte mange store snakke. Mange kram og kys. Mest af alt gjorde det bare vores barn endnu mere ønsket. Men fordi dette skete, var vi simpelthen bare så lettede over, at have delt det med vores aller aller nærmeste inden alle lægeundersøgelserne. På den måde fik de resultatet og de medfølgende tanker og følelser sammen med os. At gå fra ubekymret glæde til stor bekymring og sorg. Derfor gjorde vi det samme denne gang. Og det viste sig at være godt, for da jeg kort før nakkefolden måtte akut på hospitalet, kendte vores nærmeste allerede til graviditeten, og kunne også være os med i dén rutsjebanetur. Men altså; bekrymringer af en hver art gør det svært at holde skjult. Virkelig svært. Og nogle gange er det værd at dele med dém man tænker kan hjælpe én.
  • Egentlig er meget af dette punkt inden under mange af de andre, men det fortjener alligevel sit helt eget punkt: EUFORIEN. Uanset om det er planlagt eller ej, eller om der er mega stor bekymring (og gode grunde hertil), så er der altså noget HELT vildt ubegribeligt over at kunne lave et barn! TÆNK, at der kan vokse et levende lille væsen med sit helt eget hjerte. I en mave. I min mave. Lavet af kærlighed. Det er ikke til at begribe. Og det kræver sit rum og sin tid før det bundfæller sig. Og dén tid kommer ikke igen. Der er noget fantastisk over at fortælle det til dem man holder af, men der er også noget fantastisk over at have det som en lille hemmelighed bag hjemmets fire vægge. Og denne bobbel-tilstand kan faktisk gøre at det både er svært og let at holde hemmeligt. Svært fordi dén honeymoon-lykke lyse ud af én, og let fordi den tid i den lille bobbel (som for mit vedkommende også var uden bekymringer) bare gerne må vare for evigt.. <3

Fotografen bag mit lille portræt: Christina

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Når bekymringer går hånd i hånd med en voksende bebs

Men nu er jeg klar.. Klar til også at dele den lidt mere tunge del af dét at være gravid. Bekymringsdelen.

I starten, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde jeg lyst til at råbe det til hele verden. Jeg skrev endda et langt skriv, så snart jeg tænkte, at jeg måske var det. Bare fordi jeg skulle ud med det. Ellers var jeg bange for, at jeg eksploderede! Fordi jeg var så ovenud, hovedkuls, ubekymret GLAD. Høj på livet. Fordi livet kom.

Da det så endelig viste sig reelt at være et lille barn, som havde sat sig i min mave, følte jeg en pludselig beskyttertrang. Det er vores barn – og ingen andres. Og dermed vores altoverskyggende ansvar. Jeg fik kolde fødder for at sige det til mennesker vi holder af samtidig med, at det var på mine læber konstant.

Derefter kom der en anden fase – kort efter, at alle nærmeste havde fået det at vide. Der skete noget uventet. En forskrækkelse. Jeg troede, at den lille ikke var der alligevel. Smerter og blødninger satte bekymringer i gang, men blev manet til jorden af diverse hold læger. Barnet har det godt, men du skal passe på, sagde de. Kort sagt har jeg blødt inde ved barnet. Og dette blod påvirker hinderne (hvem vidste, at man havde TO hinder? Ikke mig), sådan at overanstrengelser i værste instans kan sætte gang i en alt for tidlig fødsel.

Jeg har det splittet med, at en SÅ god og glædesstrålende nyhed skal kombineres med bekymringer. Fordi det fortjener bedre. Det lille væsen fortjener den vildeste fanfare og konfetti-salut. Fordi det ville være vores. Og blev til ud af det blå, men da vi ønskede det så helt igennem meget.

Samtidig er bekymringsdelen bare så naturlig. Så stor en del af dét at være gravid (for mig – begge gange). Fordi det jo er omsorg. Bekymringerne er kærlighed, som håber det bedste, men også forbereder sig på alle farer. Fordi det jo en forældres lod. At se farer før det sker, så vi kan skåne vores barn; Fra at falde ned af skamlen i køkkenet, og fra at komme alt for tidligt til verden. Det er omsorg og kærlighed. Og det skal jeg minde mig selv om. At det er okay. Okay, at jeg er bekymret og påpasselig. Det kommer af noget godt. Faktisk kun af godt. Jeg ville ved nærmere eftertanke først være alvorligt bekymret, hvis ikke jeg bekymrede mig (jep, jeg ved godt, hvad jeg gjorde lige dér). Fordi jeg er mig. Og dette lille væsen er mit at passe på.

Et lidt søgt billede til teksten? Parallellen var naturligvis (i mit hovede), at barnet opstår af et lille æg. Et helt særligt ét. Skrøbeligt og alligevel stærkt. Og så var det lidt for meget for mig, at lægge to billeder op af mig selv i streg 😉

Tør jeg sige det højt?… JA, jeg gør: Jeg er gravid!

<3 There you have it:

… Årsagen til, at jeg har været så træt. Været syg. Og ja, været et lidt andet sted. Nemlig lige her i min voksende krop. En krop, som pt. gror det andet menneske, den nogensinde har groet.

Jeg er gravid!

Det føles helt igennem heldigt, syret og ikke mindst helt som det skal være. Jeg føler, at dette barn skulle være vores. Ja, jeg føler mig vel nærmest udvalgt. Og jeg glæder mig virkelig meget til at møde det. Sådan for real. For nu må jeg nøjes med at give knockles gennem mit udspilede maveskind. For sparkes igennem, det bliver der efterhånden 🙂

Om få dage er jeg halvvejs. Og jeg har holdt det for mig selv. Så længe jeg kunne.

Mens indlæggene har stået stille udadtil, har kladderne hobet sig op her på min side.
Jeg har skrevet og skrevet, gemt og gemt, og ikke turde udgive. Ikke kunne finde ud af, hvor grænsen går for mig. For hvad er blot personligt, og hvad er for privat? Cecilie skrev det så fint og ærligt i et indlæg for nylig. Hendes skriv satte virkelig ord på mange af de overvejelser, som jeg har gået og tumlet med. Særligt fordi jeg pludselig følte et stort ansvar overfor de mennesker jeg holder af. Og mig selv. Vi skulle passes på. Det skal vi hele tiden, men en graviditet med lidt ekstra bekymringer gør ligesom dét ansvar ekstra tydeligt. Mens det lille væsen svømmer så trygt, og samtidig uforsvarligt, rundt i min mave. Det er min fineste opgave som gravid, at passe på dét først og fremmest. Jeg gør mit ypperste. Men jeg blev pludselig i tvivl om, om det var godt nok. Og derigennem har jeg holdt inde. Holdt vejret. Fordi jeg kun har haft kræfter til at passe på i ‘det virkelige liv’. Kræfterne har ikke rakt til også at bekymre mig om at passe på herinde. Men nu er jeg klar. For jeg gør det godt nok. Det fortæller jeg i hvertfald mig selv dag ind og dag ud.

Jeg er gravid. Jeg er gravid. Jeg er GRAVID.

Og min grundstemning er: HELDIGE mig, at jeg bliver – og er –  din mor, lille prut.

Og ja, maven ser væsentlig mindre ud lige her, end den gør, når jeg ikke griner af en ret sjov fotograf.
Og nej, det er ikke kun fordi jeg griner, at både kinder og hager er større 😉  

Når glasset føles halvt tomt

Normalt har jeg en grundfølelse af, at glasset er halvt fuld. Altid. At jeg har uendeligt meget at være taknemmelig for. Det har jeg også. Og det føler jeg også. Men den sidste uges tid  måske de sidste måneder, har taget lidt på mig.
Jeg er grund-glad. Og taknemmelig. Det er ikke dét. Det er dét, der er lige ovenpå fundamentet af at være heldig, det halter med. Det svajer i vinden. Dér føler jeg mig uheldig og bekymret. Der skal ikke så meget til, før vinden tager ved det, og læsset vælter. Tingene har været imod os, synes jeg.

Bare i sidste uge var vi i vores lille familie to om lægen og én gang forbi rigshospitalet. Én var kommet til skade. Én var syg. Én var (måske) alvorligt syg. Vi har alle tre været nedlagt med forskelligt. Og det viste sig ikke at være farligt. I al fald ikke liv og død-farligt. Slet ikke. Det meste er faktisk helt godt. Men det tager på mine kræfter. Mit overskud. Min tanke om, at hver dag er en fest, melder sig sjældnere i disse uger. For festen har ikke været lige her hos os. Eller. Anledningerne har virkelig været der. Men jeg har ikke kunne finde min festhat. Der burde have været fest, da vi eksempelvis blev ‘frikendt’ fra hospitalet i torsdags. Vi skulle ånde lettet op og råbe HURRA. Men det føltes anderledes. Jeg turde ikke tro det. Nye bekymringer meldte sig. Jeg har været slået hjem som en ludobrik af træthed. Fordi bekymringer gør træt. Dét overskygger anledningerne til fest og farver. Og det der i stedet er kørt rundt i mit hovede er bekymringer, tankemylder, og igen bekymringer.

afterlight-49

Hvordan skal det gå? Kommer det igen? Går det nogensinde helt over? Klarer vi den med os selv (og vores humør) i behold?  

Ikke lige nu. Men det kommer. Det skal det. Og dét, at jeg ikke kan nyde frikendelser og ånde ind af ‘hvor er vi heldige’-tanken (endnu), giver mig mere dårlig samvittighed. Som om jeg stirrer hårdt på glasset – fast besluttet på at ville se det som halvt fuldt. Men bag mit faste blik regner jeg mest af alt på, om det procentvist egentlig ikke er halvt tomt. Min indre matematikker sætter sig på min skulder og hvisker. Beregner risici for, om det som rammer os går over, eller vender værre tilbage.
Det er godt solen er her lidt til at minde om, at lyset altid vinder.

Tirsdagens tip: Tudekiks virker(!)

Jeg vil ikke sige, at det er det bedste ved at have fået et barn. For barnet er jo ked og har måske endda ondt. Men det er altså en øjenåbner. En påmindelse. En rar reminder om, hvordan prioriteterne hænger sammen. Jeg taler naturligvis om, når ens barn er sygt…

… Når sygdommen rammer, så er det som om sløret for mine øjne løftes for, hvad der helt og aldeles har førstepladsen. Hvad det vigtigste er. Og hvad der er knapt så vigtigt. Som når man trykker udløserknappen halvt ned på et kamera, og fokus lige pludselig står skarpt. Igen. For jeg ved det jo godt. Men i alle de ting, der kalder på opmærksomhed i en lidt for travl hverdag, så kan det blive glemt. Men ikke, når sygdommen banker på. Så står det så lysende klart.

Og jo, jeg bliver træt. Jeg er træt. Så træt, at jeg lukkede øjnene og faldt ægte i søvn, siddende, da hun i halvandet minut stod på egne ben, og gik rundt. For første gang i dage. Så træt, at jeg blot manglede at finde ét billede frem for at kunne udgive mit planlagte tirsdagstip, men ikke orkede. Så træt, at jeg ikke helt kan mærke, om jeg er sulten eller mæt. Men også så træt, at jeg føler, at jeg ægte har brugt mig selv. At det er ‘sådan det er at være mor’. På den helt ægte “jeg har været i krig”-måde. Haha. At jeg har én tjans nu, som slår alle andre i mit liv hjem. Og det er på en eller anden måde en befrielse. En lettelse. En følelse af mega stor mening. En følelse af, at have fået en titel, og nu være kaldt til tælling og stå ret. Og dét gør mig sådan helt skør stolt.

Men al den træthed. Den har altså overvældet mig i denne omgang. Måske fordi vi endelig havde fået vores nattesøvn igen, smagt søvnens søde smag. Og at søvnen med sygdommen (for en stund(!)) er taget fra os (igen)? Måske bare fordi jeg også er lidt ramt? Jamen, så tag dog en tudekiks, tænker du måske. Og det er sjovt, du siger det. For det er lige netop, hvad jeg har gjort. I alt dette, så er der særligt én ting, som jeg synes jeg er virkelige god til. Det at ‘belønne’ mig selv (når et øjeblik til den slags viser sig). Eksempelvis handlede jeg ekstra lækre snacks ind i går – snacks, som jeg i skjul eller helt åbentlyst (afhængig af humøret) går og kværner. Et MEGA stort rør chokoladekiks er eksempelvis forsvundet fra jordens overfalde. Tudekiks, ville nogen måske kalde det. Men jeg synes nærmere, at sådanne lækre sager holder tårerne fra døren. I hvertfald, hvis der tales om tårer, som ikke er glædestårer. For sygt barn såvel som ‘because you’re worth it’-kiks får mig til at sætte pris på store som små ting. I et nyt lys. Og dét kan jeg godt knibe en lille tårer over her lige før sengetid.

Nu sover hun. Hvis det går som de andre dage, er der ca. 20min. til hun vågner igen, og så kalder nattevagten. Så jeg vil skynde mig i bad. Et varmt og langt bad. Eller så langt som jeg tør.. Måske jeg tager en kiks med derud 🙂

afterlight-48

Older posts