Dét med de sociale medier...

Er du på dybt vand?

Jeg har brugt det meste af weekenden på at stirre lidt frem for mig selv. Haft kolde fødder og ligget vågen om natten. Over, hvor kompliceret noget er, og hvor enkelt andet er. Så jeg har stirret lidt ud over nogle hustage. Og ikke sat mig ved tastaturet. Før nu.

At mennesker som jeg kender læser med, har gjort mig ekstremt bevidst. Ja, faktisk næsten paralyseret. Som om jeg var ved at tage et billede af noget, og kameraet pludselig vendte sig til selfie-funktionen, og dér midt på skærmen var så et billede af mig selv. Helt uforberedt og helt upclose, med dobbelthage og ufokuserede øjne. Ikke fordi jeg ikke havde set det komme. Ikke fordi det jeg skriver, ikke kan tåle dagens lys. Ikke fordi jeg er bange, men fordi jeg er rystende bange. Lige pludselig. Jeg har følt mig som et dådyr fanget af billygternes skarpe skrappe lys. Fanget i spot light. Ude af stand til at flygte. Ude af stand til at agere. Dét der før virkede så enkelt, er pludselig ret kompliceret.

Hvad har jeg gang i?

…Den sætning har spillet for mit indre de sidste dage. Hvorfor skriver jeg? Hvordan skriver jeg? Og om hvad egentlig? Og én gang til: hvorfor??

Er du på dybt vand*?

(*og pludselig synger Rasmus Walters omkvæd for mit indre øre, selvom jeg har aldrig rigtig lyttet til ham. Omkvædet har bidt sig fast, og dukker op til overfladen lige i det rette øjeblik. Det viser sig, at teksten passer pænt godt på alt dét jeg med mange flere ord forsøger at sige her.. )

(*og pludselig synger Rasmus Walters omkvæd for mit indre øre, selvom jeg har aldrig rigtig lyttet til ham. Omkvædet har bidt sig fast, og dukker op til overfladen lige i det rette øjeblik. Det viser sig, at teksten passer pænt godt på alt dét jeg med mange flere ord forsøger at sige her.. )

 

Jeg lavede denne blog på en præmis om, at jeg følte mig spærret inde uden. Jeg trængte til at bryde ud. Til at skabe noget. Til at turde. Og det kunne jeg her – på det anonyme sted. Jeg startede den hermed også på en præmis om, at den var anonym. Ellers havde jeg nok aldrig turde springe ud i noget så atypisk mig. Jeg vidste dog også, at hvis den blev ved med at betage mig sådan, ville det være unaturligt at de som betyder noget for mig, ikke ved at den eksisterer. Og når jeg virkelig mærker efter, så er jeg lettet. Nu. Jeg føler mig lidt mere sat fri af, at jeg kan sige det højt. For den betyder faktisk noget! For mig.

Det havde jeg bare glemt. Der er nemlig noget der slår mig, når jeg sådan kigger tilbage, og gransker mine skriv, sådan som jeg har gjort det de sidste dage. De sidste uger. Hold op, hvor siger jeg mange gange, at det gør mig helt skør-i-bolden-glad at have sådan et sted her. Af én eller anden grund, kom jeg pludselig til at glemme dét. For svaret på, hvorfor, er, at det giver mening for mig. For mig. Jeg kan ikke forklare helt hvorfor. Jeg kan ikke retfærdiggøre det med en plan, eller en model. Men det gør noget ved mig. Og så er det andet jo lige meget? Og pludselig er det hele simpelt igen.

Med dét i bagagen er jeg klar på en ny uge. En ny uge, hvor jeg igen tør. Hvor jeg igen gør.

Jeg er overvældet over, at I har lyst til at læse med.

Bliv endelig ved. Så bliver jeg også ved..

TAK ♡

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dét med de sociale medier...