Inspiration til pynt og service til sommerfest

Hende den klodsede?

Egentlig føler jeg mig ikke grundlæggende klodset. Bortset fra, når jeg gør.

Jeg har noget med fingre. Og snitsår. Kombinationen af disse i særdeleshed. Måske er det en ekstra sårbarhed overfor disse lemmer. En arbejdsskade fra alle de år, jeg læste musik, og var afhængig af dem til at kunne spille med på daglig basis. Eller også er det fordi det minder mig om en ubehagelig episode med en pålægsmaskine, en agurk, og en agurk som pludselig ikke var en agurk, men en finger. På mit aller første job, hvor jeg følte mig sej; et frokoststed, hvor dem fra gymnasiet ville droppe forbi. Og pludselig var jeg ikke så sej, da jeg med alt for meget papir omkring min finger gik mod skadestuen. Med armene strakt så højt over hovedet som jeg kunne. Det var ikke så slemt, som først antaget. Men slemt nok til, at jeg måtte få forlænget tid til mine skriftlige eksaminer det år. Klodsmajor, tænkte jeg ved mig selv.

I går skete det igen. Jeg skar mig i fingeren. Denne gang ikke med en pålægsmaskine, men med en godt kage-brugt brødkniv, som altså nu skulle skaffe mig en ret så tiltrængt ostemad. Jeg var alene på kontoret da det skete, og jeg ledte desparat efter et plaster, gav op, skyldede fingeren, og blev pludselig i tvivl om, om der var for meget blod til, at det var et helt i orden. Så jeg ringede til min læge, som bad mig beskrive mit sår, og svare på, om jeg havde en stivkrampe. Det kunne jeg ikke huske. Ikke andet end i forbindelse med min lille pålægsmaskine-incident. For lidt mere end 10 år siden. En vaccine holder i 10 år. Så lægen beordrede mig at komme ind for at få et stik, og så ville de i samme omgang kigge på min finger.

Da jeg havde lagt på, ville jeg sætte min opvask på plads. Min ostemad havde jeg naturligvis fået lavet og spist i mellemtiden. Og så var det, at jeg pludselig kunne mærke min kropstemperatur ændre sig på den øverste etage. Jeg vidste, at det eneste der var at gøre var at få hovedet ned. Ned mellem benene. Jeg har prøvet det én gang før, at blive dårlig sådan. Men det er en anden lang og alt for blodig historie. Da var det min seje og cool søster der beordrede mig ned: NED med hovedet, NU. Og det var hendes stemme jeg hørte i mit indre igen i går.

Og det mindede mig om, hvor lidt sej jeg følte mig. Jeg beundrer min søster for at kunne være så tough i pressede situationer. Jeg vil gerne være sej. SEJ til at klare sager. Sådan én som kan det hele. Uanset hvordan man selv eller ens kære slår sig. Tackle alt. Med oprejst pande og et køligt overblik. Der var ikke meget oprejst pande eller realitetssans over mig i går, som jeg sad dér med hovedet ned mellem benene. Over hvad der viste sig bare at kunne klares med et plaster. Men der var nu altså noget særligt sårbart og “livet-er-noget-jeg-kan–mærke” over det.

Jeg lærte noget nyt i går: Når det kommer til snit i fingre, er jeg ikke som min søster, men jeg er mig. Sådan én der mærker. Og så er jeg tilsyneladende ikke god til skår i fingrene, men god til at sætte hovedet mellem benene, og til at få hjælp af en ostemad. Selvom det var dén der var årsagen til ‘ulykken’ i første omgang 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til pynt og service til sommerfest