SPOT on: Grøn! Bare grøn!

Egentlig ville jeg have lavet et indlæg om at male møbler grønne…

Jeg har nemlig et klædeskab jeg går og drømmer om at male. Eller en kommode. Eller hvad kaldes det egentlig, når det er et møbel med hylder, som er i kommodehøjde? Et lavt skab? Nåh. Et møbel er det i hvertfald – og et møbel, som godt kunne trænge til et nyt pift i form af maling. Særligt kredser mine tanker om grøn. I forvejen har jeg alverdens mælkekander (og andet ‘nødvendigt’ til køkkenet) og vægbilleder i forskellige grønne nuancer. For slet ikke at tale om planter! Men vi har (som så mange andre?) mest neutral-farvede møbler: Sort, hvid, (lys)træfarvet.

Men måske tiden er til at få lidt mere farve ind – ikke kun i malingen af et nyt møbel… I hvertfald viste det sig, som  jeg kiggede mine billed-gemmer igennem, at jeg har gemt alverdens grønne sager. Min mands yndlingsfarve er grøn, så jeg har også et særligt ømt punkt for farven af den grund. Men derudover er den ‘levende’ plantefarve altså også noget der tiltaler mig helt vildt. Den kan være varm, støvet og netop emme af liv på én og samme gang..

collage-2017-09-24

Photocredit: utterlyengaged, apartmenttherapySTUDIO MCGEE, Elle decoration SEAna Degenaar

Skulle vi en dag istandsætte et badeværelse eller køkken, kunne jeg også føle mig fristet (hvis jeg turde) til at gå all in på grønne klinker. Wauw, siger jeg bare. Stofmøbler, en enkelt væg eller masser af keramik virkelig også bare fint..

collage-2017-09-24-kopi

 

photocredit: marie claire maisonserene behemian, ENTRANCE, STUDIO MCGEE

Den håbefulde farve er simpelthen bare sådan én jeg ikke kan forestille mig at jeg vil blive træt af lige foreløbig! Jeg håber ikke at du bliver grøn af misundelse over de fine billeder, men derimod at de blot indgyder inspiration 🙂 Dét er i hvertfald hvad de gør ved mig!

Om at smide alt og at være til stede.

Med en uge bag mig med en lille syg pige på armen, har jeg virkelig mindet mig selv om, hvor dejligt det er at have tid til at være hjemme med hende. Uden stress over ting der bør nås, uden stress over en arbejdsgiver der hænger mig over nakken, uden noget som helst andet på dagsordenen end at VÆRE dér med hende.

(Jamen, hvad laver du da, tænker du så måske? Ja, jeg læser. Jeg skriver speciale, for at være mere specifik. Jeg er altså min egen chef. Og jeg ØVER mig i, at specialet ikke får lov at være noget der hænger mig over hovedet, men derimod ‘bare’ er en opgave, som alle mulige andre. Og faktisk går det ret godt med dét. Jeg øver mig jo også dagligt!)

 

Når jeg ser tilbage på den sidste uge herinde, kan det virke til at den netop har været meget sukkersød og “ïh, hvor er min datter sød”-agtig. Og hvis jeg tænker mig godt om, tror jeg faktisk ikke selv jeg ville læse med på sådan noget 😉 Men sagen er faktisk den, at det jeg havde glædet mig aller mest til, ved at få et barn er, at der er noget man “SKAL”. Noget der trumfer alt andet. Er mit barn sygt, så må jeg smide alt jeg har hænderne for at være der. Der er slet ingen tvivl. Der er noget der kommer øverst på listen, noget der er ens primære opgave, noget man ikke skal tage stilling til. Sådan er det bare. Og sådan har min sidste uge altså været. Jeg har tilmed været alene hjemme, så spørgsmålet om, hvem der blev med hende, var slet ikke at stille. Det var bare mig. Og sandheden er, at jeg (det meste af tiden) har nydt det som jeg havde tænkt!

Min opgave har været at kramme, trøste, distrahere og holde. At være hendes klippe. Og sikke et privilegium. Tænk, at jeg er den et så lille menneske sætter al sin lid til. Tænk, at jeg har en ‘opgave’ som er mig givet af hende, men som altså også bare giver mening. Det giver da mening at passe på en lille syg kødklump! Så jeg har med glæde smidt alt andet. Og i stilhed lagt planer og drømme om, hvad jeg kan fordybe mig i, når der igen er tid til ‘mig-tid’.

 

Det kan i sig selv virke modstridende, fordi jeg gør meget ude af, at lave lister, sætte nye mål. Ja, endda at starte det her show (showet = bloggen her), som jo om noget handler om at ‘bevæge sig’, udgive jævnlige indlæg, at være aktiv på instagram osv. Det er alt sammen ting, som kan emme af ‘videre, videre, videre’, ‘mere, andet, mere’. Men sådan er det ikke.

Jeg sætter sådan pris på at være til stede. At kunne hellige mig én ting. Og det er dét jeg gør her. Jeg sætter mig for at fordybe mig i det jeg synes er spændende. At min interesse for alt det jeg deler her.

For det er dét dette er: Lige fra at stå og slibe træ, til at nørde pinterest, til at skrive dette ned. Deter noget jeg synes er mega interessant og spændende. Det er noget der giver mig energi. Noget jeg kan fordybe mig i. Noget som gør, at jeg er tilstede i dét, som mig (alene), og noget der giver mig energi til at være endnu mere til stede, når der kræves 100% mor-tid.
Og Yes, min datter sover lur nu.

Og yes, min mand er hjemme igen.

Og yes, jeg glæder mig liiidt (meget) til alle de DIYs jeg har i ærmet, til når jeg får hænderne fri igen 🙂

 

image-1

Ovenstående billede er fra ‘velkomstmiddagen’ da min hubby kom hjem. Candle light dinner for three! 

 

Ps. Egentlig ville jeg have indlagt dette indlæg i går aftes, men min datter blev meget ked, og jeg måtte gå tidligt i seng for at være hos hende. Holde hende tæt. God søndag til jer. Hold dem I har kær tæt 🙂

 

DIY: (Billig) Opbevaring i glas

Jeg er vild med opbevaring i glasbeholdere. Oprindelig begyndte jeg at samle på glaskrukker med de såkaldte patent-låg (dem ved gummiring og metal ‘lås’), men jeg synes alligevel at det hurtigt løb op, når jeg sådan blev ved med at finde ting, som kunne puttes i beholderne. Derfor har jeg løbende ledt efter alternativer. Og indimellem finder jeg nogle ret fine blandt mine dagligvarer – så altså, hvis jeg alligevel skulle købe varen får jeg simpelthen en glasbeholder MED i købet! Den er jo praktisk talt gratis, så!

 

img_1386

Når jeg leder efter de ‘bevaringsværdige’ glasbeholdere, går jeg primært efter form (størrelse, anvendelighed samt ‘kurver’), farve (på låg – primært er jeg glad for sort/messingfarvet) og evt. stempler/mønstre i glasset.

Dette æblemos-glas er perfekt i form og rumfang. Lige nok til ca. 1 kg. mel/andet.

img_1378

 

Foruden at have tørvarer som mel, korn og gryn i glas på hylder, har vi også altid (med mindre det er drukket op, altså), vand i køleskabet på glasflasker. Det er så nemt at servere, og meget mere indbydende med køleskabskoldt vand. Vi serverede faktisk også vand på dén måde til vores bryllup.

 

img_1377

Trykket i disse limonadeflasker er så fine, synes jeg. Jeg kan ikke få nok af dem herhjemme! Og så smager limonaden også virkelig godt! Så der er faktisk ikke nogen grund til at holde sig tilbage 😉

 

Vi har også før syltet forskellige varer og haft stående i glas. For mig emmer det af liv og et aktivt køkken, sådan at kunne se råvarerne udstillet i glas på hylder 🙂

 

img_1386

Som prikken over i’et på beholderne, har jeg indtil nu haft printet retro-labels til at sætte på som markater, men som det nyeste har jeg købt mig en hvid tusch, som man kan skrive med. Jeg er ikke helt fast besluttet på, hvilken løsning jeg synes bedst om. Måske en kombi? Eller mon det bliver for ‘rodet’? Jeg er i proces omkring det ‘store’ spørgsmål 😉

 

TIPS: Indtil for nylig var dét at få klister-halløjet af efter labels, dét jeg mindst kunne overskue ved projektet. Lige indtil jeg skaffede mig vidundermidlet rensebenzin. Hvis man gnubber dét på glasset (med en klud eller et stykke køkkenrulle), går klisteret af så let som ingenting (nærmest)!

img_1376

Jeg har før vist denne limonadeflaske på instagram. Den er en souvenir fra Cypern, men jeg er vild med de græske tegn og det symmetriske mønster. Her har jeg brugt den som vase. Der er ikke grænser for, hvad de ‘gratis’ glasbeholdere kan bruges til!

 

SPOT on: vægopbevaring i køkkenet

Jeg havde så mange planer og gode intentioner. Ja, nok nærmere drømme for, hvad jeg kunne nå denne uge. Drømme om at klare en masse småprojekter, DIYs og praktikaliteter. Egentlig er det lidt fjollet, hvordan jeg i første omgang kunne tænke det er da DENNE uge jeg kan nå alt det, når man tager i betragtning, at jeg jo netop har været alene ‘voksen’ herhjemme hele ugen. Men altså. Jeg er både en drømmer og en tidsoptimist, så det gjorde jeg..
Men ud over at være alene, har adressens mindste personlighed (rent fysisk altså, ikke nødvendigvis i andre henseender) været nedlagt med tårnhøj feber hele ugen. SÅ: intet er nået. En masse er sat i søen, og hvis jeg har sneget mig til en gåtur med klapvognen, har jeg hver gang købt ind til et nyt projekt. Der er så meget jeg vil. Så mange sejl jeg gerne vil sætte op. Men intet kan altså sejle endnu. Eller rettere, det sejler. Så i denne omgang får I et lille oplæg om én af mine (dag)drømme.

Som jeg før har nævnt, har vi et ret lille køkken. Jeg kan faktisk ikke rigtig forestille mig det mindre. Så det er altså bare om at udnytte vægpladsen. Også her har vi højt til loftet, så væggene kan (i mere end én forstand) bære det. Fordi pladsen er så trang, er det også om at få frigjort så meget bordplads som muligt. Skærebrætter, olie, eddiker mv. bliver derfor hurtigt til rod og unødvendige arbejdspladstyve i vores lille køkken. Derfor drømmer jeg om én eller anden form for smal vægopbevaring til netop olier og skærebrætter. Og jeg lurer naturligvis på, om det da ikke ‘bare’ er sådan noget jeg selv kan fikse (når jeg en dag får hænderne fri, vel at mærke)!

Her kommer de primære billeder som jeg pt. er inspireret af:

collage-2017-09-21-kopi

Photocredit: 1, 2, 3, 4, 5

 

Ting mit barn har lært mig #1

Det første min datter gjorde, da hun i en alder af ingenting fik øje på sig selv i spejlet, var at smile. Et lille forsigtigt smil, trukket lidt højere op i den ene side end den anden. Det gentog sig. I flere måneder. Hver gang hun fik øje på sit spejlbillede, sendte hun et smil mod sig selv. Nogle gange akkompagneret af en lille glad hmmm-lyd.
I dag skete noget andet. Jeg fandt hende stående i køkkenet, snakkende med sig selv. Da jeg kommer om hjørnet, udbryder hun “HEJ”, og jeg smiler – jeg tror det er til mig. Men jeg ser, at hun slet ikke kigger min vej. Hun kigger på sig selv (reflekteret) i ovnens låge. Hun smiler stort – og symmetrisk denne gang -, læner sig frem og kysser sit eget spejlbillede.
Gad vide, hvornår man fralærer sig den slags? Er det teenageårene, er det et følsomt sind (spredt ud over mange år) eller er det samfundets skyld (det lyder vist som en kendt sang), eller noget helt fjerde? Jeg kan i hvertfald ikke påstå at jeg altid (eller nærmest nogensinde, hvis sandheden skal frem) viser mig selv den form for omsorg hun har gjort på sin korte levetid.
Det min datter gjorde dér med spejlet, var at elske sig selv. At holde af sig selv, at glædes over sig selv, og at være god ved sig selv. Må det aldrig gå af hende, og må jeg blive mere som hende!
image-1
Herhjemme er jeg på tredjedagen (ud af fem) alene med vores datter. Min mand er ude at rejse med sit arbejde, og min datter er ved at gro sig fire voldsomt store tænder på én gang. Det tager hårdt på hende, og temperaturen stiger til ubehagelige højder i hendes lille krop. Så i dag besluttede jeg at vi skulle luftes. Hun fik et æble mellem sine små hænder, og klapvognen blev indstillet i en nonchalant lænestols-position. Og så kørte vi afsted mod en solstråle, en babygynge (som hun ELSKER) – kombineret med en en chailatte- og venindeaftale (mest til moren). På vejen hjem stoppede vi forbi min blomsterpusher, og jeg gik ombord i lækkerierne. Because I’m worth it 😉