Ugens opdagelse

Jeg har de sidste mange uger – ja, måneder – udgivet et indlæg med fredagsfif. Oprindelig startede disse indlæg som et forsøg på at opsummere, hvad jeg var blevet inspireret af eller mindet om i løbet af ugen, eller ønskede at inddrage i min weekend. Men som tiden er gået, blev det mere ønsker for en ny weekend, og mindre påmindelser om noget der var sket.. Og dermed blev det endnu en liste med (hvad der viste sig at blive) uforløste ønsker.. Endnu en tjekliste. Endnu noget at halse lidt forpustet efter.

En lille oplevelse i går fik mig til at huske tilbage til min oprindelig tanke bag indlæggene:
Hvad har jeg (gen)opdaget denne uge – som har inspireret mig. Derfor vil jeg forsøge at introducere et nyt slags indlæg. Ugens opdagelse. Denne type indlæg, kan komme og gå. Simpelthen bare fordi det er mig der bestemmer herinde, og dermed også mig der sætter dagsordenen 🙂 Men for nu trænger jeg til mindre dagsorden. Færre punkter. Og mere simpel – enkel – inspiration.

Ugens opdagelse er således, at jeg har været på opdagelse i mit eget hood. Min egen bydel. Mere specifikt skete der dét, at jeg i går morges cyklede i retning mod Frederiksberg. Her havde jeg planer om at arbejde – først på en café, og dernæst på mit kontor. Men så skete der dét, at skyerne og dråberne truede med ægte og tung regn. Da jeg således fik øje på både min søster og en lille ny café, stoppede jeg op. Trak stikket, og gik ind for at varme mig på en kop kakao. Og godt selvskab.

En fredag morgen. Rimelig priviligeret, følte jeg mig. Hvis jeg skal være helt ærlig.

Mens regnen silede ned, blev jeg siddende efter den sene morgenmad og arbejdede. Caféen var enkel og fin. Tilda hed den. Der var en blanding af sortmalede og lyse træmøbler. Blottede varme pærer hang i loftet, og friske blomster prydede bordene. Pudder blødede op i hjørnerne, og indbød til at jeg blev. Menukortet er ikke stort, men alt bliver lavet fra bunden.
Parret bag caféen, som jeg i øvrigt ikke kunne få øjnene fra, fordi de havde det så hyggeligt, var utroligt omhyggelige, rolige og imødekommende med deres tyske accent og store visioner for stedet. Og så serverede de kaffe fra Prolog-bønner. Ikke dårligt, ej heller irrelevant 🙂

Jeg endte med at blive hængende hele dagen – arbejde dér fra mit lille hjørne med udsigt gennem det store vindue, hvor regnen silede ned udenfor. Der er noget særligt over sådan at sidde indenfor på en regnvejrsdag. Og særligt i offentlige rum – verden føles lidt som om den går i stå. Selvom jeg sad midt i den. Som palle alene i verden, bare omgivet af mennekser. I en form for stilhed, som kun findes når  regnen sætter en lyddæmper på alt.

Min lille opdagelse mindede mig om, hvor meget jeg holder af, at opleve nyt. Gå på opdagelse. Det føles som om der opstår et nyt rum i mit lille hovede. Huset bliver udvidet. Tænk, at dét også eksisterer.. Det anede jeg ikke for bare en halv time siden. 

 

Hende den klodsede?

Egentlig føler jeg mig ikke grundlæggende klodset. Bortset fra, når jeg gør.

Jeg har noget med fingre. Og snitsår. Kombinationen af disse i særdeleshed. Måske er det en ekstra sårbarhed overfor disse lemmer. En arbejdsskade fra alle de år, jeg læste musik, og var afhængig af dem til at kunne spille med på daglig basis. Eller også er det fordi det minder mig om en ubehagelig episode med en pålægsmaskine, en agurk, og en agurk som pludselig ikke var en agurk, men en finger. På mit aller første job, hvor jeg følte mig sej; et frokoststed, hvor dem fra gymnasiet ville droppe forbi. Og pludselig var jeg ikke så sej, da jeg med alt for meget papir omkring min finger gik mod skadestuen. Med armene strakt så højt over hovedet som jeg kunne. Det var ikke så slemt, som først antaget. Men slemt nok til, at jeg måtte få forlænget tid til mine skriftlige eksaminer det år. Klodsmajor, tænkte jeg ved mig selv.

I går skete det igen. Jeg skar mig i fingeren. Denne gang ikke med en pålægsmaskine, men med en godt kage-brugt brødkniv, som altså nu skulle skaffe mig en ret så tiltrængt ostemad. Jeg var alene på kontoret da det skete, og jeg ledte desparat efter et plaster, gav op, skyldede fingeren, og blev pludselig i tvivl om, om der var for meget blod til, at det var et helt i orden. Så jeg ringede til min læge, som bad mig beskrive mit sår, og svare på, om jeg havde en stivkrampe. Det kunne jeg ikke huske. Ikke andet end i forbindelse med min lille pålægsmaskine-incident. For lidt mere end 10 år siden. En vaccine holder i 10 år. Så lægen beordrede mig at komme ind for at få et stik, og så ville de i samme omgang kigge på min finger.

Da jeg havde lagt på, ville jeg sætte min opvask på plads. Min ostemad havde jeg naturligvis fået lavet og spist i mellemtiden. Og så var det, at jeg pludselig kunne mærke min kropstemperatur ændre sig på den øverste etage. Jeg vidste, at det eneste der var at gøre var at få hovedet ned. Ned mellem benene. Jeg har prøvet det én gang før, at blive dårlig sådan. Men det er en anden lang og alt for blodig historie. Da var det min seje og cool søster der beordrede mig ned: NED med hovedet, NU. Og det var hendes stemme jeg hørte i mit indre igen i går.

Og det mindede mig om, hvor lidt sej jeg følte mig. Jeg beundrer min søster for at kunne være så tough i pressede situationer. Jeg vil gerne være sej. SEJ til at klare sager. Sådan én som kan det hele. Uanset hvordan man selv eller ens kære slår sig. Tackle alt. Med oprejst pande og et køligt overblik. Der var ikke meget oprejst pande eller realitetssans over mig i går, som jeg sad dér med hovedet ned mellem benene. Over hvad der viste sig bare at kunne klares med et plaster. Men der var nu altså noget særligt sårbart og “livet-er-noget-jeg-kan–mærke” over det.

Jeg lærte noget nyt i går: Når det kommer til snit i fingre, er jeg ikke som min søster, men jeg er mig. Sådan én der mærker. Og så er jeg tilsyneladende ikke god til skår i fingrene, men god til at sætte hovedet mellem benene, og til at få hjælp af en ostemad. Selvom det var dén der var årsagen til ‘ulykken’ i første omgang 🙂

Inspiration til pynt og service til sommerfest

Jeg er i fuld gang med at planlægge min “se-mig-jeg-er-færdig”-fest. Eller, det troede jeg, at jeg var. Jeg mødte dog en lille mur i går; den mand jeg havde regnet ville stå for maden, er forhindret i at hjælpe netop dén dag, som jeg har inviteret til. Så jeg brugte en del tid på at researche, men blev simpelthen mere forvirret, nedslået og overvældet end da jeg startede dén google-jagt. Så jeg lagde det på hylden.

Min første indskydelse derefter var at hoppe (lidt for købelysten) i Søstrene Grene, og hamstre pynt. For uanset hvad, skal det være hyggeligt og så fint som muligt, tænkte jeg? Og hvordan kommer man bedre ud af en fest-krise, end at tage fat på noget man kan gøre noget ved? Men tiden blev knap i går (før nogle venner kom til mad), og jeg nåede det ikke. I stedet hoppede jeg – da vores gæster var gået – på computeren og fandt inspiration. Og selvom mit overskud i dag nok havde haft bedre af, at have få de par ekstra timers søvn, tænker jeg egentlig, at det var en virkelig god investering af tid.. For det første slap jeg for impulskøb i min fest-nød, og for det andet kan jeg også nu se en større rød (eller nærmere blå-gul?) tråd i mine idéer til festen. OG som det tredje glæder jeg mig ENDNU mere til festen nu! Win, win og win. Den inspiration jeg fandt frem til i nattens mulm og mørke, vil jeg ikke spare jer for. Det kunne jo være, at jeg ikke er den eneste, der skal holde en sommerfest?!

Her er mine idéer til pynt og service til en sommerfest (ala 2018):

 

Tingene er fundet følgende steder: 

Balloner: Etsy

Træ’-tallerkner: Remodelista.

Gule (prikkede) stofservietter: H&M Home.

Billede af bestikanretning: Country Living.

Billede af buket: Avenue.

Kop med citroner på: H&M Home

Støvet grøn dug: H&M Home

Prikket papirspose: Lagerhaus

 

Rigtig god onsdag til jer!

Tirsdagens tip om en ret så praktisk (rejse)app

Nu må der jo endelig ikke gå for meget baby i den.. Sådan siger jeg til mig selv! Men det er jo en øvelse – både som gravid og som ny mor at lære, at alle andre ikke nødvendigvis synes, at ens baby er det jordens omdrejningspunkt.. (Det skrev jeg faktisk lidt om her for længe siden 🙂 ) De sidste dages indlæg har dog gjort mig godt! De har givet mig en følelse af, at der er gået hul på en bobbel.. Og alt, der kommer ud af den sprængte bobbel, er idéer – i alle retninger.. Også i noget så lavpraktisk og skørt som mine tirsdagstips.

Til dig, der måske ikke har fulgt med jævntligt, kan jeg afsløre, at jeg hver tirsdag har for vane at udgive et indlæg med et lille tip. Et tip, som jeg selv synes gør hverdagen smartere. Smartere både i den praktiske forstand, og nogle gange også i den æstetiske forstand. Fordi jeg er lige ved at koge over af iver efter de to sidste dages “outbursts” har jeg således været i tvivl om, om jeg i dag skulle udgive et tip om en mælkekarton, om en lyseslukker eller om en app. Jeg valgte den sidste. Simpelthen fordi den virker mindst mor-agtig i mit hovede. Haha.

Tirsdagens tip omhandler dermed en app, som kan skanne cremer, kosmetik mv. for “farlige” indholdsstoffer:

  • App’en “Kemiluppen” (som er udviklet af Forbrugerrådet TÆNK og KEMI)

Kort sagt kategoriserer app’en plejeprodukter i en grøn, gul eller rød kategori. Det lyder måske lidt faretruende og sort-hvidt, men den viser også hvilke parametre den har taget højde for, og hvor produktet eventuelt ‘bonner ud’. På den måde kan man tage stilling til, om man går op i, at der er parfume-stoffer i produkter, eller om man mest går op i, om der er hormonforstyrende stoffer, eller om det skader det større miljø osv. Derudover skriver den også, hvis der er ingredienser, som pt undersøges for at være farligt. Alt i alt en mega nørdet, men også virkelig down-to-earth app, som gør al kemi-debatten nuanceret og tilgængelig sådan, at man individuelt kan tage stilling til, hvad man selv tænker.

Der er primært to funktioner, som jeg har brugt: 
1) Man kan både søge på forskellige produkttyper – eksempelvis serum eller mascara – og finde ud af, hvilke produkter i kategorien, som indeholder hvilke stoffer. Dette har jeg eksempelvis brugt, da jeg var på udkig efter en ny tørshampoo. Min frisør kendte kun til tørshampoo-mærker med masser af parfume, og jeg ville gerne finde alternativer til disse. Så jeg hev app’en frem, trykkede “tørshampoo” og fandt ud af, at der var et par stykker i den kategori, som faktisk var helt til at komme om. Også prismæssigt.

2) Den anden funktion, som jeg næsten har brugt aller mest, er scannings-funktionen. Her kan man scanne stregkoden på produktet, og med det samme se en vurdering af indholdet i produktet. Dette har jeg eksempelvis gjort, hvis vi har været på ferie, og vi er løbet tør for solcreme, og det lokale supermarked ikke liiige har de produkter, jeg plejer at købe. Så har jeg taget billeder/scannet koderne (afhængig af, om der var net), og ja, så er de fleste gængse mærker at finde derinde, og har kunne hjælpe mig med at tage stilling i produkt-junglen – også i udlandet.

RIGTIG god tirsdag til jer 🙂

For en god ordens skyld vil jeg altså lige pointere, at jeg ikke er sponsoreret af nogen som helst 🌿

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.

Når bekymringer går hånd i hånd med en voksende bebs

Men nu er jeg klar.. Klar til også at dele den lidt mere tunge del af dét at være gravid. Bekymringsdelen.

I starten, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde jeg lyst til at råbe det til hele verden. Jeg skrev endda et langt skriv, så snart jeg tænkte, at jeg måske var det. Bare fordi jeg skulle ud med det. Ellers var jeg bange for, at jeg eksploderede! Fordi jeg var så ovenud, hovedkuls, ubekymret GLAD. Høj på livet. Fordi livet kom.

Da det så endelig viste sig reelt at være et lille barn, som havde sat sig i min mave, følte jeg en pludselig beskyttertrang. Det er vores barn – og ingen andres. Og dermed vores altoverskyggende ansvar. Jeg fik kolde fødder for at sige det til mennesker vi holder af samtidig med, at det var på mine læber konstant.

Derefter kom der en anden fase – kort efter, at alle nærmeste havde fået det at vide. Der skete noget uventet. En forskrækkelse. Jeg troede, at den lille ikke var der alligevel. Smerter og blødninger satte bekymringer i gang, men blev manet til jorden af diverse hold læger. Barnet har det godt, men du skal passe på, sagde de. Kort sagt har jeg blødt inde ved barnet. Og dette blod påvirker hinderne (hvem vidste, at man havde TO hinder? Ikke mig), sådan at overanstrengelser i værste instans kan sætte gang i en alt for tidlig fødsel.

Jeg har det splittet med, at en SÅ god og glædesstrålende nyhed skal kombineres med bekymringer. Fordi det fortjener bedre. Det lille væsen fortjener den vildeste fanfare og konfetti-salut. Fordi det ville være vores. Og blev til ud af det blå, men da vi ønskede det så helt igennem meget.

Samtidig er bekymringsdelen bare så naturlig. Så stor en del af dét at være gravid (for mig – begge gange). Fordi det jo er omsorg. Bekymringerne er kærlighed, som håber det bedste, men også forbereder sig på alle farer. Fordi det jo en forældres lod. At se farer før det sker, så vi kan skåne vores barn; Fra at falde ned af skamlen i køkkenet, og fra at komme alt for tidligt til verden. Det er omsorg og kærlighed. Og det skal jeg minde mig selv om. At det er okay. Okay, at jeg er bekymret og påpasselig. Det kommer af noget godt. Faktisk kun af godt. Jeg ville ved nærmere eftertanke først være alvorligt bekymret, hvis ikke jeg bekymrede mig (jep, jeg ved godt, hvad jeg gjorde lige dér). Fordi jeg er mig. Og dette lille væsen er mit at passe på.

Et lidt søgt billede til teksten? Parallellen var naturligvis (i mit hovede), at barnet opstår af et lille æg. Et helt særligt ét. Skrøbeligt og alligevel stærkt. Og så var det lidt for meget for mig, at lægge to billeder op af mig selv i streg 😉